AIEJI - Globale stemmer

De slås med onde cirkler

Australske socialpædagoger kæmper på to fronter i det opsøgende arbejde med landets indfødte folk: De skal hjælpe den enkelte til at bryde sin egen sociale arv, og samtidig bekæmpe systemets nedarvede apartheid-racisme, fortæller socialpædagog Rebecca Lewis

, redaktionen@sl.dk

Det er kun 40 år siden, Australiens oprindelige folk blev klassificeret som mennesker, altså som borgere med menneskerettighe­ der. Førhen var de klassificeret i ‘Lov om flora og fauna’.

Sådan fortæller den 29­årige socialpædagog, Rebecca Lewis – uden at fortrække en mine.

Det er ikke hendes skyld, at først den engelske koloni, siden den australske stat behandlede lan­ dets urfolk – the aboriginals – som umælende dyr, der kunne udryddes, tvangsforflyttes og forbydes adgang.

Men er det hendes ansvar, som opsøgende socialarbejder, at råde bod på fortidens synder – hver dag hun er på arbejde.

I et land, der først i år officielt sagde undskyld for sin apartheid­lignende fortid, er hendes ung­ dom en styrke. Det er nemlig ikke hendes fortid, der er på spil, det er hendes fremtid.

– Den officielle undskyldning fra den nye Labor­regering er kun et første skridt. Det er en hel politisk kultur og en forvaltningskultur, der skal brydes gennem åbenhed og samtale, siger hun.

Rebecca Lewis oplever som udslusnings­ pædagog i en NGO inden for kriminalforsorgen dagligt konsekvenserne af den institutionaliserede racisme, både i systemet og i de menneskeskæbner, hun gør sit for at forandre. Tallene taler deres tydelige sprog.

– Vi er to socialarbejdere, der arbejder med udslusning af kvindelige fanger i New South Wales. Og der er 9.000 kvinder i fængslerne. De oprindelige folk udgør 30 procent af fangerne, men kun 1,9 procent af befolkningen, fortæller hun.

Rebecca Lewis har offentligt ansatte kollegaer, men de ser det ikke som deres job at bekymre sig om, hvordan fangerne sluses tilbage i samfundet.

– Mange af dem er udbrændte og ser kun det værste i folk, siger hun.

Hun forstår dem på en måde godt; kollegaerne i fængslerne ser kun dem, der kommer tilbage til fængslet, forklarer hun, mens kollegaerne i social­ forvaltningen oplever nye sager med børnemis­ brug, stort set hver dag.

– Men vi kan bryde cirklen. Vi skal møde de oprindelige folk som mennesker, der har et valg. Vi skal spørge dem selv, hvad de vil. Vi skal arbejde med deres historie og deres egne netværk af ældreråd. Og vi skal tilbyde dem uddannelse og meningsfuldt arbejde, siger hun.

I Rebecca Lewis’ eget job er fortælling og personlige handleplaner de vigtigste pædagogi­ ske redskaber. De kvindelige fanger melder sig frivilligt til udslusnings­programmet og skal i den forstand selv gøre arbejdet.

Handleplanerne skal hjælpe til at få styr på fremtiden. De har som regel en idé om, hvad de vil, så den socialpædagogiske opgave er at få det  konkretiseret, få dem til at reflektere og gennemgå scenarier for, hvad de vil gøre, når de nu igen bliver tilbudt narko.

Fortællingen skal hjælpe til at få styr på fortiden, en forudsætning for at bryde den onde cirkel. Alle kan fortælle historier om svigt i deres egen familie og kultur, og om en generation af forældre, der over en kam blev tvangsfjernet og sendt på grusomme kostskoler, fordi de hvide mente at vide, det var bedst for dem.

Samme holdning lå bag, da den foregående, konservative regering for et par år siden forsøgte at komme alkoholmisbruget til livs ved at forbyde alkohol i særlige områder og sætte hæren ind for at opretholde forbuddet.

– Det var ligesom i gamle dage: Vi ved, hvad der er bedst for jer. Men vi skal sende socialarbejdere ind i stedet for soldater, siger Rebecca Lewis.