Prik

Bliver udtalelser rigtige af at blive gentaget mange gange?

Jeg hører igen og igen politikere og fagfolk sige, at vi i anbringelser skal have barnet tarv i centrum og ikke forældrenes rettigheder. Hørte det sidst på Socialpædagogernes kongres i formandens beretning.

, redaktionen@sl.dk

Jeg hører igen og igen politikere og fagfolk sige, at vi i anbringelser skal have barnet tarv i centrum og ikke forældrenes rettigheder. Hørte det sidst på Socialpædagogernes kongres i formandens beretning.

i debatten er barnet på den ene side og forældre på den anden side. Sådan bør det ikke være. Det er muligt på én gang at anerkende både forældrenes  og barnets rettigheder og samtidig varetage barnets bedste.

Samarbejde mellem systemet og barnet og familien stiller krav til kommuner og anbringelsessteder om at respektere forældrene som forældre. Som forældre er vi oftest dem, der kan være med til at sikre kontinuitet i barnets liv. Vi er bindeleddet til søskende, øvrig familie og netværk – og dermed til barnets rødder.

Trods det har den offentlige debat ofte fokus på, at forældre ikke vil samarbejde. Det bliver sjældent nævnt, at samarbejdet med forældre og netværk er helt centralt i anbringelsesreformen, og at mange anbringelser rent faktisk starter med en henvendelse fra forældre, som selv er bekymrede for deres barn.

Der er heller ikke fokus på kommunernes og anbringelsesstedernes samarbejde med og inddragelse af forældrene. Tal fra SFi viser ellers, at kun 11 procent af børnene og 17 procent af forældrene var blevet inddraget i udarbejdelsen af handleplanen – til trods for et lovkrav om, at planen skal sikre ‘et fælles grundlag’.

Jeg kan få det indtryk, at det er nemmere at  ‘pege fingre’ af forældre til anbragte børn end at fokusere på kvaliteten af den indsats, kommuner og anbringelsessteder præsterer.

i den seneste aftale om satspuljen er der fokus på forældrenes hjemtagelser af børn. ifølge Ankestyrelsen blev der i 2007 hjemgivet 2.831 børn, heraf 390 på forældrenes initiativ.

Skal der virkelig laves særlig lovgivning for 390 anmodninger, uden at man ved, hvad der ligger bag dem? Det er måske forældre, som ikke kan opnå dialog med kommunen – ‘så hvis jeg beder om at få mit barn hjem, må de da reagere!’ Det er måske forældre, som ikke selv har fået støtte, og som ikke har følt sig anerkendt som forældre.

Min erfaring er, at når forældre oplever at blive respekteret, inddraget og anerkendt, vil de fleste kunne være med til at træffe  beslutning om, at barnet skal blive i sin anbringelse, hvor de ser barnet trives og udvikle sig.

Et af FBU’s formål er at understøtte samarbejde. Men for os er det blevet sværere at undgå at blive revet med af forældres frustrationer, vrede og afmagt over for kommunen eller anbringelsesstedet.

Jeg vil derfor stærkt opfordre til, at der både hos politikere og fagfolk fokuseres endnu mere på kvaliteten af både inddragelsen og samarbejdet og af selve indsatsen for alle anbragte børn og deres familier.

Alice Sørensen er landsformand for  FBU, (ForældreLANDSforeningen)

Vil ny lovgivning give børn og deres familier bedre muligheder? Hvis du er helt ærlig, hvornår valgte du så inddragelsen af forældrene fra, fordi det ville kræve for meget af din tid? Giver vi børn bedre muligheder ved at straffe forældre og hænge forældrenes mangler ud?