Socialpædagogiske dage

Der er viden, og så er der viden

Der er to slags viden den, der kan måles kvantitativt, og den, der ikke kan skrives på formler. Det er nødvendigt at finde balancen – de to slags viden må bringes til at tale sammen, sagde Ole Steen Kristensen, Århus Universitet, på Socialpædagogiske Dage.

, redaktionen@sl.dk

Selvfølgelig er viden fundament for faget... kan man forestille sig et fag uden viden? Nej, vel?

Sådan lød den indledende konstatering fra professor Ole Steen Kristensen, da han som første oplægsholder indledte de Socialpædagogiske Dage.

Men spørgsmålet er så, hvad det er for en viden. – Faget synes hele tiden at være fanget mellem viden og dokumentation på den ene side og så omsorgen og relationen på den anden. Nu er pendulet svinget helt over på dokumentation og metoder – forhåbentlig svinger det på et tidspunkt igen tilbage mod midten, sagde han.

Evidens er for nogle et centralt nøglebegreb, der kan bruges til at manifestere det gode socialpædagogiske arbejde, for andre er det en forfejlet måde at gå til den socialpædagogiske indsats på.

Men det er nødvendigt at udrydde en misforståelse, sagde Ole Steen Kristensen:

- Der er opstået en kunstig og uheldig modsætning mellem evidens og erfaringer – evidens er kommet til at stå for ikke at anerkende den egentlige viden i erfaringer. Lad os i stedet bare tænke på det som ‘dokumenteret viden’, sagde han.

Køber os til noget vi ved
Ole Steen Kristensen fortalte, at da han for små ti år siden kastede sig over forskningen på det socialpædagogiske område, var der selvfølgelig masser af viden, men meget lidt af den var formaliseret og beskrevet.

Og sådan er det paradoksalt nok stadig, selvom der i mellemtiden har været masser af udviklingsarbejde, masser af projekter og masser af vidensopsamling.

- Men trods alle erfaringer importerer vi for eksempel færdige systemer som MST og PMT. De indeholder hver især elementer, som vi allerede bruger og har erfaringer med, og som ikke fejler noget i sig selv. Men ved sådan en import er der en systematisk sagsbehandling, som ‘følger med’, sagde Ole Steen Kristensen.

Denne systematisering er et udtryk for, at forvaltningerne har en voksende interesse i at holde styr på de forskellige indsatser:

- Offentligheden har et stigende behov for indblik i det socialpædagogiske arbejde, og socialpædagogerne skal kunne levere det. Men hvordan kan man det? Det kan gøres i enkeltsager, ja, som vi lige har set det i Mors lille dreng – men hvordan gøre det generelt, spurgte Ole Steen Kristensen.

Kompliceret og bureaukratisk
Det, man er oppe imod, er nemlig ofte de meget kvantitetsbaserede målemetoder:

- Metoderne fra det offentlige er kvalitetsstandarder, lodtrækningsforsøg og så videre. Trangen til enkle målinger er voksende: Et kompliceret samfund kræver enkle bureaukratiske styringsredskaber, konstaterede han.

Men fører standarder for pædagogisk arbejde til et bedre resultat? Både og, svarede Ole Steen Kristensen:

- For nogle standarder kan god kvalitet defineres – det gælder for eksempel udviklingsplaner, efterværn, medicinhåndtering, visitation og tilsyn. For andre er det vanskeligere at gennemskue. Det gælder det, vi må kalde kerneydelsen, inddragelse af børn og deres familier, værdigrundlag og flere andre.

Der er med andre ord tale om to forskellige slags viden – to forskellige væsener, der skal leve side om side i socialpædagogikken.

- Kravet til faglighed stiger, og tilliden til erfaringer er ikke længere stor. Autoritet ligger ikke  længere i det, der bliver sagt eller gjort, men i den måde, vi organiserer det sociale område på. Vi må bare ikke glemme, at hele vores kultur bygger på overleveret viden, og at pædagogik er at have mod til at deltage i processer, hvor resultatet ikke er givet på forhånd, sagde Ole Steen Kristensen.