Familieplejer

Lilli er hovedperson for mors små drenge

Hun er blevet kendt over hele landet som plejemor for Jørn og Mads i TV2 udsendelserne “Er du mors lille dreng” og “Mors lille dreng – 10 år efter”. Hun har sagt ja til at stille op i tv, fordi hun gerne vil fortælle om børnene. – Jeg overvejede det her grundigt, inden vi gik i gang. Jeg vidste, jeg skulle balancere imellem tavshedspligt og ytringsfrihed. Og det har jeg gjort, fortæller familieplejer Lille Bach Andersen.

Af Hanne Sørensen Smith , redaktionen@sl.dk

Det var hjemme i barndommens flække, Holsted mellem Esbjerg og Kolding, at der var en, der skubbede på. Skolen havde både første, andet og tredje kor, og lille Lilli ville så gerne med op i førstekoret. Læreren sagde, at det kor kunne hun godt komme i, men så skulle man altså kunne høre, at hun sang.

Lilli tog mod til sig, skrålede lidt højere og følte sig som en del af helheden. Derhjemme var hun storesøster med naturligt ansvar for de små. Men familiefællesskabet slog revner, og flytningen til Odder medførte en rigtig svær tid for 17-årige Lilli. Hun tog på ungdomshøjskole, arbejdede og tjente penge, så hun kunne tage sin HF i Viby, men vidste ikke helt, hvad hun ville.

- En sagsbehandler ser jo kun papir, men aldrig barnet eller hjemmet. Det nytter bare ikke at slå sagsbehandleren oven i hovedet. Vi skal finde ud af at tale sammen på et fælles sprog og stole på hinandens faglighed. Lilli Bach Andersen

Jo, hun ville giftes med en bondemand. Hun var betaget af fællesskabet – den positive afhængighed, som hun så i menneskers samliv på en gård. Og hun ville noget med børn. Så da hun mødte Uffe, der uddannede sig til landmand og som en ud af syv søskende også syntes, at børn var helt ok, ja, så var den jo i vinkel. Og har været det lige siden.

Her bor hun så, Lilli Bach Andersen på 43, midt  i bakkernes fede ler i Løjenkær syd for Århus. Her arbejder hun også, mor Danmark, som børnene nogle gange kalder hende. Lilli er familieplejer på 15. år, men har taget sig af andre menneskers børn endnu længere.

Hun passede mødregruppens tre unger på et halvt år med stofbleer og lanolinbukser i bunker hjemme i den toværelses i Odder. Da Katrine året efter blev storesøster til Anders, flyttede familien til gården i Løjenkær. Uffe tog på arbejde som leder i et entreprenørfirma og var hobbylandmand. Sådan er det for øvrigt stadig.

Men der skulle ske noget mere. Familien rykkede sammen om sommeren og lavede bondegårdsferie med hest, høns, grise og sådan. En 14-årig pige fra nabolaget kom og hjalp til: – Hun boede i telt eller campingvogn hele sommeren, og så flyttede hun lige som bare med ind, da det blev efterår. Hun blev vores første snusen til familiepleje, for hun drog først herfra, da hun var 25, fortæller Lilli.

- Og siden var her fyldt med børn på ferie, endagsbesøg med børnehaven, små kolonier med skolen og så tre forskellige børn i officiel aflastning i weekender og ferier. Der var ikke plads til at rykke sammen og holde bondegårdsferie mere, for vi havde også selv fået Maria. Så lavede vi fritidsklub i stedet og holdt åbent hver eftermiddag. Det var frivilligt som led i 4H – landbrugets børne- og ungdomsarbejde.

Nødt til at tale om det
Lilli siger, at hun egentlig altid har haft en idé om at læse til pædagog. Det er bare igen og igen gået anderledes. Fuldt drøn på familieliv og ønske om at være et samlingspunkt for en stor flok gav masser af pædagogisk arbejde i praksis. Sådan er det stadig. Men Lilli er talrige overvejelser og en hel del erfaringer rigere nu.

- Da Jørn var tre-fire måneder gammel og på vej ind i vores liv, vidste vi, at han blev hovedperson i en tv-udsendelse, for de optog jo undervejs. Men der kom ro på, og Jørn havde været hos os i et halvt år, da ‘Er du mors lille dreng?’ blev vist for ti år siden. Så blev han pludselig hele Danmarks barn. Der var spørgsmål og debat og politiske bomber. Uffe og jeg ville barnet, men var ikke vant til at agere i det politiske og det fagpolitiske system. Den politiske kamp var ikke særlig synlig for mig, selv om jeg havde spist mange røde pølser og drukket lige så mange røde sodavand på 1. majdage med min far.

- I begyndelsen forholdt jeg mig til nystartede familieplejere, men så begyndte jeg at gå i dybden og bag om mit job. Jeg mødte fantastiske familieplejere, der fik mig med i netværk og udvalg og arbejde, hvor frivillige hænder som mine er velkomne. Og politisk førte udsendelsen jo til, at lovgivningen om anbringelser blev ændret. Barnets tarv skulle sættes i fokus, og der skulle gribes ind langt tidligere for at sikre barnet så godt et liv som muligt.

- Debatten fra dengang er aldrig gået i stå. Den film bliver brugt til undervisning alle mulige steder. Og når Lars Høj som tilrettelægger gerne vil følge op ti år efter og har alle tilladelser, så har vi også et ansvar. Jørn, hans familie og vi var virkelighed dengang. Det er vi stadig, og hvordan er den virkelighed så nu? Det er naturligt at kigge på, og ja, så er lillebror Mads blevet til virkelighed i mellemtiden.

- Jeg ville gerne fortælle om Jørn og om hans lillebror til den opfølgende udsendelse. Mads er et eksempel på kommunalt omsorgssvigt. Man varetager forældrenes tarv frem for barnets, og derfor gribes der ind for sent. Så enkelt er det – samtidig med, at det er forfærdelig svært at have med at gøre. Det ved alle, der kender sådanne sager. Og det kan alle andre sikkert godt forestille sig. Men vi er nødt til at tale om det, så det kan blive bedre.

- Jeg overvejede det her grundigt, inden vi gik i gang. Jeg vidste, at jeg skulle balancere imellem tavshedspligt og ytringsfrihed. Og det har jeg gjort. Som familieplejer kender man normalt ikke alle akter i en sag. Det gør jeg her på grund af forældrenes tilladelse til udsendelsen. Men jeg  har ikke sagt eller gjort noget, som mor Anni ikke ved. Vi var sammen under arbejdet, og jeg har talt med hende om alt. Jeg har påtaget mig et kæmpeansvar for Anni, fordi jeg ikke ville have hende udstillet. Vi fik vist, at med rammer og systemer, så magter Anni noget. Det er et godt samarbejde for os alle. Blandt andet derfor er jeg glad for udsendelsen.

Vanvittigt at se tilbage på
Lilli kigger rundt i det store, nye køkken. Der er blomster fra kendte og ukendte mennesker. Hendes mobil indeholder mangen en sms, hendes mailboks flyder over af tilkendegivelser. Her 12 dage efter udsendelsen ‘Er du mors lille dreng? – 10 år senere’ på TV2 kan hun konstatere, at interessen for anbragte børn holder.

Hun tænker på dengang, Jørn havde været igennem de børnepsykiatriske undersøgelser i Århus. Igen kom ideen om at læse til pædagog, for her stod hun og vidste ikke nok. Hun talte med folk derinde om det, og de sagde, at den slags kunne hun ikke lære nok om på seminarium. Så hun  valgte specifikke kurser og en masse litteratur.

- Mine børn siger, jeg læser hjernebøger. Og det er rigtigt, for jeg er jo nødt til at finde ud af, hvordan Jørn er skruet sammen.

Og nu gælder det om også at omslutte Mads med faglighed – foruden den nære omsorg. For Mads var kastebold i næsten et år, før han 14 måneder gammel kom i familiepleje hos Lilli og Uffe. Forældrene bestemte nemlig over aflastningen indtil da.

- Vi var bekymrede fra fødslen, men fik at vide, vi skulle blande os uden om, selv om den største viden om familien lå hos os på baggrund af samarbejdet om Jørn. Uffe og jeg holdt hinanden oppe gennem tiden med konstant ændrede aftaler.

10 dage om måneden kunne blive til flere måneder på døgnbasis eller lidt hist og lidt pist og frem og tilbage. Det lille barn var i panik. Jørn kunne ikke holde til det. Lilli og Uffe gjorde klart, at de sagde fra, hvis forvaltningen fulgte forældrenes nyeste ønske om aflastning blot hver anden weekend, nu da de havde fået ny og større lejlighed.

Det blev besluttet i løbet af en tirsdag og en onsdag, at Mads skulle i familiepleje. Mandag fik Lilli besked fra sagsbehandleren: – Hårdt at gå rundt og vente, siger Lilli og tilføjer lakonisk: – Det er et tydeligt tegn på afstanden mellem sagsbehandling og det daglige arbejde med barnet. Men på en måde fik vi vendt vores frustrationer i forbindelse med tv-arbejdet. Det hele kom op igen og var så vanvittigt at se tilbage på.

- Jeg havde det da også enormt skidt dengang.

Jeg havde spist mig til 15 kg ekstra fedt på sidebenene. Så her ved årsskiftet besluttede jeg at være fit for fight, når den her udsendelse gik på. Jeg løbetrænede herhjemme og brugte en masse tid på fitness i Århus hos en veninde. 10 kg er væk, og det er så dejligt at lade tankerne flyve, når jeg løber. Men jeg kan da stadig tude over en dum giro 413-melodi og blive rørt over, at fremmede mennesker sender mig blomster. Og så kan jeg være ved at dø af skræk over, hvad de kan finde på inde på Socialcenter Syd.

Naturligt at dele viden
Hurtigt understreger Lilli nu, at det ikke er den tårevædede historie, der er brug for. Og hun synes måske, det er lidt mærkeligt, at Socialdemokraterne i Aarhuus Stiftstidende har undskyldt over for Mads, hans forældre og plejeforældre for de første 14 dage af Mads’ liv, mens Flemming Knudsen var rådmand. Og så opfordret til, at Venstre klarer resten af undskyldningen.

- Jeg har skrevet et brev til rådmand Gert Bjerregaard og fortalt, at jeg synes, det er ærgerligt, hvis denne sag bliver politisk på den måde. Det handler om at gøre det bedre i fremtiden. Og så nævner jeg lige ideen om ressourcecentre. Hans svar er, at der nedsættes et udvalg, der skal kulegrave Mads’ sag i forhold til muligt lovbrud. Der kommer en redegørelse og – håber jeg, forslag om nye tiltag.

- Vi skal derhen, hvor det er naturligt for alle parter at dele viden – specielt om forældre. Der er stor forskel på svagt begavede, stofmisbrugere og fysisk-psykisk handicappede. Forældrene er nøglen til anbringelsen både før og efter, og vi skal kunne sætte os ind i, hvordan de tænker. Kan vi ikke det, putter vi vores egne følelser ind i sagen, og så kan vi ikke fatte den kæmpe afstand, der er mellem et brændende ønske om at have sit barn og så evnen til at klare det.

- Og det er nemmere at dele viden, når man sidder tæt på hinanden og udvikler et fælles sprog, som man kan gøre i et ressourcecenter. En sagsbehandler ser jo kun papir, men aldrig barnet eller hjemmet. Det nytter bare ikke at slå sagsbehandleren oven i hovedet. Vi skal finde ud af at tale sammen på et fælles sprog og stole på hinandens faglighed. Og måske kunne politikerne tænke anderledes på økonomi. Lige meget hvad man gør, så koster det. Måske kan man lige så godt gøre det bedste fra starten, siger Lilli helt begejstret ved tanken om, at alt dette kan blive virkelighed.

Og så har hun lige lyst til at slå et slag for en ensartet, faglig bund til alle familieplejere, som i dag har behandlingskrævende børn i vidt omfang. Konceptet hedder RUGO, er udviklet, afprøvet og klart til brug. Den grunduddannelse bør alle kommuner tage til sig, mener hun.