Debat

SL skader dansk organisationskultur

, redaktionen@sl.dk

Flere års diskussion om lærernes organisatoriske tilhørsforhold har nået en foreløbig kulmination. Kongressen har nedstemt et forslag om, hvorvidt SL skulle efterkomme lærernes ønske om at blive overflyttet til Danmarks Lærerforening.

Forslaget fik 2 ja-stemmer...

Ved at holde fast i sin “ret” til at organisere lærere på døgninstitutioner påfører SL det faglige sammenhold ubodelig skade, og kongressens afgørelse giver anledning til er række spørgsmål:

1) Er SL opmærksom på, at lærernes organisering i  SL betyder, at organisationsprocenten for faggruppen er uhørt lav? 

Er dette forhold i SL’s interesse?

2) Ifølge Folkeskoleloven skal skolens virke være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Hvordan forestiller SL sig, at lærerne trives under SL’s demokratiforståelse?

3) Var det tilfældigt – eller var det afslørende –, at det på kongressen var forbundskassereren, der forklarede, hvorfor Hovedbestyrelsen opfordrede til at forkaste lærernes ønske om at blive overført til DLF?

4) Hvis samme kasserer har ret i sin påstand om, at flerfaglighed kræver medlemskab af én og samme fagforening, hvordan kan det så være, at vore kolleger: psykologerne, socialrådgiverne, husassistenterne, lederne osv. ikke tilsvarende er tvunget over i SL?

5) Kan SL i sin opmærksomhed på flerfaglighed få øje på det tankevækkende i, at man beskærer den ene faggruppes mulighed for at holde fast i sin faglighed? Prøv fx at læse Socialpædagogen, med lærerøjne: I nr. 23 var der ud over artiklen “Løfter til lærerne” intet lærerstof: ingen artikler eller notitser, ingen annoncer, ingen anmeldelser, ingen kurser. Absolut intet.

6) I “Løfter til lærerne” fremføres i øvrigt det synspunkt, at det vigtigste ved en faglig organisation er, at bistå medlemmerne i løn- og arbejdstidsforhandlinger.

Jo tak, kan man sige. Men forestiller SL sig virkelig, at det blot er det, lærerne ønsker?

Kunne det tænkes, at det er den faglige sammenslutning og det fællesskab, der opstår, når folk med samme uddannelse og samme arbejde slutter sig sammen i en forening?

Kære SL: Hvor svært kan dét egentlig være at forstå?

Denne debat hænger efter-hånden os alle ud af halsen, for SL og lærerne forstår helt grundlæggende ikke hinanden. 

Skal vi ikke gøre det forbi?

Fortsætter idiotien, bliver det uden mig. Tvangsægteskab er passé.

35 års medlemskab af fagforeninger vil blive afsluttet.

Se flere