Aalborg kommune

Faglige argumenter sejrede over økonomien

Vi sad med en følelse af, at “nu var det nok.” Jeg følte mig stødt og såret over besparelsen, fordi jeg kan se, at hele det socialpædagogiske arbejde, vi laver hver dag, vil få et gevaldigt hak nedad. Hvis vi kun kom hver anden uge, ville mange af beboerne ikke kunne fungere i deres bolig, og dermed ville deres livskvalitet blive forringet.

, redaktionen@sl.dk

Ordene kommer fra arbejdsmiljørepræsentant  Heine Andersen, der sammen med tillidsrepræsentant Thor Petersen, valgte at skride til handling den dag i september, hvor Aalborg Kommune fremlagde sit forslag om at spare halvdelen af hjemmedagene til de udviklingshæmmede, der bor i kommunens ni almindelige botilbud.

De følte, at det var en stor del af fundamentet i støtten til udviklingshæmmede, som blev truet, fordi de udviklingshæmmede kun ville få en hjemmedag hver 14. dag, og for mange af dem vil det betyde, at de vil have sværere ved at klare sig, fordi det er en forudsætning for at bo alene, at de på hjemmedage kan få den såkaldte 1-1-støtte. Alternativet til hjemmedage er, at de udviklingshæmmede igen skal bo under mere institutionslignende forhold. Mange husker stadig de store centralinstitutioner, der husede alle udviklingshæmmede uanset funktionsniveau.

Og tanken om store institutioner droppede Aalborg Kommune allerede i 1985, da nogle udviklingshæmmede fik mulighed for at flytte i egen bolig med støtte og rådgivning på hjemmedage. Begrundelsen for denne holdningsændring i Limfjordsbyen var den samme som i resten af landet: De udviklingshæmmede skal have et liv så tæt på det normale som muligt.

Socialpædagog Thor Petersen var den første medarbejder i Aalborg Kommunes almindelige botilbud, der havde hjemmedage hos brugerne, og han kan fortælle, at mange af de udviklingshæmmede i dag har et liv tæt på det normale.

Det gælder for eksempel for Mette. Hendes navn er opdigtet, men det er historien ikke. Mette lå i lang tid derhjemme på sofaen under dynen og var godt og grundig utilfreds med alle og ikke mindst sig selv. Hun sov hele dagen væk. Hjemmevejlederen brugte det meste af et par år på at få Mette op af sofaen og ud ad døren. I dag er hun i praktik i et supermarked. Hun tager selv bussen derhen, og hjemmevejlederen holder kontakten mellem hende, arbejdspladsen og arbejdskonsulenten og hjælper hende de steder, hvor hun er anderledes i forhold til resten af medarbejdergruppen. Det er en solstrålehistorie, der formentlig kan ende med, at hun får varig beskæftigelse. Det er Mettes højeste ønske, for det betyder meget for hendes identitet, at hun har et arbejde og tjener penge. Det smitter af på resten af hendes liv, og sådan kan det fortsætte, hvis Mette får den støtte, hun hele livet vil have behov for. Som regel er det hjemmevejlederen, der observerer, når Mette har brug for hjælp, og så er der tid til at reagere.

At hjemmedagene er forudsætningen for, at udviklingshæmmede kan klare sig alene, kan man også læse ud af kommunens seneste tilsynsrapport på de såkaldte almindelige eller individuelle botilbud (servicelovens paragraf 85):

“…. vurderer at fællesskabet og 1-1-kommunikation til nærkontakt på beboerens hjemmedag er helt central til støtten og hjælpen til den udviklingshæmmede beboer.”

Derfor kom det også som et chok for både de pårørende og medarbejderne, at kommunen overvejede i budgettet for 2009 at halvere hjemmedagene til de udviklingshæmmede.

Den gode arbejdsplads
Kommunen gav som begrundelse for sine besparelser, at man ville “harmonisere” hjemmedagene til de udviklingshæmmede. I de døgnbemandede botilbud, som kommunen ved kommunesammenlægningen havde overtaget fra det tidligere Nordjyllands Amt, var der hjemmedag hver 14. dag, og det var den ordning, der skulle “harmoniseres” til at gælde for alle udviklingshæmmede.

Hjemmedagene indgik i den samlede besparelse på 22 millioner kroner, som Aalborg Kommune vil spare på handicapområdet. Forslaget var blevet drøftet i samarbejdsudvalget og andre steder i handicaporganisationen, hvor medarbejderne havde mulighed for at ytre sig.

Heine Andersen: – Vi gjorde opmærksom på, at den støtte, vi giver i de almindelige botilbud er med afsæt i servicelovens paragraf 85, og den støtte skal harmoniseres med servicelovens paragraf 108, som handler om støtte til beboere, der har døgndækning, og som har et anderledes funktionsniveau end dem i de almindelige botilbud.

-Vi var derfor meget uforstående overfor, hvordan man kan harmonisere to forskellige paragraffer i serviceloven. Men det var som om, beslutningen allerede var truffet på forhånd, siger Heine Andersen.

Heine og Thor så derfor ingen anden mulighed end at gå i aktion.

Først lagde de en strategi, der skulle munde ud i aktioner.

Heine Andersen: – Besparelserne forringer ikke kun beboernes mulighed for at kunne bo alene i deres egen bolig. Det er også medarbejdernes faglighed og dermed det gode arbejdsmiljø, som vil blive forringet, siger Heine Andersen.

De almindelige botilbud har ingen problemer med at rekruttere velkvalificerede medarbejdere. Sidst man søgte en medarbejder, var der for eksempel 48 ansøgere. Alle ansatte er uddannede, og området er kendt for at have et godt arbejdsmiljø og en stor faglighed. Og det var den faglighed, som man kunne miste ved besparelserne.

Thor Petersen: – Det handler om, at vi i almindelige botilbud har den gode arbejdsplads, som er meget mere og andet end frugt og motion, som vi selvfølgelig også har. Men vi har også stor fokus på faglighed og på kompetenceudvikling.

Strategi og aktion
Som det første skridt i strategien blev en repræsentant fra hver af de ni botilbud indkaldt til møde.

På mødet blev det besluttet, at hver medarbejder skulle kontakte de pårørende og fortælle, hvad besparelsen kunne betyde.

Herefter blev der holdt møde med de pårørende fra alle botilbuddene.

Undervejs kontaktede Thor via TR-netværket de andre arbejdspladser, som også ville blive berørt af besparelserne inden for handicapområdet, og opfordrede dem til også at reagere. Men ingen fulgte opfordringen.

Den lokale presse blev kontaktet. Den ønskede ikke at tale med socialpædagogerne, men ville gerne bringe en såkaldt case med en mor, som beskrev, hvordan forholdene for hendes udviklingshæmmede søn kunne blive forringet. Denne artikel blev fulgt op af flere, og der blev skabt en lokal debat om hjemmedagene.

Samtidig forsøgte socialpædagogerne også i mere uformelle baner at påvirke det politiske miljø ved at forklare nogle politikere, hvad besparelsen ville betyde.

Typiske opgaver på en hjemmedag
En del af strategien var også at vise helt konkret over for politikerne, hvad en hjemmedag indeholder. Heine Andersen satte sig sammen med en kollega, og de gennemgik meget minutiøst alle de funktioner, som de udviklingshæmmede får støtte til og beskrev, hvad konsekvensen ville være, hvis de ikke fik den hjælp. Notatet hedder: “Typiske opgaver på en hjemmedag”. Udpluk er gengivet andetsteds på siden, og læs hele notatet om "Typiske opgaver på en hjemmedag". 

Det viste sig at være et værdifuldt arbejde, fordi både de udviklingshæmmede, de pårørende og politikerne fik en fælles viden om, hvad det er, der sker på en hjemmedag. Selv om hjælpen er individuel, er der nogle grundlæggende fællestræk. De pårørende afleverede notatet til byrådspolitikerne.

Heine Andersen: – Det var vigtigt for os at præcisere vores arbejdsområde: Hvad er det, vi laver. Vi ved det godt hver især, men vi har svært ved at synliggøre vores arbejde.

De blev hørt
Den 18. september kom ”dialogen” med politikerne konkret til udtryk foran byrådssalen i en fællesdemonstration af brugere, pårørende og socialpædagoger. Et brugerband havde skrevet en sang, hvor et par af linjerne fortalte det hele: “økonomien den er slem – så kan vi bare sidde derhjemme og hygge os til vi skal på plejehjem.”

Indenfor skulle politikerne førstebehandle sparekataloget på de 22 millioner, og nogle uger senere blev budgettet efter tredjebehandlingen endelig vedtaget.

Besparelserne på handicapområdet var intakte,  bortset fra dem på hjemmedagene. De var trukket helt ud af sparekataloget. Politikerne var blevet overbevist om, at her skulle de ikke spare.

Vi løfter vores faglighed i flok
Aktionen har ikke kun været en øjenåbner for politikere og pårørende. Den har også betyder meget for det socialpædagogiske arbejde og sammenholdet i gruppen.

Thor Petersen: – Vi har fået sat gang i en debat i personalegruppen, som ikke kun handler om, hvad der betyder mest for brugerne, men også om vores egen faglighed. Det har været vigtigt for os at profilere vores faglighed, og den debat, vi har haft i gruppen, er med til at udvikle og fastholde en professionskultur. Vi har fået et fælles fundament på tværs af grupperne og kan diskutere både de politiske forhold og vores faglighed.

Heine Andersen: – Vi har fået et større sammenhold, fordi vi har set, at vi kan løfte i flok.

Forløbet har også vist, at det er nødvendigt at skifte ordet hjemmedag ud, da det har skabt begrebsforvirring, fortæller Heine.

-Det signalerer for megen hygge og kaffedrikkeri, så vi kalder det i stedet bostøtte. Det er mere dækkende for det, vi laver.

Aktionen har også påvirket samarbejdet med de pårørende, siger Heine.

-Samarbejdet er blevet bedre, og den konkrete  beskrivelse af en hjemmedag har blandt andet betydet, at de pårørende får et bedre indtryk af, hvad det er, deres søn eller datter har brug for. Og de har større mulighed for at gå i dialog med medarbejderne.

-Og det har været fedt at opleve, at de pårørende bakker op om vores arbejde, og at vi kan stå sammen, når de politiske beslutninger er på vej til at forringe hverdagen for de udviklingshæmmede.