Tema

De nedsendte og de hjemvendte

I årtier er grønlandske udviklingshæmmede blevet sendt til Danmark, fordi Grønland ikke selv har haft de rigtige tilbud til dem. Men kan det fortsat forsvares? Ny bog fortæller den dramatiske historie om ‘nedsendelserne’ – en historie om menneskelige afsavn og tragedier, skiftende politiske vinde, personalemangel og store etiske dilemmaer

, redaktionen@sl.dk

På en måde vidste jeg godt, at jeg skulle bo i Danmark. Hjemmestyret var nede at besøge mig i 1996 og spørge, om jeg ville flytte tilbage. Og så sagde jeg nej tak. Jeg valgte at blive boende i Danmark. Jeg vil ikke tilbage. Jeg er ligesom meget dansk.

Sådan fortæller Jacob i bogen ‘Forvist til forsorg’. Han er udviklingshæmmet, og som barn blev han i 1970’erne sendt på institution i Danmark.

‘Forvist til forsorg’ er skrevet af Stine Grønbæk Jensen og Marie Louise Knigge, Servicestyrelsen. De fortæller det, de selv kalder for en ‘overset historie’ om grønlandske udviklingshæmmede, der i perioden 1953 til i dag er blevet nedsendt til Danmark.

Ligesom for Jacob er det sket for Christian, der i 1990’erne for anden gang blev sendt herned til behandling på grund af psykiske problemer. Han var da omkring 16 år:

- Jeg blev vred og alt det og vold mod personalet, og jeg blev ked af det, fordi jeg skal bo i Danmark. For nej, det er ikke mit land. Mit land er Grønland. Men nu skal jeg bo i Danmark igen. Resten af mit liv.

Jacob og Christian er en del af den samme historie – historien om udviklingshæmmede  grønlændere, der er blevet anbragt på særforsorgsinstitutioner i Danmark.

Det begyndte i 1950’erne, og det sker i dag. Er der ikke er et egnet tilbud til den udviklingshæmmede i Grønland, bliver han eller hun sendt til Danmark. Væk fra familien, kulturen og sproget. Men ned til et socialpædagogisk tilbud.

Modsat tidligere er det i dag kun få, der bliver – som det hedder i embedssproget – nedsendt til Danmark. Det er blandt andet kriminelle udviklingshæmmede, der skal anbringes på sikrede institutioner. Grønland har ingen sikrede pladser.

Andre bliver sendt herned, fordi der ikke kan skaffes socialpædagoger til at hjælpe de handicappede. Mangel på kvalificeret arbejdskraft betød således, at Majoriaq, der var et velrenomeret tilbud til børn og unge med autisme, måtte lukke i 2000, og alle børnene blev sendt til Danmark.

Støvsuget for åndssvage
Da Grønland fik status som dansk landsdel i 1953, gennemgik landet en omfattende modernisering. Der blev blandt andet bygget sociale institutioner, og det skete ud fra en ligebehandlingstankegang om, at alle, uanset man er norddansker eller syddansker – som det dengang hed – skulle ligestilles økonomisk, socialt og kulturelt. Det betød for eksempel mulighed for samme skolegang, samme retsbeskyttelse og samme politi.

Det var også ligebehandlingstanken, der lå bag, da man valgte, at grønlandske udviklingshæmmede skulle have samme tilbud som danske udviklingshæmmede. Da der ikke i Grønland var opbygget en særforsorg, blev det besluttet, at de grønlandske udviklingshæmmede skulle sendes til Danmark, fordi man mente, at de her ville få det bedste tilbud – også selv om det betød farvel til familien og fædrelandet. 

Dengang var holdningen, at åndssvaghed var en sygdom, og den bedste forsorg, man kunne tilbyde de grønlandske udviklingshæmmede, var, at de blev behandlet på særforsorgsinstitutioner i Danmark.

Nogle har ondskabsfuldt sagt, at Grønland blev ‘støvsuget for åndssvage’: En gang om året rejste  læger fra Statens Åndssvageforsorg op langs den grønlandske kyst og valgte de udviklingshæmmede, der skulle sendes til Danmark.

Nedsendelse til debat
‘Forvist til forsorg’ beskriver som nævnt perioden fra 1953 og frem til i dag, og der er næsten udelukkende brugt danske kilder, fordi der stort set ikke findes beskrivelser af, hvordan udviklingshæmmede grønlændere eller deres familier oplevede nedsendelserne.

‘Det er slående, at udviklingshæmmede grønlændere gennem hele tidsperioden defineres, diagnosticeres, behandles og fremstilles af andre, primært danske embedsmænd, politikere, læger og pædagoger’, konstaterer de to forfattere i bogen (s. 15).

De beskriver, hvordan ventelisterne til særforsorgsinstitutionerne i løbet af 1970’erne voksede, og samtidig begyndte – især folk fra Statens  Åndssvageforsorg – at kritisere, at grønlandske udviklingshæmmede blev fjernet fra deres familier. Der blev talt om, at det var overgreb. I stedet burde der etableres tilbud i Grønland.

Kritikken kom i kølvandet af, at den lægelige dominans på området blev skiftet ud med en socialpædagogisk tankegang, hvor målet er at aktivere og træne udviklingshæmmede, så de kan klare mest muligt selv.

Det endelige holdningsskift kommer omkring 1979 med det grønlandske Hjemmestyre, hvor landet overtog det fulde ansvar for sine borgere – også de udviklingshæmmede. Siden har det overordnede politiske mål været, at alle skal have mulighed for at blive i Grønland.

Omtrent samtidig blev Statens Særforsorg i Danmark udlagt fra staten til amterne, og det betød, at Grønland, der fik status som amt, overtog ansvaret for sine egne udviklingshæmmede.

På det tidspunkt boede der 118 udviklingshæmmede borgere i Danmark. De følgende år bliver der bygget en lang række sociale institutioner i Grønland. Og det betød, at nogle kunne blive i Grønland, mens andre udviklingshæmmede, der ikke kunne få et egnet tilbud i Grønland, blev nedsendt. 

Vestsjællands Amt fik pligt til at modtage de grønlandske udviklingshæmmede, som hjemmestyret ikke selv havde mulighed for at give et egnet tilbud. I dag er den forpligtigelse overgået til Region Sjælland.

 

“Al debat om det etisk forsvarlige i fortsat at sende grøn lændere 4.000 km væk fra familien, fædrelandet og til et sprog, de ikke kender, har stort set været forstummet i 25 år.”

Hvem skal hjem?
Omkring 1990 er man nået så langt i udbygningen i Grønland, at man kan begynde at planlægge at hjemtage nogle af de udviklingshæmmede borgere fra danske institutioner. Der blev nedsat en arbejdsgruppe, som skal pege på de grønlændere med handicap, som skal tilbydes at vende tilbage. 

Arbejdsgruppen blev bedt om at se bort fra de  beboergrupper, som var ‘behandlingskrævende, udadrettede, brugte kørestol og som havde brug for speciallægelig bistand, som ikke kunne imødekommes i Grønland’ (s. 87).

Den afgrænsning betød i praksis, at en del grønlændere ikke var med i den målgruppe, som fik tilbud om at komme hjem.

Status i dag er, at mange af de grønlændere, som er bedst fungerende, efterhånden har fået tilbud om at komme hjem til Grønland. Nogle har sagt ja, mens andre har ønsket at blive i Danmark.

En stor del af de grønlændere, som i dag bor i Danmark, har intet eller kun et begrænset verbalt sprog og har samtidig et stort behov for støtte. I 2006 boede der 91 udviklingshæmmede grønlændere i Danmark

Kommuner gør ingenting
Efter kommunesammenlægningen i 2007 er det Region Sjælland, som fastlægger behovene for  sociale tilbud til de grønlandske udviklingshæmmede, og kommunerne har overtaget pligten til at drive de tilbud, som Vestsjællands Amt tidligere drev.

I amtet var der ansat en specialkonsulent til at rådgive botilbuddene om de grønlandske udviklingshæmmede. I dag er den funktion overladt til de enkelte kommuner.

Selv om hjemmestyrets holdning er, at udviklingshæmmede grønlændere skal have et tilbud hjemme i Grønland, så er det kun sket en enkelt gang, at en kommune selv har taget initiativ til at få sin udviklingshæmmede borger hjem.

Forfatterne skriver på s. 93:

‘Der tegner sig således et billede af, at de grønlandske kommuner tilsyneladende undlader at tage initiativ til hjemtagninger af personer i danske botilbud. Hjemtagningen afhænger således i praksis af, at personalet i de danske botilbud vedholdende, blandt andet på ferierejser, foreslår hjemkommunens sagsbehandlere, at de finder en egnet plads i Grønland.’

Det etiske dilemma
Den gruppe, der i dag nedsendes til Danmark, kommer som udgangspunkt kun hertil, når der kræves et særligt specialiseret tilbud, som ikke findes i Grønland.

I praksis ser det dog ud til, at et lige så vigtigt kriterium er mangel på pladser eller på faglært personale.

Men al debat om det etisk forsvarlige i fortsat at sende grønlændere 4.000 km væk fra familien, fædrelandet og til et sprog, de ikke kender, har stort set været forstummet i 25 år.

Forfatterne peger på, at det var et omstridt emne i 1970, hvor der var to stridende synspunkter. Det ene var, at det var umenneskeligt at forvise udviklingshæmmede til en forsorg i et andet land. Det andet, at det var bedre at give dem en specialiseret behandling, der matchede deres handicap, også selv om den foregik i Danmark.

Debatten blev dengang stort set kun ført af danske fagfolk – både i Danmark og i Grønland.

Men ingen taler i dag om de etiske dilemmaer, hverken i forhold til dem, der er her, og dem, som fortsat bliver sendt herned. Og det selv om alle synes at være enige om, at den ideelle løsning både for velfungerende udviklingshæmmede grønlændere og for dem, der har brug for et meget specialiseret tilbud, er at blive i Grønland.

Men trods den enighed er der sket forbavsende lidt, konstaterer forfatterne (s. 130):

‘Man må spørge sig selv, om ikke selve muligheden for visitering til permanent ophold i  danske tilbud kan have den uheldige og utilsigtede konsekvens, at hjemkommunerne reelt kan undlade at forholde sig til problemstillingen. Så længe de mest støttekrævende borgere med handicap kan nedsendes til Danmark, arbejder man måske ikke tilstrækkelig seriøs med at finde holdbare løsninger i Grønland.’

Også et dansk ansvar
Det er dog et etisk spørgsmål, som man ikke kun skal stille til det grønlandske hjemmestyre. Også Danmark må erkende sin del af  ansvaret, mener forfatterne, Stine Grønbæk Jensen og Marie Louise Knigge.

Danmark har siden hjemmestyrets indførelse i 1979 fastholdt, at det er et grønlandsk anliggende at nedsende udviklingshæmmede borgere til danske tilbud.

Det var de danske myndigheder, som begyndte på de omfattende nedsendelser, der stod på i godt 25 år, og mange af dem, der i dag bor i danske tilbud, er i den periode sendt herned som børn.

Derfor bør de danske myndigheder – skriver forfatterne – i dag stille sig selv det spørgsmål, om den nuværende situation set med danske øjne er acceptabel (s. 131):

‘Har Danmark allerede ydet sit passende bidrag til en ændring, eller er der potentiale for en fælles grønlandsk-dansk indsats ud fra den grundlæggende forståelse, at der er tale om et fælles ansvar?’

Forvist til forsorg Apollo Jakobsen er en af de mange grønlandske udviklingshæmmede, som er sendt til Danmark, fordi der ikke er et tilbud til ham derhjemme. siden det grønlandske selvstyre i 1973 er der bygget mange sociale tilbud, og nogle af de udviklingshæmmede er vendt hjem til Grønland. Det er især de bedst fungerende. Men nogle bliver fortsat sendt herned, enten fordi der ikke er et tilbud til dem, eller fordi man ikke kan få uddannede medarbejdere. I bogen “Forvist til forsorg” beskrives de dilemmaer, der er mellem at få det rigtige tilbud i Danmark eller at blive hjemme i sin egen kultur med sit eget sprog. På de næste sider fortæller vi om apollo, og om de holdninger, som brydes.