Prik

Forældre og børn skal lære ansvar

Jeg er en stor og varm tilhænger af frihed. Også for de unge. Det er godt, at vi er kommet over den tone, der var i min egen barndom og ungdom, hvor respekten for autoriteter næsten kunne være lammende.

Af Karen Jespersen, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Det er godt, at de unge kan sige deres mening. Men på den anden side er der også nogle værdier, som efter­ hånden sejler. Vi har alle – forældre, pædagoger, lærere – ja, forsømt at lære børn og unge at håndtere den frihed. Vi har ikke været gode nok rolle­ modeller.

Det er ikke i orden, at man går så vidt at stikke ild på et busskur, en container eller lave hærværk, fordi man keder sig eller er utilfreds med noget. Det er ikke i orden, at man kaster med sten, benzinbomber eller flasker, fordi man er imod for eksempel rydningen af Ungdomshuset. Lige som det ikke er i orden, at man ryger hash og hygger sig med det, i stedet for at møde op i skolen.

Hvis børn og unge ikke forstår det, er det dybest set deres forældes ansvar. Fra statens side kan vi være nødt til at give de forældre en håndsrækning til at håndhæve det ansvar. Det kan være SSP­medarbejderen, klubpædagogen eller en skolelærer, som må tale med forældrene. Jeg har også indført muligheden for, at man kan pålægge forældrene at gøre noget ved det, hvis deres barn eksempelvis bliver taget i at handle med hash. Sker det ikke, kan de blive straffet økonomisk. Og vi undersøger muligheden i regeringen for at ud­ vide den ordning til også at gælde pjækkeri.

Til de kritikere, der straks vil indføre, at man da ikke kan straffe sig til bedre opdragelse, må jeg sige: Nej, grundlæggende kan man ikke. Men  samfundet er nødt til at gøre det meget tydeligt over for de forældre, der har evnen, men ikke viljen, at det er deres opgave at tage ansvar for deres egne børn. Vi ved fra en lignende ordning, at det hjælper.

På en lang række andre felter er der også brug for, at vi strammer op om værdier og dyder i samfundet. Inden for mit eget ministerium bruger vi milliarder af kroner på at forbedre boligforholdene i de belastede boligområder. Vi støtter op socialt, og giver penge til puljer og projekter, der har til formål at få udsatte børn og voksne til at fungere bedre med sig selv, socialt og i forholdt til hele samfundet. Men vi må ikke gøre forældre og børn til ofre. Staten og kommunernes indsats skal have som mål at styrke forældrenes ansvar.

Når man ser, at noget overskrider nogle grænser for eksempel med hærværk, må man tage affære. ikke selvtægt, men gøre forældre opmærksom på, at der er et problem. Respekt for den service­ medarbejder eller pædagog, som jeg ved, der er mange af, som sætter tid af til at tale med forældre om deres problemer og måske om opdragelsen af deres børn.

Man kan ikke altid regne med, at der nok findes en ordning henne på kommunen, som de bare kan benytte sig af. Så havner vi i et ligegyldighedssamfund, hvor ingen føler ansvar for andre end sig selv. Og der vil jeg i hvert fald ikke hen.

Lad os få en debat om de værdier, der skal være de grundlæggende i vores samfund. Jeg deltager gerne.

Hvad kan socialpædagoger og andre fagpersoner gøre for at styrke forældrenes egen ansvarsfølelse over for børn? Hvordan kommer vi i gang med en debat i brede dele af samfundet, der tager fat på de grundlæggende værdier og normer i samfundet?