Kommentar
Kommunernes økonomi trænger til hjælp
Vigtigt er det i hvert fald, at der bliver handlet nu. For vil man have pæne sorte tal. eller flere grumme sager om svigt af børn, der ikke bliver fjernet i tide?
Af Kirsten Nissen Forbundsformand , redaktionen@sl.dk
Kommunerne er presset på økonomien. Det er ikke en ny historie. Desværre. Og for os, der dagligt ser konsekvenserne af den pressede økonomi, kommer det heller ikke som nogen overraskelse, at man nu begynder at mærke konsekvensen af, at kommunerne med deres stramme økonomi har det svært ved at fastholde og udvikle kvaliteten af de sociale opgaver, de overtog fra de nedlagte amter.
Avisspalterne er for tiden fyldt til bristepunktet med kommunernes slagsmål med regeringen om det kommende års budget. Det fyger gennem luften med trusler og beskyldninger. For et er klart: Kommunerne har sidste år brugt 1,4 milliarder kroner mere end budgetteret. Ifølge kommunerne skyldes det stort set udelukkende stigende udgifter til socialt udsatte børn og unge og til voksenhandicapområdet.
Men det får ikke regeringen til at samle regningen op og hjælpe kommunerne, tværtimod truer finans- og statsministrene kommunerne med økonomiske straffeaktioner. Og det får kommunerne til at råbe løftebrud tilbage.
Vi deler KL’s bekymring for, at de fremover vil få langt vanskeligere ved at løfte opgaven på det sociale område, ligesom vi deler deres bekymring for, hvilke konsekvenser yderligere stramninger kan få for socialt udsatte børn og unge.
Derfor er vi enige med KL om, at der må findes nye muligheder og modeller for finansiering af det her område. Vi må se på mere langsigtede og holdbare løsninger, som ikke straffer de kommuner, der rent faktisk løfter deres sociale ansvar. Løsninger, som kræver, at man tænker nyt når det handler om finansieringen af de kommunale opgaver. Et forslag går på at de kommunale udgifter på socialområdet holdes uden for det loft over serviceudgifterne, som aftales i økonomiaftalen for 2009. Det er et forslag, vi synes rummer gode takter, og som peger fint fremad for kommunerne.
Vigtigt er det i hvert fald, at der bliver handlet nu. For vil man have pæne sorte tal. Eller flere grumme sager om svigt af børn, der ikke bliver fjernet i tide?
Regeringen må holdes fast på løfterne om kvalitetsreform og kravene om socialpolitik med rygrad.