Synspunkt
Karen Jespersen, den sociale lovgivning og TV2’s udsendelse om Mors lille dreng
Ingen har i de seneste år haft større mulighed for indflydelse på lovgivningen og håndteringen af samme, som daværende socialminister Karen Jespersen (94 til 2000) og nuværende velfærdsminister Karen Jespersen.
Af Ulla Blok Kristensen , redaktionen@sl.dk
Ingen har i de seneste år haft større mulighed for indflydelse på lovgivningen og håndteringen af samme, som daværende socialminister Karen Jespersen (94 til 2000) og nuværende velfærdsminister Karen Jespersen.
Det klinger derfor mere end hult, når samme Karen Jespersen går i pressen og erklærer, at nu skal der ske noget omkring børn født af forældre med ringe eller manglende forældreevne.
TV-udsendelsen om den lille dreng og forældrenes ophold på mor barn institutionen i Århus blev sendt i 98 og opfølgningen 10 år senere. Frem til 2000 hed socialaministeren Karen Jespersen og også dengang blev der råbt op om, at nu skulle noget gøres.
Dengang, som nu, var der ingen lovgivningsmæssige barrierer, der gjorde, at forløbet blev som det blev. Heller ikke i dag er der noget i loven, som har forhindret at en lille dreng igen blev offer og sandsynligvis får et livslangt handicap med deraf besværligt og kompliceret liv.
TV udsendelsen dokumenterer, at svigtene er sket i behandlingen af sagen og intet steds er nævnt, at det ville have set anderledes ud, hvis lovgivningen havde været anderledes.
Plejeforældrene har tilsyneladende et forbilledligt samarbejde med drengenes mor og giver dermed børnene mulighed for den vigtige præmis i ethvert børneliv, nemlig at kende til sine forældre og samtidg have trygge rammer at vokse op under.
Der hvor der svigtes er, at rammerne omkring udførelse af lovens bogstav simpelt hen ikke er gode nok.
Det koster penge at lave ordenligt socialt arbejde. Medarbejdere skal have uddannelse og tid.
En sagsbehandler skal ikke have sit skrivebord dynget til med tunge sociale sager og manglende tid og forudsætninger for at håndtere det.
Det er min påstand, at der ikke er ansatte i de kommunale forvaltninger, der med vilje ikke udfører deres arbejde godt nok.
Der skal være politisk vilje og økonomi til, at den ene underretning efter den anden ikke siddes overhørig.
I svære børnesager bør der være et team af fagpersoner med specialuddannelse, som har viden og kompetence til at handle. Børnenes inter esse, såvel som forældrenes skal varetages, og der skal følges op på de faglige vurderinger med handling.
Der er i dag ikke lovgivningsmæssige forhindringer for, at dette arbejde kan udføres.
Derimod er der økonomiske og tidsmæssige forhindringer, og det ville klæde såvel de kommunale myndigheder og ikke mindst den ansvarlige minister at tage det ansvar på sig og sikre, at der fremover ikke kan skrives flere artikler elle produceres flere TV udsendelser om dårligt socialt arbejde til skade for de mennesker, som rammes aller hårdest. Nemlig de socialt udsatte børn og deres familier.
Der er fagfolk nok at trække på, der er ikke mangel på viden på området, men mangel på politisk vilje til at afsætte de fornødne ressourcer, læs tid og penge til at arbejdet kan udføres ansvarligt og ordentligt. Det er ikke forældrene, der svigter børnene. Det er de sociale myndigheder.