Globale stemmer

Fra belastning til borger

Et samfund skal have plads til hele mennesker med hver deres styrker og svagheder. Det er Jana Tjitjerinas motto for det socialpædagogiske arbejde. Men den tankegang er fremmed for de fleste i den tidligere sovjetrepublik Usbekistan

Tekst og foto: Malene Fenger-Grøndahl, redaktionen@sl.dk

Jeg har altid følt mig tæt forbundet med mennesker, der var anderledes end flertallet. Som barn følte jeg med dem, der blev holdt uden for fællesskabet. Det gjorde ondt i mig, når nogen ikke kunne få lov at udfolde deres potentialer. Når handicappede børn blev sendt langt væk på specielle kostskoler, eller voksne med handicap sad isoleret derhjemme. Som socialarbejder forsøger jeg at skabe rammer for, at alle kan udfolde deres potentiale.

Sådan siger Jana Tjitjerina, der arbejder som leder af et UNDP-støttet projekt, der skal etablere socialpædagogik som fag og profession i Usbekistan.

Selv er hun psykolog, og hendes rolle er blandt andet at udvikle fagbeskrivelser, pensum og undervisningsmetoder til den socialarbejderuddannelse på universitetsniveau, som blev etableret for tre år siden. Her indgår fag som jura, psykologi og sociologi, herunder forståelse for minoriteters forhold.

Som etnisk russer og kristen tilhører Jana Tjitjerina selv en minoritet i den tidligere sovjetrepublik, der med sine cirka 25 millioner indbyggere er den folkerigeste af de unge centralasiatiske stater.

Da Jana voksede op, var antallet af russere i  hovedstaden Tasjkent højere end i dag, og russisk var det dominerende sprog i officielle sammenhænge. Men i skolegården talte flertallet tadjikisk eller usbekisk. Høje, rødhårede Jana var ‘anderledes’, og det lod kammeraterne hende vide.

AIEJI 2009 I maj 2009 samles socialpædagoger fra hele verden til AIEJI-kongres i københavn under temaet ‘Socialpædagogen i en globaliseret verden’. frem mod kongressen vil Socialpædagogen med jævne mellemrum præsentere en Global Stemme – et lille portræt af en socialpædagog og hendes/hans arbejde et eller andet sted på kloden. Læs mere om aieJikongressen på www.aieji2009.dk her finder du også Socialpædagogens temanummer om kongressen.

Handicappede blev anset for en byrde
Måske var det ønsket om at forstå mekanismerne bag gruppedannelser og marginalisering, der fik Jana til at vælge psykologistudiet. Jana Tjitjerina ved det ikke med sikkerhed. Men hun er overbevist om, at erfaringen af at være ‘anderledes’ har hjulpet hende i hendes karriere som psykolog med speciale i handicappede.

– Efter Sovjetunionens sammenbrud er friheden i vores samfund blevet større. Risikoen for marginalisering er steget, men mulighederne er også vokset. Tidligere blev handicappede anset for at være en byrde, som samfundet betalte til, men ikke krævede noget af. De fleste handicappede levede isoleret, og ingen krævede andet af dem end taknemlighed over de penge, de fik fra staten, fortæller hun.

-Handicappede skal have kompensation og støtte, så det er muligt for dem at udfolde sig på lige fod med os andre.

– Den tankegang er først langsomt ved at ændre sig, så handicappede bliver anset for at være borgere, der skal bidrage til samfundet på lige fod med andre. For eksempel har regeringen endnu ikke ratificeret FN-konventionen om handicappedes rettigheder, forklarer Jana Tjitjerina.

Den usbekiske regering har dog vedtaget en række love, som giver handicappede ret til at deltage i uddannelse og erhvervsliv.

Men implementeringen af lovgivningen er mangelfuld. De færreste handicappede kender deres rettigheder, og på arbejdsmarkedscentrene og i det private erhvervsliv er der stort set ingen viden om de nye regler om løntilskud og andre former for positiv særbehandling af handicappede. Desuden indebærer reglerne om løntilskud så mange forpligtelser for virksomhederne, at de færreste arbejdsgivere orker at binde an med at ansætte en handicappet.

Stigmatiserer sig selv
For at skabe opmærksomhed om de handicappedes rettigheder har Jana Tjitjerina i samarbejde med arbejdsministeriet og en række ngo’er gennemført en serie workshops om handicappedes rettigheder for ansatte på de statslige jobcentre

Desuden har hun været med til at planlægge en oplysningskampagne rettet mod den brede offentlighed. I kampagnen indgik plakater med fotos af unge handicappede under slogans om retten til integration og medborgerskab.

– Det var et stort skridt for de handicappede at blive synlige på den måde. De var stolte af at stå frem med navn og billede, men det var også grænseoverskridende for dem, for de fleste er opdraget til at se sig selv som stakler, der skal tage imod almisser uden at deltage aktivt i samfundslivet. De har stigmatiseret sig selv og dermed også fralagt sig ansvaret for deres eget liv, siger Jana Tjitjerina.

Sammen med ngo’en Millennium, der blev etableret af tre handicappede kvinder i 2003, har Jana Tjitjerina etableret en klub, hvor handicappede, der ønsker at blive aktive på arbejdsmarkedet, kan deltage i sociale aktiviteter og erhvervsrettede workshops.

Målet er at skabe 60-70 arbejdspladser til handicappede i løbet af det næste års tid, primært i mindre virksomheder, der producerer kunsthåndværk. De første kontrakter er allerede underskrevet, og flere er på vej.

Men vejen til integration af handicappede i samfundet er endnu lang, understreger Jana Tjitjerina.

– Det er stadig en udbredt holdning, at handicappede ikke for alvor er en del af samfundet. For eksempel gælder retten til at have en personlig ledsager kun for handicappede, der bor alene. De, der bor sammen med deres familie, har ikke ret til en ledsager og er totalt afhængige af deres familie, og myndighederne lukker øjnene for, at det i praksis betyder, at mange ikke engang har mulighed for at komme ud og købe ind endsige komme i nærheden af uddannelse eller arbejde.

– Handicappede skal have kompensation og støtte, så det er muligt for dem at udfolde sig på lige fod med os andre. Det er ligegyldigt, om jeg løber eller kører i kørestol. Det er bare to forskellige måder at komme frem på. Når jeg er kommet ind ad døren til min arbejdsplads, betyder det ikke noget, hvordan jeg kom derhen, siger Jana Tjitjerina

Socialpædagoger skal anerkendes
Jana Tjitjerina anser etableringen af socialpædagogik som et anerkendt fag som et vigtigt skridt i udviklingen af et mere inkluderende samfund.

– De første socialpædagoger blev udklækket fra universitetet i år, og der er ingen tvivl om, at der er behov for deres kunnen. Men jobbene kommer ikke af sig selv, for de potentielle arbejdsgivere opfatter stadig ikke socialpædagogik som et seriøst fag på linje med psykologi og medicin. De opfatter socialarbejdere som administrative assistenter, der skal uddele penge til syge og svage, siger Jana Tjitjerina.

En central udfordring for fremtidens socialpædagoger bliver derfor at etablere en stærk faglig identitet, som baserer sig på et helt anderledes menneske- og samfundssyn end sovjettidens, mener Jana Tjitjerina. Og som underviser på den nye universitetsuddannelse forsøger hun at udfordre de studerende fra første dag.

– Når jeg underviser i psykologi, indleder jeg den første lektion med en øvelse, hvor de studerende skal sætte sig i en handicappets sted.

Jeg beder dem ikke om at tage bind for øjnene eller sidde i kørestol. I stedet skal de genkalde sig episoder fra deres barndom og ungdom, hvor de har følt sig afvist eller sat uden for fællesskabet. Hvad følte de? Hvordan ville de ønske, at de var blevet behandlet? Jeg tror, at det er den bedste måde at forstå, hvad socialpædagogisk arbejde handler om: at skabe mulighed for, at alle kan deltage og bidrage på deres egne præmisser, siger Jana Tjitjerina.