Kommentar

Kom så i gang, borgmestre

Lige nu er der al mulig god grundt til at holde øje med kommunerne, for de går i de her dage ind i en afgørende fase, når det handler om budgetlægning for 2009.

, redaktionen@sl.dk

Alle landets 98 borgmestre mødtes i begyndelsen af måneden for at drøfte, hvordan de hver især har tænkt sig at overholde den økonomiske aftale med regeringen. Vi benyttede os af anledningen til at sende dem alle et brev, hvor vi minder dem om, at de jo af regeringen før sommerferien fik lov til at øge serviceloftet på det særlige sociale område med 650 millioner kroner. Penge, der nødig skulle blive glemt her midt i den kommunale budgetlæg ning. For vi er vel mange, der ikke er i tvivl om, at vores område er trængt, og at det flere steder kunne trænge til en økonomisk saltvandsindsprøjtning.

Derfor er det også så vigtigt, at vi sammen holder politikerne fast på, at pengene er på bordet, og at de skal bruges.

Lige nu er der al mulig god grundt til at holde øje med kommunerne, for de går i de her dage ind i en afgørende fase, når det handler om budgetlægning for 2009.

Ser man på de oplæg til budgetter, som kommunerne sender til høring i de lokale hoved-Med-udvalg, kan vi se nogle gennemgående greb fra kommunerne, greb, der skal holdes øje med. Der er for eksempel en del kommuner, der prøver at spare på det særlige sociale område ved at hjemtage til tilbud i nærområdet, anbringe i andet regi og andet af den skuffe. Andre kommuner lægger op til besparelser ved at sænke taksterne på lokale tilbud. Lige som en del kommuners budgetoplæg indeholder krav om besparelser allerede i 2008, uden at nævne, at serviceloftet er hævet på det særlige sociale område.

Og her det så, at vi skal træde til, og minde kommunerne – og borgmestrene – om, at pengene er på bordet. Tag så at brug dem, så det sociale område ikke udelukkende bliver afgjort af økonomi, men i højere grad af faglige hensyn.

Og på den lange bane mener jeg, vi skal se kritisk på finansieringen af vores område. Under forhandlingerne mellem KL og regeringen foreslog vi parterne, at udgifterne på det særlige sociale område holdes uden for de stramme servicerammer i 2008 og 2009. Ligesom vi pegede på muligheden af, at refusionsgrænserne for de særligt dyre enkeltsager i 2008 og 2009 fastholdes på samme niveau som i 2007. Det er én model. Vi arbejder også med andre. Når vi kender regnskabet for 2008 vil vi lave en opfølgning på forløbet med KL og regeringen sådan at de bliver holdt til.