Socialpædagogiske dage
Pres på menneskesynet
Den stigende tendens til at måle og veje det sociale arbejde har taget overhånd – vi risikerer at decimere selve menneskesynet, mener Elin Daugaard.
, redaktionen@sl.dk
Workshop på workshop
Eftermiddagen på den første af de Socialpædagogiske Dage var helliget 11 workshops over en lang række emner. Vi rapporterer her fra nedslag i tre af dem, men flere af oplægsholderne vil i den kommende tid optræde i andre sammenhænge i Socialpædagogen. |
Når man siger, at målet med for eksempel indsatsen over for de udviklingshæmmede borgere i en kommune er ‘det gode liv’, jamen, så er det vel svært at være uenig.
Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad der er ‘det gode liv’ – og hvordan man når derhen. Hvordan måler og vejer man det? Og hvad er det, der ligger bag vores måde at veje og måle på?
Det var de store og meget nærværende spørgsmål på en af de otte workshops på de Socialpædagogiske Dage.
‘Menneskesyn og holdninger’ lød overskriften, og oplægsholderen Elin Daugaard er ikke i tvivl: I alt hvad man gør som socialpædagog eller repræsentant for forvaltningen ligger der en grundtone – det handler om menneskesyn.
Menneskesyn handler om den måde, vi påvirker hinandens liv på – blot ved at have holdninger og syn på den måde, vi kan og/eller vælger at leve på: ‘Med vor blotte holdning til hinanden er vi med til at give hinandens verden dens skikkelse’, citerer hun filosoffen K.E. Løgstrup.
Med det udgangspunkt bliver menneskesynet selvfølgelig helt centralt for en pædagog, der går ind og tager et enormt medansvar for andres liv:
Og med snart 25 års erfaring først som pædagog og siden som leder inden for handicapområdet og med borgere på alle udviklingstrin er hun bekymret for, at netop menneskesynet er under pres.
- For tiden er der for meget fokus på mål og evidens: Alting skal måles, og der er rammeog regelstyring overalt – det er som om menneskesynet har mistet vægt og værdi, siger Elin Daugaard, der nu er tilknyttet tilsynsmyndigheden i Århus Kommune.
Forskubbet menneskesyn
Det er ikke fordi, hun ikke synes, der skal kvalitetssikres – slet ikke. Men balancen er forskubbet, mener hun.
- Menneskesynet er rykket. Helt konkret er det sådan, at når man sætter mål for det kommende år, ja, så kommer opmærksomheden til at flytte sig mod det målbare. Og jo mere decentralisering, der kommer, jo mere rammestyring følger der med, siger hun.
Socialpædagoger er jo ikke jurister, påpeger hun, men en stor del af ‘forhandlingerne’ kommer til at foregå på den banehalvdel, der tilhører forvaltningerne, der har nogle helt andre dagsordener, end pædagogerne.
- Forvaltningerne kan stille nogle krav, og de har reglerne og loven med sig, og på den måde trækker det fagligheden væk fra pædagogerne, siger Elin Daugaard.
Og det, at man hele tiden er oppe mod reglerne, gør sammen med en stor opmærksomhed fra medierne, at man kommer i defensiven:
- Mange har følelsen af hele tiden at skulle forsvare sig frem for at have fokus på udviklingsarbejdet med de borgere, man har ansvar for.
Og her spiller den enkeltes menneskesyn ind, mener Elin Daugaard. Ikke mindst fordi borger- og brugergruppen har ændret sig.
- De har flere rettigheder, og de skal lære at bruge dem. Det skaber muligheder – men det skaber også mange mulige modsætninger, siger hun.
Daglige dilemmaer
Det bliver til nogle meget håndgribelige dilemmaer i det daglige:
Når en beboer, der har spastiske lammelser, og som helt klart har godt af rideterapi, ikke vil af sted – trods den entusiastiske pædagog, der oven i købet ved noget om den form for terapi – hvad gør man så som personalegruppe? Nogle vil sige, at det handler om tiden, indtil hun kommer op på hesten. Andre vil sige, at det handler om, at hun er bange for heste. Og mange vil føle sig fanget imellem på den ene side at være loyal over for kollegerne, som gør et godt stykke arbejde med det her terapi, og på den anden side have en masse viden om denne beboer og hendes væsen.
Hvad er det gode liv i det tilfælde?
For Elin Daugaard er der ingen tvivl om, at det er fuldstændig nødvendigt at der hele foretages individuelle vurderinger – og at det eneste menneskesyn, der holder i arbejdet med udsatte og handicappede, er det, hvor man former indsatsen efter det konkrete og konstant bevægelige niveau, den enkelte borger er på. Og det er det, man som socialpædagog skal fortælle og fastholde som det eneste holdbare grundlag.
- Hver eneste gang er det en individuel vurdering – igen og igen, siger Elin Daugaard.