Debat

SL må igen prioritere lønkampen

Af Mik Thetmark (Modtaget d. 22.4.2008)

, redaktionen@sl.dk

I Socialpædagogen nr. 8, udtaler vores formand, Kirsten Nissen, at “det er meget glædeligt at vi har fået den opbakning vi har fået”. Hun taler om SL’s indgåelse af forlig med kommuner og regioner og den flg. urafstemning.

Men det må alligevel, trods de alt for få Nej-stemmer til forhandlingsresultatet, være forstemmende for Kirsten Nissen, at 30% af de afgivne stemmer signaliserer en stærk utilfredshed med forliget. De sølle 12,8% forhandlerne takkede ja til uden sværdslag, dækker ikke engang inflation og dyrtid.

Prisindekset for madvarer (og brændsel!) viser stigninger på 15-16% over et kortere tidsrum end den sidste overenskomstperiode. Dvs. at vi spises af med en reallønsnedgang, og IKKE med den historiske lønfremgang forbundsledelsen fantaserer om. Dertil kommer det meget omtalte lønefterslæb på 4%, som altså heller ikke dækkes af det, forbundstoppen kalder “rigtig, rigtig gode resultater.”

Den konflikt som anderledes kampklare forbund som FOA og sygeplejerskerne o.a. valgte at føre, ville have haft langt større gennemslagskraft, hvis alle forbund under KTO var stået sammen og fast på kravet om reeele lønstigninger.

Resultatet fra konflikten på sundhedsområdet i Finland viser, at fagbevægelsen stort set kan indfri alle krav – hvis viljen er der, hvis der hersker enhed, og hvis man er villig til at anvende strejken som vores ultimative, lovlige pressionsmiddel.

Det var en nærmest historisk mulighed SL, BUPL o.a. forpassede ved at indgå forlig på arbejdsgivernes præmisser. For sjældent har der blandt organiserede offentligt ansatte været så stor vilje til at gå i konflikt for at få rimelige krav igennem.

Istedet valgte SL’s forhandlere at fortsætte kursen fra fiaskoen med Ny Løn: Eftergivenhed, kompromisser, hang til bløde (læs, billige) værdier og yderligere akademisering af uddannelsen – vel og mærke uden tilsvarende lønfremgang.

SL må af med konfliktskyheden og de akademiske fornemmelser og igen prioritere lønkampen. Uanset hvor dygtige pædagoger, værkstedsassistenter og medhjælpere bliver, og lige meget hvor internationalt konvertibel og universitetsagtig uddannelsen bliver, er og bliver vi dårligt betalte lønarbejdere.

Det er humlen, og det burde SL’s forhandlere skrive sig bag øret istedet for at sole sig i, at en assistent nu kan kalde sig socialpædagog.