Akkreditering

Ord på pædagogikken

Akkreditering Danmark har stemplet det private opholdssted “I Reden” i Haderslev som kvalitet. I den forbindelse har opholdsstedet sat ord på alt fra udviklingsplaner til pædagogiske overvejelser om slik og kage

Af Maria Rørbæk, redaktionen@sl.dk
Foto: Lene Esthave

Det er bare en helt almindelig hverdagseftermiddag på opholdsstedet I Reden i Haderslev.

Seks børn.

Tre voksne.

Et bord med gulerødder, appelsiner og hjemmebagt brunsvigerkage.

Det er også et helt konkret eksempel på det, der gør, at I Reden kan pryde sig med et kvalitetsstempel fra Akkreditering Danmark. (Se artiklen “Anbringelsesverdenens kokkehuer”).

I opholdsstuen guffer 12-årige Daniel appelsin.

– Prøv at se, Sune, se hvor mange appelsiner, jeg har spist, siger han og kigger ned på de orange skaller fra fire både.

– Ja, Daniel, det er godt for dig, svarer Sune Weidling, der er afdelingsleder.

16-årige Niklas er mere interesseret i kagen.  Da han skærer stykke nummer to, blander Sune Weidling sig.

– Du skal ikke spise dig mæt i kage, kommenterer hun.

Niklas skærer færdig.

– Jeg spiser det her stykke. Så føler jeg, at jeg har fået det kage, jeg skal have, svarer han.

Fakta om I Reden I reden er et privat opholdssted i haderslev.  Målgruppen er børn i alderen 7-14 år med psyko-sociale problemer, oplevelser af omsorgssvigt og tilknytningsforstyrrelser. Organisatorisk hører i reden under den selvejende institution Under kastanien, der blandt andet også rummer et skoletilbud. Læs mere på www.underkastanien.dk i hvor høj grad er akkreditering efter din mening et kvalitetsstempel? Hvad mener du, der er afgørende for at sikre kvalitet?

 

 

Krediteringskriterier på hjemmesiden
Filosofien bag det lille hverdagsoptrin kan læses på I Redens hjemmeside.

Her har medarbejderne systematisk beskrevet stedets pædagogik under punkter som ‘Ydelsesbeskrivelser’, ‘Udviklingsplaner’ og ‘Forebyggelse og sundhed’.

Hvert punkt svarer til et af de kriterier, som I Reden har imødekommet for at blive akkrediteret.

Når det gælder forebyggelse og sundhed stiller Akkreditering Danmark krav om, at “opholdsstedet skal have en sundhedspolitik, der beskriver opholdsstedets værdier og principper i forhold til forebyggelse og sundhed. Herunder skal opholdsstedets sundhedspolitik indeholde en beskrivelse af stedets generelle sundhedsforhold, men også beskrive hvordan en individorienteret sundhedsfremmende indsats tilbydes.”

På I Redens hjemmeside står der blandt andet: “Børnene skal have mulighed for at tillægge sig gode og sunde madvaner. (…) Der tilbydes frisk  frugt til børnene i løbet af dagen. (…) De voksne skal gennem god kommunikation sikre at kage, slik eller andre søde eller fede madvarer ikke erstatter hovedmåltiderne.”

Mad er kærlighed
Afdelingsleder Sune Weidling ved godt, at ikke alle vil være enige i den sundhedspolitik:

– Der er jo nogen, der slet ikke vil servere sukker for børn, og jeg har da hørt om daginstitutioner, hvor det næsten er forbudt at holde en børnefødselsdag. Men vi synes ikke, det er naturligt at tage det helt væk. Vi vil gerne skabe et almindeligt børneliv i Danmark, og jeg tænker altid på det, min allerførste supervisor sagde: At mad er kærlighed for denne gruppe børn. Hos os serverer vi derfor kage et par gange om ugen. Andre dage kommer der rugbrød på bordet til eftermiddagsdrikken, fortæller hun.

Omkring bordet i opholdsstuen lægger børn og voksne planer for dagen.

Emil skal til ridning.

Michelle vil spontant gerne besøge det dansehold, som hun tidligere har været en del af.

Der skal også hentes en astmaspray på apoteket.

– Vi skal nok få det hele til at gå op i en højere enhed. Vi skal bare lige finde ud af, hvordan vi gør med bilen, lover vikar Frank Nissen.

Også denne hverdagsscene kan forbindes med akkrediteringen.

Det er nemlig et krav, at “opholdsstedet skal have en politik, der beskriver opholdsstedets overordnede værdier og principper i forhold til inddragelse af børn og unge i beslutninger, der vedrører dagligdagen og eget liv på opholdsstedet.”

På hjemmesiden beskriver I Reden politikken under punktet “Inddragelse af børn og unge.” Her står der blandt andet:

“I hverdagen er der mulighed for at barnet/den unge inddrages i aftaler om aktiviteter. Det kan være aktiviteter med andre i huset og fritidsaktiviteter ud af huset.”

Evaluering
Når det gælder inddragelse, stiller Akkreditering Danmark også krav om, at “opholdsstedet evaluerer barnets/den unges oplevelse af inddragelse.”

– Det er jo vores intention, at børnene skal føle, at de bliver inddraget – men føler de det? Det vil vi undersøge med et spørgeskema, fortæller forstander Dan Zielke.

De fire spørgsmål lyder: Har vi lyttet til dine ønsker og tanker om dit liv? Har du haft indflydelse på den hjælp du har fået fra din kontaktpædagog?

Har vi hørt dine ønsker til aktiviteter i I Reden?

Har din kontaktpædagog spurgt dig om hvad du gerne vil?

Socialpædagog Anders Holck er en af kontaktpædagogerne.

Han synes, det har været spændende at være med i akkrediteringsprocessen, men han har også været lidt skeptisk.

– Jeg er sådan indrettet, at jeg som udgangspunkt lægger lidt afstand til skemaer og for mange faste retningslinier. Det kan godt blive lidt for mekanisk. Men akkrediteringen er vokset ud af vores hverdag. Vi har bare beskrevet det, vi altid har gjort. Det er ikke sådan, at vi har vendt os 180 grader. Vi er bare blevet lidt mere systematiske, siger han. 

Udviklingssamtaler
Et konkret eksempel er samtaler mellem kontaktpædagoger og kontaktbørn.

Samtalerne har I Reden altid holdt, men nu er formen ændret, så kontaktpædagogerne som udgangspunkt følger en fast skabelon, der handler om at sætte og nå mål inden for det fysiske, det sociale og det psykiske område. Eksempelvis skal kontaktpædagogen og barnet diskutere, hvilke mål der er nået og ændret inden for det fysiske område, som omfatter hygiejne, værelse og sundhedsstilstand.

– I begyndelsen var jeg ikke så glad for at følge en fast liste med spørgsmål, fordi jeg syntes, det skabte afstand. Men nu falder det mig efterhånden mere naturligt. Jeg gør spørgsmålene til mine egne, siger Anders Holck.

– Og samtidig sikrer systematikken, at du når rundt om alle emner, indskyder Sune Weidling.

Akkreditering Danmark kræver, at udviklingsplanerne som minimum revideres hver sjette måned, men I Reden gør det hver anden uge.

– Jeg har jo altid løbende talt med mit kontaktbarn, men nu er jeg blevet lidt mere systematisk og lidt skarpere på, at der er en deadline, der skal holdes, siger Anders Holck.

I Reden har brugt flere år på akkrediteringsprocessen, og Sune Weidling har svært ved at sige, hvor lang tid det sammenlagt har taget.

– Akkrediteringen har været integreret i vores almindelige arbejde. For eksempel tror jeg, at vi under alle omstændigheder ville have vedtaget en sundhedspolitik, siger hun.

Et skridt på vejen Akkreditering kan være et godt redskab til kvalitetsudvikling – men det må ikke stå alene. Sådan lyder vurderingen fra formanden for ledersektionen i Socialpædagogernes Landsforbund, Allan Andersen: – Det er ikke i sig selv en garanti for kvalitet, at et opholdssted er akkrediteret, men det er et skridt på vejen. Evalueringer og beskrivelser kan være gode, fordi de er med til at skabe en bevidsthed om praksis og opfordrer til refleksion. Hvordan får vi mere af det gode, vi gør? Og hvordan undgå vi det, der ikke er så godt? Faren er til gengæld, at det allervigtigste også er det, der er allersværest at dokumentere. Hvordan skal man måle om, der er en god relation mellem barn og  pædagog? Det kan man i hvert fald ikke måle ved at tælle op, hvor mange møder, der har været på en uge, siger han. Allan Andersen synes, det er fint nok, at der også bliver stillet krav til beredskabsplaner ved for eksempel brand. – Bare man husker, at det er en biting. De store ildebrande i omsorgssvigtede børn og unges liv skal ikke klares af brandvæsnet. Det handler om fokus på den psykiske sundhed, siger han. I Allan Andersens øjne er akkreditering et fint lille hjørne af det store billede, der hedder kvalitetsudvikling: – Akkrediteringen skal spille sammen med en helt masse andre tiltag, for eksempel det kommunale tilsyn, der jo både kan komme på anmeldt og uanmeldt besøg, siger han. mrk

Mere synlighed Ved du noget om det anbringelsessted? Kan du sige om det er godt eller skidt? Sådan bliver socialrådgiver Lene Jørgensen fra FBU, ForældreLANDSforeningen jævnligt spurgt. Hun er eneste ansatte i organisationen for forældre til anbragte børn og unge. Hvis forældrene overhovedet magter det, er de stærkt optagede af, om deres barn får det godt i anbringelsestiden. En del er aktivt søgende på internettet, og så er det frustrerende, hvis de ikke kan finde noget om det sted, deres barn skal anbringes, fortæller hun. Derfor ser Lene Jørgensen det som et plus, at anbringelsessteder gennem akkrediteringen får sat ord på den pædagogiske praksis. – Jeg vil ikke gøre mig til dommer over om, akkreditering kan bruges som et kvalitetsstempel, der skiller gode anbringelsessteder fra dårlige anbringelsessteder. Men det kan i hvert fald bruges til at fortælle forældrene, hvad der er hensigten med arbejdet, og hvad de kan forvente sig. Og så mener jeg også, at akkrediteringsforløbet giver mulighed for øget kvalitet. Processen med at italesætte, beskrive og evaluere, giver en øget bevidsthed, og dermed en mulighed for øget faglighed, vurderer hun. mrk

En god ramme Akkreditering er en ramme, der stiller krav til indhold og systematikken i dokumentationen af den socialpædagogiske praksis. – Den har fokus på socialpædagogernes handlinger, hvad de gør og hvilke overvejelser de gør sig, om det de gør, og ikke mindst om de rent faktisk gør, det de siger, de gør. Sådan siger Benny Andersen, næstformand i Socialpædagogerne, og fortsætter: – Det er godt at få sat ord  på den socialpædagogiske praksis i et fag, hvor mange udøvere mener, at tingene taler for sig selv. – Hvis kvalitet er, at tingene er det, de udgiver sig for at være, er akkreditering et godt redskab til at blive klogere på, om man gør det, man tror, man gør. Og samtidig er den en vejledning til offentligheden om, hvad man kan forvente af socialpædagogerne på den pågældende arbejdsplads, konstaterer Benny Andersen. jni

Al pædagogik er ikke lige god Det er godt, at fagfolk beskriver deres praksis, men det er ikke nok til at sikre kvalitet. Sådan lyder vurderingen fra Karin Kildedal, der er cand.scient.soc og phd. i socialt arbejde og lektor på Aalborg Universitet. – Når fagfolk beskriver, hvad det rent faktisk er, de gør, får de et fælles sprog, som kan bruges til at udvikle praksis, og det er godt. Men når det er sagt, er det jo ikke sådan, at enhver form for praksis er lige god. Praksis skal også være i overensstemmelse med den viden, vi har om omsorgssvigtede børn og deres udviklingsmuligheder, siger hun. Hvis målet er at sikre kvalitet, mener Karin Kildedal derfor også, at det er nødvendigt at stille krav om en evidensbaseret praksis. – Med evidensbaseret praksis mener jeg, at man skal bygge sin praksis på “den til enhver tids bedste viden, når man handler med andre menneskers velfærd”, siger hun. Fra sit kontor på Aalborg Universitet følger Karin Kildedal med i de nyeste forskningsresultater om anbragte børn og de nyeste teorier om generel udviklingspsykologi. På den baggrund mener hun, at det er muligt at slå fast, at nogle former for pædagogik er bedre end andre. – Det, der virker for omsorgssvigtede børn og unge, er pædagogikker, hvor der bliver lagt vægt på det positive frem for det negative, hvor straf bruges så lidt som muligt, og hvor børnene og de unge får konkrete anvisninger til konstruktive måder at leve på, konkluderer hun. mrk