Socialpædagogiske dage

Børn, der altid er på vagt

I arbejdet med traumatiserede børn er stabilitet det første mål – først da kan de sænke paraderne, sagde psykolog Eva Malthe på Socialpædagogiske Dage.

Af Jens Nielsen, jni@sl.dk

Workshop på workshop Eftermiddagen på den første af de Socialpædagogiske Dage var helliget 11 workshops over en lang række emner. Vi rapporterer her fra nedslag i tre af dem, men flere af oplægsholderne vil i den kommende tid optræde i andre sammenhænge i Socialpædagogen.

Psykolog Eva Malthe startede med at lægge nogle gruopvækkende tal på overheaden: Op gennem 1990’erne døde 2 millioner børn i krig, 28 millioner kvinder og børn var på flugt som følge af krig og væbende konflikter i 30 lande, og 6 millioner børn blev såret i krig.

- Det er dem, vi ser her – børnene af krigen. Det er dem, vi oplever som kaotiske og desorganiserede, sagde Eva Malthe, der selv gennem en årrække har arbejdet med udsatte familier i Århus – de fleste med krigs- eller lignende traumer i bagagen.

Og krigstraumerne kan ses hos børnene – også selv om de ikke selv har bevidnet krigshandlingerne – traumerne går i arv, sagde hun.

- Børn forsker hele livet – de har brug for en godt forskningsmiljø, og det vil sige et miljø, hvor de føler sig kompetente. Og det er der en stor risiko for, at de ikke får, hvis far eller mor har krigstraumer, konstaterede Eva Malthe.

- Så han man igennem nogle talt om resiliens – om børn indbyggede modstandskraft. Og jo, det er er da også sandt et stykke  af vejen. Men børn er lige som elastikker – når der blevet hevet tilstrækkeligt meget og hårdt i dem, trækker de sig ikke sammen til naturlig størrelse igen.

- Hvis stressberedskabet er oppe hele tiden, så bliver det et uroligt barn – dem, vi oplever i institutioner og skoler som kaotiske og forstyrrende og desorganiserede, sagde hun.

Eva Malthe gennemgik derefter symptomerne for PTSD, post traumatisk stress syndrom, og konkluderede, at det for børnenes vedkommende kommer til udtryk som relationsforstyrrelser, og at det får fysisk udtryk og viser sig som adfærdsproblemer.

- Man skal huske på, at det for mange af  de her børn ikke giver mening at tale om et ‘post’ – der er ikke noget i deres liv før traumet – det er en tilstand, de har været i hele livet.

Det helt grundlæggende i den pædagogiske udfordring i at arbejde med disse børn er ifølge Eva Malthe derfor stabilitet:

- Deres hverdag skal være stabil. For dem er al uforudsigelighed farlig, sagde hun og henviste til, at det netop er uforudsigeligheden hos forældrene, der ofte har sat sig dybe spor i børnene.

- Men jeg tror, man som pædagog kan bearbejde den her  eksistensielle ensomhed ved at tale med barnet eller den unge om, hvordan man kan have det. Ikke hvordan han eller hun selv har det, for det er ofte for svært at få sat ord på for barnet, sagde Eva Malthe.

Hun pegede på, at disse børn hele tiden er alerte og på vagt – for mange ofre for seksuelle overgreb er det mest rolige øjeblik for eksempel tiden umiddelbart efter et overgreb.

Dér er risikoen for at det sker igen mindst. Kun dér er der ro.