Udsatte børn og unge

I går Tønder. I dag Århus og Møn. I morgen

Bedre hjælp til truede børn er på vej, lover velfærdsministeren, der har planer om regionale centre, der kan rådgive kommunerne. Det er der ikke brug for, lyder det fra KL. God ide, siger Socialpædagogerne, men kun hvis centrene får beføjelser

Af Lone Marie Pedersen, lmp@sl.dk

I fire år kunne en far på Møn helt uhindret voldtage sin datter og stedsøn fra de var fem og syv år. Kommunen havde fået at vide, at noget var galt hjemme hos familien, alligevel fortsatte overgrebene, fordi der ikke blev grebet ind. I april fik faren syv års fængsel.

I Tønder blev to småpiger gennem flere år voldtaget af deres far, der også solgte dem videre til sex med andre mænd. I Århus levede to søskende på tre og seks år under så kummerlige forhold, at naboerne flere gange henvendte sig til kommunen. Intet skete, selv om kommunen kendte familien gennem mange år. Først da forældrene selv bad om det, blev børnene fjernet.

I morgen er det en anden kommune, der bliver kendt i medierne, fordi et par af deres små borgere bliver omsorgsvigtet og lever under umenneskelige forhold, uden at kommunen griber ind. Det er vold. Det er voldtægt. Det er misrøgt. Det er omsorgssvigt.

I Kalundborg Kommune sagde socialrådgiverne stop. De gjorde kommunen opmærksom på, at de ikke kunne leve op til kravene i serviceloven. De havde for få ressourcer, for få penge og for få hænder til at levere en ordentligt service til udsatte børn og unge og deres forældre.

I Dansk Socialrådgiverforening har man kendskab til, at socialrådgivere i kommunale forvaltninger har fået mundtlig besked på, at de ikke må anbringe flere børn, Og hvis de alligevel gør det, så må de hjemtage et andet barn i stedet for.

Tal for Ankestyrelsen tyder på, at kommunerne har flest penge i kassen først på året og så kommer der stramninger senere: I 2006 blev 3.660 børn og unge anbragt uden for hjemmet, og i første kvartal var der flest anbringelser, nemlig 1.043. Tallet faldt i andet kvartal. Steg igen i tredje kvartal, og den stigning hænger ifølge Ankestyrelsen sammen med, at mange unge kommer på efterskole i august. Antallet af anbringelser faldt i sidste kvartal til 737. der blev således anbragt 266 færre børn i slutningen af året.

Noget skal der gøres

Det dystre billede, der tegner sig for nogle af de udsatte børn og unge, var baggrunden for, at SF i maj kaldte velfærdsminister Karen Jespersen (V) i åbent samråd i Folketingets socialudvalg. Partiet ville gerne vide, hvad ministeren vil gøre ved, at det for nogle kommuner tilsyneladende er mere økonomiske hensyn end faglige, der tæller, når de anbringer børn og unge.

Velfærdsminister Karen Jespersen (V) meddelte socialudvalget, at hun er enig i, at der absolut er grund til at gøre noget:

- Ikke kun på grund af de enkeltsager, der dukker frem i pressen. Vores talmateriale viser, at indsatsen over for omsorgsvigtede børn ikke er god nok. Vi kan se, at børnene først bliver fjernet, når de har nået en vis alder. Derimod er det sjældnere, at små børn fjernes, selv om vi ved, at der sker skader på barnet, når det i længere tid bliver omsorgssvigtet.

Velfærdministeren vil indkalde de andre partier i Folketinget for at drøfte en fælles handlingsplan og regner med, at der hen over den politiske midte er stor enighed om, at der skal ske noget.

Men måske bliver det svært at nå til fælles enighed om, hvad der skal gøres. Karen Jespersen mener ikke, at det er de økonomiske forhold, som er afgørende for, om kommunerne anbringer børn og unge:

- Gid det var så let, sagde hun på samrådet.

Og hun afviste at sende flere penge ud til kommunerne til dækning af deres indsats over for truede børn og unge:

- Vi kan ikke bare sende en blankocheck til kommunerne.

Tre-trins-model

Velfærdsministeren fremhæver tre områder, der kan forbedre forholdene for udsatte børn og unge: Det skal tydeligere præciseres i lovteksten, at barnet og ikke forældrene er i centrum, og der skal være klare retningslinier for, hvornår et barn er omsorgssvigtet. Hvis kommunerne ikke selv er i stand til at definere omsorgssvigt, så må Folketinget gøre det, mener Karen Jespersen.

Det andet område, ministeren vil se på er, hvad man kan stille op med de kommuner, der ikke overholder servicelovens krav:

- Man kan overveje, om vi skal tage økonomiske sanktioner i brug.

Ministeren vil også gerne drøfte et forslag fra S og SF om at belønne de kommuner, som gør en forbyggende indsats over for truede børn, eksempelvis ved at fjerne dem tidligt.

Endelig peger ministeren på, at kommunerne skal have adgang til ekspertbistand, og ministeren planlægger at nedsætte en gruppe, der skal komme med forslag til, hvordan der kan oprettes regionale centre, som kan vejlede kommunerne i komplicerede børnesager.

- Det er ofte vanskelige sager, hvor man ikke kan regne med, at alle kommuner råder over den nødvendige ekspertise, siger Karen Jespersen.

Centrene skal dog – ifølge ministeren – ikke ligge i regi af Danske Regioner.

Vi har ikke brug for endnu et VISO

I Kommunernes Landsforening ser man ikke umiddelbart nogen grund til et regionalt center, der rådgiver kommunerne. Chefkonsulent Pernille Kvarning:

- Vi er godt klar over, at man i mange af kommunernes familie- og børneafdelinger står i en situation, hvor det er svært at få enderne til at mødes. Området har ændret sig meget fra tidligere at samtale og hjælpe børn og familier til i dag at bruge uforholdsmæssig megen tid på papirarbejde og kontrolopgaver.

For meget papir, for mange sager og for lidt tid til at hjælpe borgerne betyder, at mange sagsbehandlere forlader forvaltningen. Desuden er området præget af mange og lange sygemeldinger på grund af et belastende arbejdsmiljø. Et af svarene på de problemer er ikke, som velfærdministeren foreslår, regionale rådgivningsråd, mener Pernille Kvarning.

- Vi har allerede i dag både sociale nævn og Den Sociale Ankestyrelse, som man kan henvende sig til for at få gode råd. Og i forbindelse med kommunalreformen fik vi VISO, der kan støtte kommunerne med rådgivning og vejledning i komplekse sager.

- Det benytter kommunerne sig af i et vist omfang. Men det er ikke altid, man oplever at det at konsultere nogen er svar på de problemer, man sidder med. Det man som sagsbehandler måske i virkelighed ofte har endnu mere glæde af er tid og rum til, at man kollegialt og ledelsesmæssigt kan støtte og sparre med hinanden.

Pernille Kvarning ser frem til regeringens løfte om at kigge på, hvordan de centrale velfærdsområder kan afbureaukratiseres, så der bliver mere tid til det faglige arbejde. Og hun håber så, at det kan trække de gamle medarbejdere tilbage.

Centrene skal have kompetencer

Hos Socialpædagogerne er man glade for, at velfærdsministeren vil lave en "barnets reform.Ó Formand Kirsten Nissen:

- Det er på høje tid, vi får set det her område efter i sømmene. Og jeg synes der er mange gode takter i velfærdsministerens forslag. Blandt andet forslaget om at oprette regionale centre, der skal hjælpe kommunerne med de tunge sociale sager, synes jeg lyder fornuftigt. Vi har jo længe slået til lyd for oprettelse af de såkaldte ressourcecentre, hvor man samler al relevant viden og kompetencer i en samlet hat. Det er bare utroligt vigtigt, at disse centre får nogle reelle beføjelser i forhold til kommunerne, så der ikke udelukkende bliver tale om, at centrene skal yde kommunerne rådgivning, som kommunerne så efterfølgende kan vælge at se bort fra. De regionale centre skal have beføjelser, så de gør en forskel, siger Kirsten Nissen.