Globale stemmer

Romaer og kurdere slås om trange kår

Ceren Suntekin prøver at hjælpe to etniske grupper med at leve i samme fattigkvarter i Istanbul. Der er brug for hjælp til alt fra et bord at læse lektier ved til grundlæggende børneopdragelse

, redaktionen@sl.dk

Der er jævnligt slåskamp på nederste trin af den sociale rangstige i Tyrkiet, fortæller socialpædagog Ceren Suntekin. Pladsen er trang og mulighederne få, så i et kvarter som Istanbuls Tarlabasi er det ikke usædvanligt at romaer og kurdere ryger i totterne på hinanden. Temmelig firkantet sagt støder romaernes traditioner for musik og alkoholdige fester sammen med kurdernes almindeligvis mere konservative livsstil. Romaerne boede tidligere alene i Tarlabasi, men i løbet af de senere år har der været en betydelig tilstrømning af kurdiske migranter fra Østanatoliens landsbyer, og de er slet ikke vant til livet i storbyen.

Det har skabt de spændinger, der blandt andet er årsag til, at der er brug for socialpædagoger som Ceren Suntekin, der arbejder på Tarlabasi Samfundscenter. Her har kvarterets børn for første gang har fået mulighed for at lære hinanden at kende.

Familierne i Tarlabasi er kendetegnet ved at have mange børn, lidt plads og meget lidt at tjene penge på. Der er ingen egentlige legepladser ud over en spinkel karrusel, der trækkes rundt i gaderne på hjul og udgør en forretning for den mand, der drejer håndtaget. Analfabetismen i Tarlabasi er stor, der er vold i hjemmene og mange  børn er nødt til at følges deres fædre på arbejde. Det betyder, at de syr tøj eller reparerer biler, og for romabørnene kan det også betyde, at de går med deres familier rundt og optræder med sang og musik på restauranter. For nogle er det noget, de gør efter skoletid, for andre er det noget de laver i stedet for at gå i skole.

-De er fattige migrantbørn, og der er ikke plads til, at de kan lave lektier derhjemme. De har ikke nogen borde at sidde ved, så det tilbyder vi dem. Vi hjælper dem med deres skolegang og psykiske udvikling. De kan komme her på centeret efter skoletid og læse lektier med vores frivillige, og så tilbyder vi timer i engelsk, matematik, musik og drama, siger Ceren Suntekin.

Ud over stereotype forestillinger om ‘de andre’ har Tarlabasis børn ofte ikke ret meget andet med hjemmefra. Selv helt almindelig opdragelse er familierne til tider ude af stand til at give, og de beder derfor centeret om hjælp.

-Vi lærer dem nogle af livets helt basale færdigheder, så de bliver i stand til at løse deres hverdagsproblemer. Som for eksempel hvordan de opnår ting, de gerne vil. Forældre kan ikke tale med deres børn om det, og beder derfor os være mellemmænd. De er godt klar over, at det vigtigt, men er ikke selv i stand til at gøre det.

Det helt basale
Det er et krav for at få lov at komme på centeret, at børnenes forældre ikke bare har givet tilladelse, men også selv været nede og se, hvad der foregår, så socialpædagogerne ikke risikerer, at der opstår rygter.

-Vi taler altid med familierne og spørger om deres tilladelse til at tage børnene ind. For det meste hører nye børn om os fra deres venner, og for selv at få lov at deltage siger vi, de skal medbringe en forælder, der kan kigge med på timerne. Forældrene stiller typisk spørgsmål om vi er politiske, og hvem vi samarbejder med, siger Ceren Suntekin, der arbejder på en bevilling fra EU og med hjælp fra det nærliggende Bilgi Universitet.

Styr på vreden
Et af centerets succeser er, at det har nedbrudt nogle af barriererne mellem de to befolkningsgrupper. De 200 børn der kommer på centeret hver uge læser lektier i samme lokale og kender nu ‘de andres’ kultur i en grad, så centerets ansatte kan glæde sig over at se kurdiske børn danse med til romamusik.

-De kommer her også for at forbedre deres selvtillid, og fra skolelærerne hører vi, at eleverne forandrer sig, når de kommer her. De har bedre forhold til hinanden, og de klarer sig bedre i skolen. Vi kan også se, at vores børn kommer ud i færre problemer, og sidste år lavede vi for eksempel et værksted for børn om at styre vrede. Vi ville vise, at der er mange andre måder at løse problemerne på, og det var en succes. Den slags psykologiske og sociale forandringer kommer ikke pludseligt. Det tager tid, men vi har kunnet se hvordan børns opførsel har ændret sig i løbet af et år, siger Ceren Suntekin.

Det er ikke centerets opgave at hive børnene  væk fra gadearbejdet. Den opgave er meget større end det lille center kan klare, så Ceren Suntekin henviser i stedet det spørgsmål til den tyrkiske stat.