Debat
Er det acceptabelt, at SL bidrager til at nedbryde mennesker?
, redaktionen@sl.dk
I foråret 2009 skal der afholdes landsmøde for marginaliserede og udstødte mennesker. Dette møde skal afholdes på Pejsegården i Brædstrup.
Jeg har glædet mig meget til dette landsmøde, men da jeg erfarer, at det skal afholdes på Pejsegården, har jeg absolut ingen lyst til at deltage.
Pejsegården har i de sidste 9 år haft 29 elevsager ført af RBF og 3F, der kræver, at hotellet skal have frataget retten til at have elever. Men da det er mere undtagelsen end reglen, at en elev overhovedet fuldfører sin elevtid på Hotel Pejsegården, er det meget svært at bevise, at hotellet ikke lever op til uddannelsens mål.
Kokkeelever terroriseres på Pejsegården ved blandt andet at blive kaldt kyllingehjerner, åndssvage, og det der er værre. De må ikke være fraværende på grund af sygdom, og må kun gå til lægen, når de har fri. Unge kokkeelever er blevet tvunget til at arbejde så sent, at sidste bus var kørt, så kunne de sove på en feltseng i baglokalet og gå direkte på arbejde om morgenen.
To kokkeelever har fået en samlet erstatning på kr. 185.000, som tvistighedsnævnet har tilkendt dem.
Selv vores undervisningsminister siger, at det skal være slut med elever på Pejsegården, da der er faldet dom for, at eleverne bliver udsat for meget dårligt psykisk arbejdsmiljø.
I Pejsegårdens køkken er der iflg. Fødevarer Syds repræsentanter i september måned 2008 konstateret skimmelsvamp, kakerlakker, og utilstrækkelig egenkontrol, der er blevet påbudt, at der skal rettes op på de kritiske punkter. Da kontrollanterne kom tilbage 30.9.08, var der intet sket. Hotellets ejer fik en bøde på kr. 10.000 samt en sur smiley. En rapport skal jo hænge synligt fremme, og det var ikke sket, så derfor fik ejeren yderligere en bøde på kr. 2000.
Arbejdstilsynet har ud over dette tilkendt Pejsegården en rød smiley på grund af et usædvanligt stort antal arbejdsmiljøproblemer for hotel og restaurant personalet.
Og så spørger jeg, hvordan kan SL støtte sådan en virksomhed ved at give tilskud til, at møder og konferencer afholdes sådan et sted. Som socialpædagog er det mit job at hjælpe mennesker i nød, ikke at skabe mennesker, der liver psykisk nedbrudte af dårlige arbejdsforhold.
Ifølge minde oplysninger er der absolut ikke sket ændringer på Pejsegården.
Kilder: Blik og rørs hjemmeside, 3F nyhedsbrev, P4 Østjylland netredaktion, TV Syd hjemmeside.