Synspunkt

Hvorfor går det galt med omsorgen?

Beretninger om manglende omsorg fra landets mange steder for de svagest stillede er ikke noget sjældent syn i medierne. Problemet kan være for megen brug af magt, formynderi, ligegyldighed osv. Vi vil gerne forsøge at komme med et indspark til forståelsen af, hvorfor tingene går, som de går. Overvejende med fokus på den del af ansvaret, som ligger hos det pædagogiske personale

, redaktionen@sl.dk

Omsorg handler om, at pædagogen tager udgangspunkt i det hele menneskes ønsker, behov og følelser. At vi involverer os, som vi gør med de mennesker, vi er følelsesmæssigt involveret i privat. I vores arbejde som faglige pædagoger er vi ikke altid følelsesmæssigt forbundet, men det  enkelte menneske har uanset handicap/udviklingshæmning behov for den samme omsorg, for at vi kan skabe udvikling. At skabe følelsesmæssige relationer – leve sig ind i det andet menneskes følelser og behov, samt forstå dem uanset hvad.

“Hvis du i sandhed vil hjælpe, så mød det andet menneske hvor det er, og begynd der”. Citat Kirkegård.

En dybt liggende interesse og bekymring for en anden person, som udmønter sig i, at den anden føler sig værdifuld og ønsket, blot fordi de er til som menneske. Det lille barn kan kigge sig omkring og fange mors blik og med det samme føle sig set, hørt, mærket og forstået, så man føler sig som et betydningsfuldt, ønsket og elsket menneske. I pædagogiske miljøer eksisterer en overbevisning omkring, at mennesker med hjerneskader eller andre former for nedsatte funktionsevner har andre og som oftest færre og mindre betydelige behov end alle os andre. Hvor kommer den overbevisning fra? Det er en misforståelse. BEHOVENE ER DE SAMME.

Hvordan kan det gå til, at pædagoger tror, de kan bestemme hvor meget kaffe en 25-årig skal ha om dagen? Det  er da en underlig ide. Måske tror de, det er omsorg. Det er det ikke. Det er formynderi af værste skuffe. Misforstået omsorg kunne det kaldes.

Hvem bestemmer
Retten til at bestemme selv er alvorligt undervurderet. De færreste mennesker med almindelige livsforudsætninger bryder sig ikke om at blive bestemt over. Forestil dig at nogen havde magt til at bestemme over din morgenkaffe, og gjorde det.

Det ikke uden grund, at man har store problemer på landets bosteder for mennesker med varige nedsatte funktionsevner. Der er simpelthen alt for meget pædagogisk arbejde, som handler om, hvem der bestemmer. Ingen tvivl skal herske over at det er beboeren som selv bestemmer. 

At beboerne bliver voldelige er der ikke noget underligt i. De har fået hjælp af hundredvis af forskellige mennesker. Nogle gode, nogle dårlige, nogle søde, nogle ubehagelige.

En ting er helt sikkert. De her beboere har ikke noget sundt menneskeligt fundament. De har tilpasset sig de institutionaliserede rammer. Og affundet sig med ikke at blive respekteret, overhørt eller sågar set ned på.

At de ønsker at få morgenkaffen i fred, er vel ikke så mærkeligt.

Tænk hvis pædagoger beskæftigede sig med de store ting som relationer.

Respekten for retten til at bestemme selv. Ikke fordi det står i loven, men mere fordi det er invaliderende at befinde sig i at miljø, hvor man oplever sin selvbestemmelsesret blive ignoreret.

De psykiske konsekvenser er de samme uanset om det står i loven eller ej.

Der opstår vold på baggrund af magtkonflikter. Pædagogerne kan ikke forstå, hvorfor beboerne lige pludselig slår dem. Kunne det tænkes, at det var pædagogen selv, der var den overvejende del af problematikken?

Vi vil gerne postulere, at rigtig mange voldsepisoder handler om det gamle princip, om at tryk avler modtryk. Pres på tandbørsten giver et pres for at blive fri for tandbørsten indtil volden indtræffer. Pædagogerne må holde op med at benytte deres magtposition til at løse opgaver.

Magt har ikke noget at gøre i situationer omkring, hverken kaffe eller tandbørstning. Det der skal til er kvalificeret og koncentreret relationspædagogik.

De vigtige relationer
På seminariet lærer man om vigtigheden af relationerne. Hvordan kan det så være, at det alligevel går galt så mange steder? Det er da fint nok at vide en masse om relationernes vigtighed, men hvis arbejdet på bostederne handler mere om magtforhold end om relationer, så kan det være helt ligegyldigt.

Mange pædagoger har vanskelighed med at skabe varme og frugtbare relationer. Megen relationsdannelse stopper i det øjeblik, pædagogen skal tilsidesætte deres egne behov.

Professionelt omsorgsarbejde handler om at dække de behov, som borgeren har for at kunne udvikle sig positivt. Når vi taler om at få borgeren til at føle sig ønsket og elsket, så er det  en forudsætning for succes, at pædagogen magter at involvere sig følelsesmæssigt i borgerens liv. Omsorg kan ikke ydes uden involvering. Hvorfor tror pædagoger, at den pædagogiske opgave kan løses uden? Man kommer ikke uden om at give noget af sig selv. Det er en helt naturlig del af faget. Pædagogen må ligeledes magte at skelne mellem sit eget følelsesliv og sit arbejde med borgerens følelsesliv. Borgerens følelsesliv er arbejde. Egne behov skal dækkes i privatsfæren.

Alt for meget pædagogisk arbejde slutter lige der, hvor pædagogen skal tilsidesætte egne behov.

Det er fint at være selvbevidst og opmærksom på egne grænser, men det er altså et stort problem, hvis pædagogerne ikke magter at skabe relationer til borgere, som ikke lige passer ind i pædagogens egne rammer. Det er pædagogen der har ansvaret for udviklingen af relationen.

Tillid og tryghed er nøglen
Skab Tillid: At modtage hjælp i en situation, hvor man er hjælpeløs kræver en del tillid. Skulle man være i tvivl, kan man prøve at indtage morgenkaffen med bind for øjnene og få et familiemedlem til at hjælpe, styre og bestemme. En meget ubehagelig oplevelse for de fleste. Ikke desto mindre en situation som mange handicappede eller ældre befinder sig i mange gange hver eneste dag.

Det er sundt for enhver pædagog at opleve følelsen af hjælpeløshed på egen krop og mærke at blive styret og bestemt over.

Skab Tryghed: Modtageren af omsorgen må føle sig tryg. Et utrygt miljø vil aldrig opleves omsorgsfuldt. Derfor er der al mulig grund til at etablere varme og venlige miljøer præget af glæde og optimisme. Vi skal respektere menneskets personlige integritet, anerkende det hele menneske og give respons på deres handlinger uanset hvad. Give det enkelte menneske følelsen af, selv at styre  og bestemme over sit eget liv. Alt andet vil føre til konflikt og skabe angst og utryghed.

Erkend ansvaret
Første opgave i forbindelse med at få tandbørstningsprocessen til at virke starter faktisk den første dag, hvor de to involverede parter mødes. Tillid og tryghed er nøglen til enhver anstændig hjælperproces. For at få tandbørstningen til at virke, er der altså al mulig grund til at tage en dans, være tålmodig og m.m. Uden en ordentlig relation – ingen ordentlig omsorg og udvikling. Pædagogerne må ikke frasige sig deres ansvar.

Kunne man ikke bare finde et program som Teach, der løser de problemer, vi har i forbindelse med løsning af basale omsorgsopgaver? Ville det så ikke gå meget bedre? Gu vil det da ej.

Intet ondt sagt om ovennævnte måder at tænke pædagogik, men det kan aldrig erstatte det helt grundlæggende, som pædagogikken består af.

Grundlæggende er alle mennesker uanset handicap født med de samme muligheder for udvikling i livet. Men for at udvikle sig skal alle vores behov dækkes. Det vil sige, at vi alle har behov for omsorg, kontakt, nærvær og kærlighed, mulighed for tilknytning, samspil, og kommunikation med andre mennesker. Altså at vi skaber relationer.

Hvis vi nu arbejder med Teach, så ved de da, hvad de skal! Ja, det kan da godt være, at de ved, hvad de skal. Men det er jo ikke sikkert, at de vil det, du mener, de skal.

Set, hørt mærket, forstået
Megen såkaldt autismepædagogik er baseret på magtforhold. Det er en misforstået forestilling at behovet for forudsigelighed kan dækkes ved at pædagogen fratager borgeren retten til at bestemme selv. Ligesådan forholder det sig med struktur. Der er brug for forudsigelighed for ikke at skabe utryghed. Ikke for at bestemme – et hvert menneskes ret er at få følelsen af, at de selv styrer og bestemmer. Og  den følelse kan de kun få ved, at de grundlæggende behov dækkes.

I virkeligheden er det personalet som har brug for struktur. Mange pædagoger har det bedst med at gøre det, de plejer så de har styringen. Men ved I hvad? Et bosted for udviklingshæmmede er altså ikke en pølsefabrik. Dynamiske relationelle processer stiller krav om omstillingsparathed og en helt grundlæggende forståelse af, for at kunne yde omsorg må møde det andet menneske, hvor det er. Ikke hvor vi ønsker, de skal være.

Der er da al mulig god grund til at benytte et hjælpemiddel til at få hjælpeprocesserne til at fungere. Problemet opstår der, hvor hjælpemidlerne bliver betragtet som løsningsmodeller. En hjælpeproces vil altid være afhængig af relationens kvalitet. Jo vanskeligere opgaven er, jo større krav stilles der til relationerne. I arbejdet med de uanbringelige, autister, udviklingshæmmede og andre grupper er de professionelle relationer helt afgørende af den simple årsag, at der ikke er andre mennesker til at skabe disse relationer.

På seminariet er de som regel vældig bevidste og kloge på sammenspilsprocesser og forstår vældig meget. Problemet består i, at pædagoger ofte har problemer med at forstå, hvad andre forstår. Problemer med at handle ud fra det, de forstår og den teori, som det hænger sammen med. De glemmer desværre ofte deres professionelle rolle og i stedet inddrager de deres egne private normer/ holdninger. Er man professionel pædagog, så tager man udgangspunkt i det enkelte hele menneske, ud fra hvor de er udviklingsmæssigt, og dermed ikke sætte større krav, end de kan honorere.

Kære pædagoger, vil I være professionelle så skab relationer uden magtanvendelse. Lad mennesket føle sig set, hørt, mærket og forstået.

Det er professionel omsorg!