Tidlig indsats

Alt for mange børn må stadig selv banke på

Hver tredje kommuner satser på tidlig indsats over for udsatte børn. Det er fint, mener forbundsformand Kirsten Nissen, der dog har svært ved at genkende oplysningerne fra sin verden

, redaktionen@sl.dk

Hver tredje kommune arbejder nu målrettet med en tidlig indsats i forhold til børn, der kan få sociale problemer. Det oplyser Servicestyrelsen, der på sit websted www.godsocialpraksis.dk netop har udsendt 60 inspirerende eksempler på god praksis inden for temaet “Tidlig indsats for udsatte børn”.

30 kommuner og enkelte leverandører har bidraget med eksemplerne, som nu er tilgængelige på internettet som inspiration for alle landets kommuner.

Servicestyrelsen oplyser, at tidlig indsats handler om at opspore problemerne i et tidligt stadie og vide, hvordan man kan sætte ind. Det kan være teenagemødre, der skal hjælpes til at tage sig af deres baby, eller børn, som lever med en psykisk syg eller alkoholiseret forælder.

Målgruppen for tidlig indsats spænder vidt, men fælles for dem er, at indsatsen kan være det, der afgør, om barnet kommer til at leve et normalt liv, eller om den ene hjælpeforanstaltning kommer til at afløse den anden. Det vil både være omkostningsfuldt for samfundet og hårdt for børn og forældre.

Velfærdsminister Karen Jespersen er glad for, at kommuner arbejder målrettet med at udvikle metoder til at sætte tidligt ind over for truede børn:

– Den tidlige indsats er utrolig vigtig, så vi undgår, at børnenes problemer bliver så massive, at det er vanskeligt at hjælpe dem. Mange udsatte børn bliver først opsporet i teenageårene, og det er ofte for sent. Derfor mener jeg, at det er helt nødvendigt og meget positivt, at kommunerne nu i højere grad har fokus på den tidlige indsats, og at de deler viden og erfaringer, siger Karen Jespersen.

Alt for mange kommuner lader stå til
Forbundsformand Kirsten Nissen synes også, det umiddelbart lyder fint, at hver tredje kommune arbejder målrettet med en tidlig indsats i forhold til udsatte børn. Men det er samtidig et billede, hun har svært ved at genkende fra hverdagen:

– Socialpædagogerne møder i deres daglige arbejde børn og unge, der på krop og sjæl er mærket af, at tidlig indsats er noget, man taler om, men i alt for mange tilfælde forsømmer. Vi hører gang på gang historier om udsatte familier, der ofte omtales som “kendte af systemet”, når deres problemer bliver synlige for omverdenen.

– Det kan gøre mig godt gal i skralden, når jeg hører, at sagsbehandlere, politiet, skolen, børnehaven og sundhedsplejersken har haft disse familier i kikkerten, uden at der er blevet gjort noget. Det udhuler altså billedet af, at kommunerne arbejder målrettet på den tidlige indsats, siger Kirsten Nissen. 

Hun mener, at hvis en tidlig indsats skal blive til andet end noget man taler om, så handler det om, at alle de forskellige fagligheder, der er rundt om de familier, der er fokus på, arbejder sammen:

– Det vil sige, at vi alle tager ansvar for at reagere på advarselssignalerne, når vi ser dem. For det er vi ganske enkelt ikke gode nok til her i landet, siger Kirsten Nissen.

Derfor synes hun også, at det er hjerteskærende at læse i Ankestyrelsens tal for anbragte børn i 2007, at tredive procent af alle anbringelser sker, fordi barnet selv banker på kommunens dør og beder om at blive fjernet fra hjemmet. Og at barnets egen henvendelse i fem procent af tilfældene er den eneste indberetning, kommunen får.

– Det betyder, at der i 2007 var ikke færre end 162 børn, der måtte tage sagen i egen hånd for at komme væk fra et hjem med vold og misbrug. Tallet er faldet siden 2006. Det er godt, men det er stadig alt, alt for højt

– Når vi så i den samme opgørelse kan se, at andelen af børn, der først anbringes i 12-års alderen er steget, mens andelen af små børn, der bliver anbragt, er faldet, så har jeg lidt svært ved at forstå skåltalerne om den tidlige indsats, siger Kirsten Nissen.