Synspunkt

"Det er ikke en mirakelkur, jeg har været på, men det er blevet bedre"

Ungdomshjemmet Seden Enggård, Odense har netop afsluttet tre års udviklingsarbejde, der har været finansieret af Socialministeriet

Af Hans Jørgen Jønsson, forstander, Seden Enggård, redaktionen@sl.dk

Udviklingsarbejdet har haft til formål at udvikle en pædagogik, som kan understøtte vanskeligt stillede unges positive selvværdsfølelse og identitet.

Resultaterne foreligger nu i form af en ekstern evalueringsrapport ved SUELL Team ApS: “Socialpædagogisk Story Telling på Seden Enggård – Anerkendende samtaler med unge på døgninstitution”.

Evalueringen afdækker de unges og personalets oplevelser af udviklingsforløbet, og dokumenterer tillige en række afgørende positive virkninger af de udviklede metoder. Evalueringsrapporten dokumenterer blandt andet en markant reduktion i antallet af indberetninger vedr. fysisk magtanvendelse i projektperioden. Det markante fald i antallet af magtanvendelsesindberetninger er således en indikator for, at det systematiske arbejde med anerkendelsens metodik har bevirket, at konflikter og frustrationer ikke ender i aggressiv adfærd og magtanvendelse, men kan stoppes gennem dialog og opmærksomhed på hinanden.

En ung sagde: “Da jeg kom, kan man sige, at der var jeg rimelig højt oppe, fordi jeg ikke rigtig kendte mig selv. Jeg var meget sammen med venner, hvor vi rendte rundt og lavede alt muligt lort, og man kan sige, at så følte man sig jo stor, og man var jo sej og alt det der. Jeg havde det egentlig godt med mig selv, da jeg kom. Men hvis man nu kigger på, hvordan jeg har det, så har jeg det jo bedre. Det er fordi jeg har lært mig selv at kende, så man ved hvornår og hvorfor man måske reagerer som man gør, fordi man har fået fortalt hvordan. Da jeg kom, da anede jeg det jo ikke. Det var bare noget man gjorde, og man kunne ikke sætte ord på hvorfor.

Det fandt man så ud af efterhånden sammen med ens pædagog.

Da jeg kom smed jeg med ting, råbte og gik ind på mit værelse, hvis jeg ikke kunne få min vilje. Jeg gør næsten det samme i dag. Med det er yderst sjældent og det er ikke så slemt mere. Men jeg vil indrømme, at når det sker, så ryger der nogle ting. Det er ikke så slemt og det er ikke så ofte. Det er ikke væk. Det kommer an på hvilken dag jeg har. Nogle dage kan jeg tænde fuldstændigt af, hvis det er en god dag så griner jeg bare af det. Jeg synes selv, at jeg tager det fra den gode side oftere. Det er ikke en mirakelkur, jeg har været på, men det er blevet bedre”.

Tættere på de unge

Resultaterne for de unge er, at de har opnået en mere positiv selvværdsfølelse og identitet. De unge oplevede i projektet et øget selvværd og forbedrede relationer til medarbejderne. De unges personlige udvikling i projektet bestod i, at de lærte sig selv bedre at kende, deres livshistorier blev tydeligere, de oplevede at blive forstået og være kendte af medarbejderne, de lærte at være  åbne og sætte ord på fremtidsdrømme, tanker, følelser og det der er svært, de fik større medbestemmelse og indflydelse, og samtidig oplevede de sig mere glade. Det, at blive ældre, var en udviklingsfaktor i sig selv.

Medarbejderne fik i projektet en kommunikativ og teoretisk referenceramme, og konkrete redskaber til at arbejde med den anerkendende samtale i praksis. Medarbejderne oplevede at få flere indgangsvinkler til de unge, og at de kom tættere på de unge, samt at det blev muligt ud fra anerkendende principper at styre konflikter.

Det anerkendende i fokus

Det, der har virket, har været at arbejde med de unges tanker, følelser, selvbillede og fremtidsønsker i strukturerede og spontane, anerkendende samtaler baseret på en åben og tillidsfyldt relation, og ved i hverdagen at  have implementeret en anerkendende grundholdning. 

I den pædagogiske praksis har elementer i den anerkendende samtale været holdning, teknik, rammer og dokumentation.

Holdning som en bevidsthed hos medarbejderne om, at det vigtigste man kan tilbyde de unge er nærvær, engagement, empati og nysgerrighed, og en vilje til at ville lære de unge at kende som personer, og ikke ud fra de handlinger, de præsterer. Medarbejderne opnåede taleret i de unges liv ved hjælp af anerkendende metoder.

Holdningen har været præget af en værdsættende undersøgelsesmetode frem for en problemorienteret undersøgelsesmetode. Det har betydning for de unge at blive anerkendt og bekræftet som de mennesker de er i deres væren, fordi de i sig selv bærer kimen til forandring. Når mennesker bliver genkendt på deres menneskelighed, sker udvikling af sig selv.

En anerkendende indstilling til de unge handler om at betragte deres handlinger som meningsfyldte set ud fra de unges ståsted, og om at prøve at forstå  det, de forstår. Det handler samtidig om ikke at fokusere på det negative, på fejl og mangler, ud fra den betragtning, at det, der fokuseres på, kan blive en realitet. Alternativt skal der skabes stærke billeder af muligheder, håb og drømme – ikke for at negligere problemerne – men for ikke at være styret af problemerne. Hvis man altid insisterer på en værdsættende og anerkendende tilgang, tager man ikke de unge alvorligt. Der vil ofte være brug for at skabe plads til, at frustrationer kan udtrykkes, før der kan arbejdes med succeshistorierne.

At skabe mening for de unge i forhold til deres livshistorie, deres nutid og fremtid har været centralt. Medarbejderne har været anerkendende og nysgerrige på de unges historie og har bragt nye livsvinkler/historier frem, som de unge har kunnet forholde sig til i en fortløbende proces med dekonstruktion og rekonstruktion. Medarbejderne har arbejdet med relationerne til de unge, og arbejdet med de unges netværksrelationer ud fra betragtningen om, at mennesker udvikler sig i relationer til andre.

En vedholdende anerkendende holdning til de unge, har betydning, når de unge falder tilbage til tidligere uhensigtsmæssige adfærds- og handlemønstre, eller har brug for at prøve grænser af i relationen til medarbejderne.

Teknikken i den anerkendende samtale har været forberedelse af en række samtaletemaer, som pædagogen vidste, var meningsfulde for de unge og en villighed til at ændre temaer i forhold til den unges behov, brug af åbne HV-ord, gentagelse, pauser, så den unge fik tid til refleksion, anerkendelse af positive kompetencer samt et fremadrettet sigte. 

Når der blev udviklet et nyt sprog og nye begreber om de unge, blev det muligt at agere i forhold til dem på nye måder.

Udfordringer og dilemmaer

Af de fire elementer var holdning den grundlæggende. Medarbejderne oplevede i projektet en subjektiv holdningsændring, som blev integreret i praksis som en samværsform, en væremåde og en attitude. Kulturen på Seden Enggård blev påvirket og præget af åbenhed, gensidig tillid og at man holder af hinanden. 

Udviklingsarbejdet afslørede en række udfordringer og dilemmaer.

Både medarbejderne og de unge skal have lyst til at begive sig ind i en personlig samtale om følsomme emner. Nogle unge oplevede ikke at kunne være helt åbne over for medarbejderne, for som en ung sagde: “Fordi man altid har i baghovedet, at det er deres arbejde”. 

Under selve samtalen er det en udfordring at være opmærksom på, at de unge har forskellige erfaringer med strukturerede samtaler – nogle synes, det er spændende, men andre “tricker” negativt.

Det er en udfordring at “blive på den unges side”, når man har en bestemt dagsorden og kender den unge så godt.

De unge er eksperter i at glide udenom og afspore samtalen. Det er en udfordring at fastholde fokus.

Nogle unges begrebsverden er meget lille. Medarbejderne kan ikke gå ud fra, at de forstår. Der skal bruges enkle ord, alt skal forklares og de unges forståelse skal tjekkes.

Nogle unge har vanskeligt ved at sætte ord på det, som er svært, og det er et dilemma at vide som medarbejder, at netop det at sætte ord på vil gavne den unge, og i den anerkendende samtale at følge teknikken med, at det er den unge, der skal styre og komme til orde.

Hvis der ikke er lydhørhed fra den unges side, virker det anerkendende ikke. Hvis de unge er besluttede på at ville have kaos, så preller det anerkendende af på dem, men det afholdt ikke medarbejderne i at fortsætte med at være anerkendende, indtil de unge var klar til at tage imod.

Der er meget uro, misbrug og  pres i de unges liv. Nogle unge kan ikke forstå, at medarbejderne vil være så tæt på, og har mere brug for struktur og faste rammer som en form for tryghedsskabelse, før medarbejderne kan arbejde med det anerkendende.

Omkring tidligt skadede unge og unge med psykiatriske problemer, er der nogle forhold, som den anerkendende tilgang alene ikke kan rumme. Det anerkendende skal kobles til andre metoder.

Kræver tid

Anerkendelsen, som den er udviklet og praktiseret på Seden Enggård kommer til kort overfor “hardcore” misbrugere, der samtidig er psykisk skadede. Det er lykkedes i projektperioden at “knække koden” hos nogle unge misbrugere, men medarbejderne er ikke med sikkerhed klar over, hvorfor det lykkedes.

Den anerkendende tilgang kræver tid. Unge, der kun er indskrevet i en kortere periode, eksempelvis unge på 17 år og derover, når ikke at få det fulde udbytte af metoden. 

Resultaterne og de udviklede metoder synes perspektivrige – ikke kun for Seden Enggård, men også for andre institutioner, der arbejder med udfordringerne omkring vanskeligt stillede unge. Resultaterne har vist, at der er metoder, som kan skabe tillid til vanskeligt stillede unge, der kan få de unge til at åbne og udtrykke sig samt udvikle sig hen imod en positiv identitet og selvforståelse. 

Seden Enggård arbejder aktuelt med at omsætte evalueringsrapportens indsigter og hovedkonklusioner til et egentligt undervisningsmateriale, og bistår gerne i formidlingen heraf.

Yderligere information om udviklingsarbejdet og evalueringsrapporten kan fås hos forstander Hans Jørgen Jønsson, tlf. 6610 9039.

Evalueringsrapporten kan downloades på hjemmesiden: www.seden-enggaard.dk