Gik ned med stress

Den lykkelige tilbagekomst

Anne Honoré Marløe gik ned med stress og havde efterfølgende et længere sygeforløb. Og skulle det være gået som i en række lignende tilfælde, ville Anne ikke være vendt tilbage til arbejdet. Men denne gang lykkedes det at bryde den onde cirkel

Af Kurt Ladefoged, kl@sl.dk
Foto: Ricky Molloy

Anne kunne jo altid. Selv de vanskeligste og mest følelsesbelastede opgaver påtog hun sig. Anne sagde aldrig nej.

Men en dag kort før jul i 2007 gik det galt. Stedet er en områdeinstitution for socialt belastede børn og unge, Dildhaven, der ligger midt i et socialt boligbyggeri i Herlev. Der er plads til 25 børn og unge i alderen 7-18 år. Institutionen er delt op i Basen for børn i alderen 7-14 år og Oasen for unge i alderen 15-18 år samt Kvisten, som er et hybellignende tilbud for unge mellem 17-19 år. Desuden er der to lejligheder oprettet for mødre med små børn.

Det var netop nogle traumatiske episoder i mødrelejlighederne, der gjorde, at målet var fuldt for Anne. Sammen med alt det andet, hun havde om ørerne. Anne gik ned med stress.

Anne Honoré Marløe har været uddannet socialpædagog siden 1989 og været ansat på Dildhaven siden 1995. Det er hende, der beretter om sit sygeforløb – samt den gode historie: Fra at hun har været sygemeldt til nu at være tilbage på fuld tid. Hvordan hele forløbet har været godt. Hun har blandt andet fået psykologhjælp. Fået stor hjælp fra sin forstander Verner Hedegaard og fra faglig konsulent Anne-Marie Maarbjerg, Socialpædagogerne Storkøbenhavn.

-Det er fortællingen om, hvordan vi får vendt den onde spiral, der går ud på, at folk der sygemeldte, ikke vender tilbage. I min situation var jeg sågar SR, fortæller Anne Honoré Marløe.

-Den dag, jeg sygemeldte mig, kunne jeg ikke andet end at græde. Da måtte jeg give slip.

Jeg havde overhørt en masse signaler. Jeg havde taget for meget ind under huden. En masse voldsomme hændelser, jeg havde oplevet i forbindelse med mødrelejlighederne. Episoderne kom lige efter hinanden. De affødte store opgaver.

-Det gjorde, at jeg fik lagt flere timer på mit arbejde. Jeg løb bare lidt stærkere. Men jeg kunne altså ikke sætte mine egne grænser.

-Jeg manglede nok også faglig sparring. Men vi fik ikke stoppet op og gjort noget ved det. Selv om andre kolleger sagde, at nu må du sige til, så kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke selv tage ansvaret for at sige fra, erkender Anne Honoré Marløe.

Mange ting der belaster
Forstander Verner Hedegaard har været leder siden 1995. Han fortæller om børnene, at de er socialt udsatte, har haft dårlig opvækst, haft forældre med misbrug eller forældre, der har været igennem voldsomme skilsmisser.

-Vi er en akutinstitution, og de fleste af vores børn kommer her og nu, og herefter skal vi lære dem at kende. Vi er parate, åbne, klar til at tage imod. Vi er gode til at klare det akutte. Men det er også vores svagheder. Det er det, der presser os.

-Det der ser ud som noget bestemt, er det måske ikke alligevel. Vi er det første led i kæden, når et barn kommer akut. Derefter observerer vi og finder ud af, hvad der skal ske bagefter. Der er tale om en meget bred gruppe af børn og unge med mange forskellige problemstillinger – ADHD, medicinerede børn. Mange ting, der belaster, siger Verner Hedegaard.

Verner Hedegaard erkender, at for ham som leder har Anne Honoré Marløes sygdomsforløb også været noget af et lærestykke.

-For Anne kunne jo altid – hun sagde aldrig nej.

-Set i bakspejlet burde jeg længe før have set, at der var noget, der ikke matchede. Hvordan får man bremset medarbejdere eller spurgt ind til, hvad der er galt? Anne var jo næsten kørt over

af toget, inden jeg opdagede det. Det største problem har været de følelsesmæssige belastninger, man udsættes for. Hvordan påvirker disse voldsomme episoder ens grænser, spørger Verner Hedegaard.

Skal sætte egne grænser
Det har Anne Honoré Marløe i hvert fald taget ved lære af nu. Det at være på vagt, når man er udsat for store følelsesmæssige belastninger:

-Der skal du huske at sætte dine egne grænser. Du skal huske at holde pauser. Jeg var jo ‘på’ hele tiden.

-Det gode ved hele forløbet har været den kollegiale omsorg, jeg har følt. Jeg løber stadig for stærkt sommetider. Men nu kan jeg mærke, når jeg gør det. Nu har vi forsøgt at beskrive jobfunktionen i det enkelte tilbud. Tidligere var der ikke et fast rum for aktiviteterne. Nu har vi struktureret arbejdet bedre, og det er rigtig rart, siger Anne Honoré Marløe.

I den akutte situation og efterfølgende nød hun godt af det beredskab, Herlev Kommune har i den her slags tilfælde, hvor der er abonnement på Falck Healthcare, hvor igennem hun fik psykologhjælp. Kommunen har også en sygdoms- og stresspolitik.

-Det er en god aftale, og alle har stor respekt for den, siger Verner Hedegaard, der også har brugt forløbet til at reflektere over sin egen lederrolle.

-Som leder er jeg jo også et menneske. Jeg bliver også personligt præget af, at et menneske, jeg har kendt i mange år, går ned med stress på denne måde. Jeg havde også brug for hjælp i det tilfælde. Jeg brugte mit eget netværk og kontaktede faglig konsulent Anne-Marie Maarbjerg fra Socialpædagogerne på Hejrevej (Storkøbenhavn).

-Jeg synes, at vi havde det fælles problem, at var en medarbejder først blevet sygemeldt som

i situationen med Anne, og selv om vi gjorde alt det, vi skulle med kollegial kontakt, sygesamtaler, lægeerklæringer og at sende blomster, så kommer folk ikke tilbage.

-I dette her tilfælde kom der så en person udefra – Anne-Marie – og kunne betragte hele situationen med friske øjne. Og hun kunne stille de frække eller ‘forbudte’ spørgsmål, som jeg måske ikke ville stille: Skal du i det hele taget tilbage til denne her arbejdsplads? Det var jo et spørgsmål, som hurtigt kunne vendes – vil han af med mig?

Konsulentens rolle
Faglig konsulent Anne-Marie Maarbjerg fortæller om sin rolle, at hun også skulle se på arbejdspladsen som helhed.

-Det vil sige i forhold til kollegerne og ledelsen. Det er ikke blot ledelsen, der skal rumme

og have vilje til at fastholde. Det er et projekt og nogle værdier, som hele arbejdspladsen skal være en del af.

-Vi overvejede blandt andet, om en omsorgssamtale nødvendigvis skulle foregå på arbejdspladsen? Nej, ikke nødvendigvis. Den kan også foregå hjemme hos en selv. Anne var på det tidspunkt ikke parat til at møde kollegerne. Derfor blev det også besluttet, at Verner skulle besøge hende hjemme hos hende selv, siger Anne-Marie Maarbjerg.

Om det videre forløb fortæller Verner Hedegaard, at Anne så startede gradvist op med at genoptage arbejdet på forskellige niveauer.

-Vi tog små skridt fremad. Det handler om ikke at sætte turbo på lige med det samme. Og ikke mindst handler det om hele tiden at være parat at træde et skridt tilbage. Det er ting, der tager tid.

-Vi må erkende, at det tager lige så lang tid at reparere en stress, som at få den, som Anne-Marie Maarbjerg også sagde til os. Det handlede om hele tiden at følge op på, hvordan Anne havde det. Det at vi har fastholdt dialogen og overholdt aftalerne, har også givet mig en aha-oplevelse, fastslår Verner Hedegaard.

Han tilføjer, at selv om Dildhaven er en lille arbejdsplads med 17-18 ansatte, så har man alligevel kunnet lave nogle badutspring og lave om på arbejdsgange og opgaver.

Fravær fører til afskedigelse
Som faglig konsulent har Anne-Marie Maarbjerg haft flere lignende sager, og hun har kunnet konstatere, at cirka 90 procent af alle afskedigelsessager, hun sidder med, skyldes fravær.

-Og undersøgelser peger på, at en tredjedel af de langtidssygemeldte ikke kommer tilbage på arbejdsmarkedet. Det er et problem både for arbejdspladsen og for den enkelte medarbejder. For det koster store ressourcer at ansætte en ny medarbejder.

-Derfor skal SL også fortsat arbejde med at nedbringe fravær og at fastholde folk i deres arbejde. Og så skal alle lære, at ting tager tid. Efter en alvorlig stress-relateret sygdom, kommer man ikke bare lige tilbage på arbejdet i en håndevending, siger Anne-Marie Maarbjerg.

Verner Hedegaard supplerer: – Vi har en almindelig økonomi, og det kan være svært at skulle rumme en langtidssygemelding. Men jeg har besluttet, at der skal være plads til at tackle situationer som denne. For dette at møde SL i en afskedigelsessag er deprimerende at stå overfor – for medarbejderen, for mig og for SL.

Det giver Anne-Marie Maarbjerg ham ret i:

-Det påvirker jo også den øvrige arbejdsplads, at en sag ender med en afskedigelse. Det tapper medarbejderne for arbejdsglæde og tærer på kræfterne. Og så skal vi være åbne overfor, at der kan være andre muligheder end nødvendigvis at vende tilbage til den samme arbejdsplads. Vi skal være villige til at overveje, om der kan være andre alternativer, siger Anne-Marie Maarbjerg.

Ville være rask
-I det konkrete tilfælde havde Anne som medarbejder den holdning, at vi skulle snakke om dette her. Hun var åben for dialog, hvilket er et godt og vigtigt udgangspunkt. I andre sager har jeg grublet over, hvorfor det ikke lykkedes at få kontakt til medarbejderen. Dialog har været problematisk, og så ender det ofte med, at den sygdomsramte medarbejder ikke kommer tilbage til arbejdspladsen, tilføjer Verner Hedegaard.

Derfor mener Anne-Marie Maarbjerg også, at man må gøre op med forestillingen om, at en omsorgssamtale er en kontrolsamtale.

-En omsorgssamtale skal bruges til at få talt om, hvorvidt sygdommen er arbejdsrelateret. Der skal sættes ord på, hvad arbejdspladsen og den sygemeldte i fællesskab kan gøre for at aflaste den sygemeldte. Det skal drøftes, om opgaverne skal omlægges, om samarbejdsrelationerne skal ændres. Der skal fokus på muligheder og ressourcer frem for begrænsninger.

-Så jeg kan kun opfordre arbejdspladserne til at bruge SL’s konsulenter i den her slags tilfælde. Vi har jo rutinen i at bakke op i de her sager. Som faglig konsulent synes jeg, at min fremmeste funktion er at forebygge en afskedigelse, fastslår Anne-Marie Maarbjerg.

-Jeg har aldrig været i tvivl om,

at jeg skulle ringe til SL i det her tilfælde. Jeg har aldrig som leder haft fordomme imod at bruge fagforeningen. Det er jo i vores fælles interesse at få arbejdspladsen til at fungere, indskyder Verner Hedegaard.

Anne-Marie Maarbjerg har en pointe mere:

-Jeg kunne faktisk godt tænke mig, at Falck Healthcare, der forestod psykologindsatsen, også samarbejdede med arbejdspladsen, fordi der jo var tale om en arbejdsrelateret sygdom. Jeg tror, det vil være givtigt at få systemerne til at arbejde endnu mere sammen.

Anne Honoré Marløe får slutreplikken:

-Min vilje var, at jeg ville være rask. Jeg kan ikke leve halvt. Det stod da også ret hurtigt klart for mig, at jeg ikke var færdig med Dildhaven.

Og hun kom tilbage. Hun fik hjælp, hun havde brug for. Hun fik den nødvendige tid og de rigtige betingelser. Derfor endte det med den lykkelige tilbagekomst.