Fagligt netværk
Lærerne fik et netværk
Trods uenigheder lykkedes det for lærerne, der er organiseret hos Socialpædagogerne, at danne et fagligt netværk
, redaktionen@sl.dk
Der sad mange i salen, som gerne ville have været et andet sted, nemlig i Danmarks Lærerforening.
Karsten Hou, Kreds Midtsjælland, var en af dem, der altid havde været et andet sted, indtil han skiftede arbejde:
- Jeg har været 25 år i Danmarks Lærerforening, og det fællesskab har jeg ikke længere. Jeg synes, det er underligt, at jeg skal skifte til en anden fagforening, hvor der er så få medlemmer, der er lærere. Hvad ville der ske, hvis man bad en tømrer om at melde sig ind hos smedene, fordi han skiftede arbejdsplads?
25 lærere var mødt frem den 9. og 10. september til det stiftende landsmøde i netværket, og de første par timer var sat af til den debat, der gennem længere tid har kørt på debatsiderne i Socialpædagogen om, at lærerne på de specielle sociale tilbud er organiseret i Socialpædagogerne, der har forhandlingsretten på området.
I panelet sad næstformand Marie Sonne og hovedbestyrelsesmedlem Jan Vium.
Marie Sonne: – Jeg kan ikke gå hjem i morgen og sige, at I er meldt ud af SL. Der er en grænseaftale at tage hensyn til. Så lad os nu se, hvordan vi kan skabe noget, som imødekommer jeres behov.
Lærer og forstander Poul Robert Andersen, Kreds Nordsjælland, forklarede, hvorfor han var tilfreds med at være medlem af Socialpædagogerne:
- Det at undervise på døgninstitutioner er noget særligt. I dag har vi nogle specifikke behov for viden på lærerområdet og på døgninstitutionsområdet, og det må SL være med til at hjælpe os med. Jeg ved, hvordan Danske Døgninstitutioner har kæmpet i dagevis for at få timer til eleverne. Det er hele tiden en kamp for at få nok timer.
- Jeg vil advare mod at melde sig ud af SL, og det vil jeg kæmpe imod.
Det sidste var Elsebeth Winther, Kreds Storkøbenhavn, ikke enig med ham i:
- Skolen er en del af døgninstitutionen, og det skal den blive ved med at være. Det er også derfor, vi kalder os socialpædagogiske lærere. Men jeg er lærer i min sjæl og af hele mit hjerte. Jeg har valgt at uddanne mig til lærer og ikke til socialpædagog. Ville jeg være socialpædagog, havde jeg taget den uddannelse.
Vi ligger midt imellem
Flemming Kjærgaard, Kreds Lillebælt, er tillidsrepræsentant for sine lærerkollegaer og fællestillidsrepræsentant for samtlige medarbejdere på institutionen:
- Jeg har valgt, at jeg ikke gider deltage i en debat om, hvorvidt vi skal være organiseret det ene eller det andet sted. Vi kommer ikke ud af Socialpædagogerne, for det er en del af aftaleområdet.
Herefter tog han som andre deltagere fat i den særlige situationen, lærerne på de sociale tilbud befinder sig i.
- Problemet med vores område er, at det er meget lille, så det er svært at få dækket den faglige del, og der findes ikke noget i dag, som kobler skolen og det behandlingsmæssige sammen, fortalte Flemming. Derfor bakkede han op om, at lærerne fik dannet et fagligt netværk i Socialpædagogerne. Senere på dagen blev han valgt til netværksledelsen sammen med Louise Egelykke Olsen Blisby, Kreds Midtsjælland, og Lillian Nissen Dal, Kreds Storkøbenhavn, valgt.
Landsmødet blev holdt kort før bladets deadline, derfor kan vi først i næste nummer bringe et interview med den nye netværksledelse