En dreng i knibe

Rundt om Martin

Der findes triste historier, som ikke bliver fortalt i medierne. Ikke fordi de ikke burde fortælles eller ikke er væsentlige nok. De er bare alt for komplicerede og sammensatte – alt for svære at formidle: Det er svært at sætte fingeren på ét sted og sige, at dér, lige dér skete det afgørende skred. Dér er den begivenhed, der har ført til denne eller hin sørgelige tilstand for den eller de personer, det hele handler om.

, redaktionen@sl.dk

Sådan en historie er historien om 11-årige Martin. Rundt om ham har de voksne i hele hans liv truffet beslutninger, som har været afgørende for, hvordan hans liv er.

Hele hans hidtidige liv består af ‘omstændigheder’.

Modsat andre beretninger om svigtede børn er der i Martins liv ikke nogle deciderede skurke og ingen ond plan.

Ja, man kan med god ret hævde, at der er nogle helte i Martins liv, og at mange tydeligvis har villet ham det godt. Og i lange perioder har han haft det godt og har udviklet sig.

Men uanset hvordan rollerne omkring ham har været besat af forskellige voksne, er Martin lige nu i en højest sårbar og usikker situation.

På den måde ligner historien om Martin sikkert mange andre: Ingen har decideret gjort noget forkert, mange har villet det gode, men Martin er på den anden side heller ikke blevet sikret en permanent løsning.

I det følgende fortæller vi om de enkelte elementer – de ‘omstændigheder’ – der har givet det liv, han indtil videre har haft.

1. Den første fortælling opstår allerede, mens Martin bliver ammet: Han skubber sin mor væk, når hun ammer ham, og han kan slet ikke lide, at man rører ved ham. Der er ting, han ikke kan lide at  røre ved, for eksempel dyner uden betræk, husker hans mor, Og det er ualmindelig svært at få øjenkontakt med ham. Han drejer rundt på alting og forsvinder meget ind i sin egen verden. Han dimser.

Da han begynder at gå, foregår det ofte på tæerne.

2. I børnehaven kommer den næste fortælling. Martin fungerer ikke sammen med de andre børn, og han bliver indlagt på børnepsykiatrisk hospital. Efter tre måneder får han en diagnose på at have ‘adfærdsmæssige- og emotionelle forstyrrelser og forsinket sproglig udvikling’. Diagnosen udløser talepædagog, fysioterapi og støttepædagog i børnehaven.

Sammen med sin tre år yngre lillebror får han også en aflastningsfamilie.

Det samme gør hans fem år ældre storesøster, der har diagnosen damp.

Efter kort tid falder Martins aflastningsfamilie fra, fordi den får nogle personlige problemer. Og kommunen giver ham ikke en ny familie.

3. Før Martin skal i skole, bliver han igen indlagt et par måneder på børnepsykiatrisk hospital, hvor man observerer ham både fysisk, psykisk og socialt. Desuden besøger hospitalet også familien for at se, hvordan Martin fungerer derhjemme.

Denne gang får han diagnosen ‘gennemgribende udviklingsforstyrrelser’. Desuden har han symptomer på autisme.

Hospitalet foreslår, at Martin begynder i en specialskole, og at han igen får en aflastningsfamilie. Det sidste fordi ‘han har brug for ro og tid til fordybelse, og dette kan være vanskeligt at finde mulighed for i hans egen familie…’

4. Tina og Leif bliver den nye aflastningsfamilie for Martin.

Og det viser sig lige fra starten at være et rigtig godt miks. Martin trives i de rolige og strukturerede omgivelser. Han har tidligere lavet i bukserne, når han har haft det rigtig dårligt. Hos Tina og Leif sker det kun to gange for ham lige i begyndelsen. Der er også længere og længere imellem, at han tisser i bukserne om dagen. Han går også mindre på tåspidserne.

Med de rigtige briller på, kan man godt sige, at det er en succeshistorie. Samarbejdet mellem forældrene og Tina og Leif kører forbilledligt, og når forældrene beder Tina om det, deltager hun sammen med dem i møder både i skolen og på hospitalet. Og både hun og Leif deltager på forældrenes ønske også i et kursus på skolen om medicinering.

Allerede efter fire måneder kan det kommunale tilsyn konkludere, at ‘Martin i høj grad profilerer af aflastningsfamiliens rummelighed, overskud, struktur og forudsigelighed, men også af deres omsorg og interesse’.

Alle er glade og tilfredse. Ikke mindst Martin.

5. Men det viser sig, at den tid, Martin har hos Tina og Leif ikke er nok. Martin kan ifølge aftalen komme i aflastning hver anden weekend og tre ugers sommerferie. 

Men derudover viser der sig også behov for at lave en aftale mellem kommunen, familien, skolen og aflastningsfamilien om, at når forældrene mener, at Martin har brug for at komme ned til Tina og Leif, kan de i samråd med skolen aftale,  at Tina og Leif kan undervise Martin i skolens pensum. Det betyder, at Martin er i aflastning omkring 120 dage om året.

Når Martin – efter en uge eller to – er faldet til ro og trives, kommer han igen hjem til forældrene og til skolen. 

6. Sidste år ved denne tid bliver Martin, der efterhånden er blevet 10 år, undersøgt på børnepsykiatrisk hospital, fordi det går dårligt i skolen og derhjemme. Martin har i nogen tid fået ritalin (nervemedicin, der bruges til børn og unge), men det er både  forældrenes, skolens og aflastningsfamiliens holdning, at medicinen har en negativ virkning på Martin. Han bliver trist og trækker sig endnu mere ind i sig selv. “Vi kendte ham slet ikke,” siger Tina. 

Ritalin bliver droppet, og hospitalet giver ham igen diagnosen ‘gennemgribende udviklingsforstyrrelser’, og man ser også symptomer på ADHD.

Og denne gang nøjes hospitalet ikke med at anbefale en aflastningsfamilie, den foreslår, at kommunen også ‘sætter ind med intensiv støtte og vejledning, da familien endnu ikke har været tilbudt dette’.

Med andre ord: Nu kan kommunen ikke længere krybe udenom. Den bliver nødt til at kigge på familien. Det er ikke tilstrækkeligt bare at udskrive en blankocheck på aflastningsdage til Martin.

Kommunen når ikke at undersøge familien nærmere, da familien vælger at flytte til en anden kommune, “fordi vi endelig fandt en bolig, hvor  børnene kunne få hver deres værelse,” fortæller forældrene.

7. Den nye kommune aftaler med Tina og Leif, at Martin kan fortsætte hos dem. Den nye kommune er nemlig enig med den gamle om, at ‘Martin ikke bør miste den aflastningsfamilie, han kommer i’.

Der bliver lavet en foreløbig aftale på fire måneder. Inden for den tid har kommunen pligt til at lave den lovpligtige såkaldte § 50-undersøgelse, som grundigt skal beskrive, hvilken støtte Martin har brug for, og derefter vil man så lave en permanent aftale med aflastningsfamilien.

Men det er ikke hele den gamle aftale, der bliver videreført: Kommunen skærer aflastningsdagene ned til omkring det halve, og der er ikke længere nogen blankocheck til de akutte behov for aflastning, som Martin har.

Det sker på et tidspunkt, hvor den nye kommune er velvidende om, at Martin endnu ikke går i skole og derfor opholder sig meget hos Tina og Leif, hvor han har et netværk og får undervisning af Tina. Det er Martins forældre, der selv har taget initiativet til denne midlertidige løsning, da de oplever, hvor frustrerende, det er for deres dreng, at han ikke går i skole.

Martin har det rigtig skidt med flytningen. Blandt andet har han igen lavet i bukserne, og han er ved at miste nogle af sine tillærte færdigheder. Det har kommunen selv kunnet konstatere, da to sagsbehandlere fra kommunen var på besøg hos aflastningsfamilien. 

Af hensyn til Martin siger Tina og Leif ja til den midlertidige aftale.

8. Den midlertidige aftale har vist sig ikke at være de fire måneder, som kommunen stillede i udsigt. Nu (primo december 2008) er der gået otte måneder, uden en fast aftale, og i alle de måneder har Tina og Leif arbejdet gratis en stor del af tiden, da Martin bor meget hos dem, blandt andet fordi,Tina fortsat underviser ham.

9. Forældrene har for længst – ved personligt fremmøde – afleveret en skriftlig klage over, at der ikke er bevilget mere aflastning til Martin, men kommunen har endnu ikke svaret på klagen.

Til gengæld fik forældrene den 11. november brev om, at kommunen ikke har haft tid til at lave den lovpligtige § 50-undersøgelse – på trods af at forældrene altså flyttede til kommunen 1. april 2008, hvor kommunen blev bekendt med sagen. Fra den dato havde kommunen ifølge loven fire måneder til at udarbejde undersøgelsen.

I brevet forklarer sagsbehandleren, hvorfor undersøgelsen ikke forelå 1. august, som den skulle ifølge loven:

‘På grund af manglende sagsbehandler og sagsbehandlerskift har det ikke været muligt for  mig at lave en sådan undersøgelse […] Da jeg først er kommet ind i sagen i august og holder det første møde med jer den 22. august 2008, skal undersøgelsen være afsluttet inden den 22. december’, skriver sagsbehandleren.

Da kommunen altså ikke har overholdt tidsfristen, slutter brevet med en oplysning om, hvor forældrene kan klage over, at kommunen ikke har haft tid til at lave undersøgelsen.

10. Martin har kun en historie tilbage at fortælle. Fra

1. december er han ikke længere i aflastning hos Tina og Leif.

Hans aflastningsfamilie gennem fire år har måttet sige fra. Den skriver i et brev til kommunen: ‘Da vi ikke længere kan stå inde for kommunens måde at varetage Martins behov på, ser vi os nødsaget til at opsige kontrakten’. 

11. I skrivende stund går Martin ikke i skole, og han er ikke længere i aflastning, men hjemme hos sine forældre.

Flytningen har så at sige sendt ham tilbage til start.

Ikke fordi nogen vil Martin det ondt.

Det er selvfølgelig begået fejl – for eksempel i den nye kommunes sagsbehandling. Det var det, der fik filmen til at knække for aflastningsfamilien Tina og Leif, og derfor det, der føles mest akut for Martin og familien.

Men bundlinjen er først og fremmest, at Martin ikke har fået en permanent løsning. Det lignede arrangementet med Tina og Leif, men det var det ikke.

Man kan med en vis ret argumentere for, at Martin burde være sikret en sådan permanent løsning for år tilbage – i hans gamle kommune. Hvad den skulle have været, er svært at sige udefra, men vurderingen fra børnepsykiatrisk hospital til den gamle kommune lød, at der skulle anlægges et helhedssyn på hele Martins familie.

Men den opfordring er hverken den gamle eller den nye kommune forpligtet til at følge – lige som den nye kommune ikke er forpligtet til at følge den gamle kommunes skøn, men kan anlægge sit eget. Måske skønner den nye kommune helt anderledes, men er det inden for lovens rammer, er der ikke noget at komme efter.

Paradokset er, at der, hvor skønnet i lovgivningen er størst og får videst rækkende betydning, er der, hvor borgerne er svagest og mest udsat.

Havde det drejet sig om et udestående med skattevæsenet eller en fartbøde, havde flytningen ikke gjort nogen forskel. Det gør den her.

Måske finder den nye kommune en løsning, der er god for Martin. Måske. Det beror på et skøn. Lige nu er Martin offer for ‘omstændighederne’.

Martin får det sidste ord: “Man kan da ikke bare tage familien fra en lille dreng”.