Fagbladet på Facebook
Vokseværk på nettet
Socialpædagogens gruppe på Facebook får flere og flere medlemmer, der blandt andet diskuterer arbejdsmiljø
Af Jens Nielsen, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann
Sidst i januar kunne flere medier berette, at danskerne nu er det folk i verden, der efter befolkningstallet er de flittigste brugere af Facebook. 34 procent af befolkningen havde ifølge en opgørelse en profil på ‘Fjæsbogen’ ved udgangen af 2008. Og det gør dette blads læsere deres til at bidrage til.
I skrivende stund ultimo januar er der 540 medlemmer i gruppen ‘Fagbladet Socialpædagogen’ – altså mere end en fordobling på 14 dage. Og der er selvfølgelig mange flere, der vil være med til at snakke om indholdet i bladet, komme med ideer og kritik – eller snakke med fagfæller om arbejdslivets for- og bagsider.
Men antallet af gruppemedlemmer er jo én ting – noget andet er, hvad de snakker om.
Her kører der flere debatter – blandt andet om sidste nummers artikler om arbejdsmiljøet på de socialpædagogiske arbejdspladser.
Her er Lena Wohlert Abild tilfreds med, at der ‘endelig bliver der sat fokus på et tema, som med mine øjne og erfaring er tabu’.
– Ikke sådan at forstå der ikke bliver talt eller arbejdet på problemet. Efter min bedste opfattelse bliver problemet omtalt og talt så meget om at det æder sig selv i halen. Det er fint nok at tale om det, men hvor bliver handlingerne af, spørger hun.
Hun peger på, at alt tyder på, at lederne er opmærksomme på problemerne, men at de efter hendes mening ofte mangler værktøjerne til at ændre på tingenes tilstand:
– Jeg mener helt klart, at en større faglighed i, hvordan lederne tackler problemer på arbejdspladsen vil være vejen frem […] Jeg mener at lederne skal i praktik som leder. De skal ud i en institution, der fungerer og lære, hvordan man bliver en god leder. Alt for mange ledere er konfliktsky og tør ikke se problemet i øjnene, og det skal de tvinges til at lære, de skal lære at tør tage fat i roden af problemet. Lære at åbenhed og ærlighed er vejen frem, at trusler ikke fører noget godt med sig, skriver Lena Wohlert Abild og henviser til sine egne dårlige erfaringer med det modsatte.
Der er tilslutning fra Berit Blak, der peger på, at det kræver en indsats fra alle at få ændret på dårlige arbejdsforhold:
– Det der skal til er åbenhed og ærlighed fra ledelsen side OG fra de ‘menige’ medarbejdere... Der skal samarbejde til for, at forbedre arbejdsmiljøet, skriver hun.
Kontakt, tak
Andre medlemmer af gruppen henleder opmærksomheden på andre grupper, de selv har oprettet eller er medlem af – og det er jo en anden vigtig funktion.
Christian Bisgaard har inviterer således til at deltage i ‘Debatforum vedr. misbrug og socialt udsatte’, som han selv har etableret for at debattere god misbrugsbehandling.
Og Lone Pedersen henviser til gruppen ‘Seksualvejledere’, fordi der her er medlemmer, der arbejder meget med handicappedes seksualitet.
Og så er der Kristian Sander Petersen. Han arbejder med funktionshæmmede, der udgiver en netavis, handi-kompost. dk, og han vil gerne i kontakt med så mange bosteder som muligt. Formålet er at udbrede kendskabet til netavisen:
– Dels for at få flere funktionshæmmede læsere, men også for at I som hjemmevejledere bruger avisen. Vi vil gerne være en avis både for funktionshæmmede og dem, som arbejder med denne gruppe, skriver Kristian Sander Petersen, der kan kontaktes på kristian.koordinator@handi-kompost.dk
Socialpædagog!!!
På gruppens væg har en skoleelev, Rikke Nielsen fra Hjørring, bedt om en forklaring på, hvorfor ‘en person, som arbejder med handicappede mennesker tjener flere penge, end dem, som ‘bare’ arbejder med børn’.
Hun får svar fra Mai-Britt Lauesen Tornvig, der blandt andet skriver, at ‘en person, som arbejder med handicappede mennesker’ er en socialpædagog – med tre udråbstegn efter.
– Årsagen til, at socialpædagoger muligvis tjener mere end pædagoger, der arbejder indenfor normalområdet er, at vi arbejder under ganske andre, ikke sammenlignelige, arbejdsforhold. At arbejde med børn indenfor normalområdet kræver også stor faglighed og professionalisme, men specialområdet kan byde på arbejdsvilkår der er ganske anderledes. Vi kan komme ud for at skulle arbejde med mennesker med en udfordrende eller direkte voldelig adfærd, at skulle arbejde alene, at skulle arbejde med en uhomogen beboergruppe og skal fagligt være meget omstillingsparate. Derudover har socialpædagoger ofte skiftende arbejdstider, og vi arbejder også i weekenden og på helligdage, skriver hun og slutter med en konstatering:
– Arbejdet er utroligt spændende og givende, men er lønnen den eneste motivation, så bliver man nok skuffet :)
Vi fortsætter forsøget med bladets Facebookgruppe, ‘Fagbladet Socialpædagogen’.
Hvis du allerede er på Facebook, er det let at finde os. Skriv gruppens navn i søgefunktionen i øverste højre hjørne.
En ny profil opretter du på www.facebook.dk.
Hvis du ikke vil lave en profil, men blot smugkigge på bladets gruppe, så gå ind på denne mundrette web-adresse: www.facebook.com/group.php?gid=37611984476