Globale stemmer
Jeg vil gøre en forskel
Victoria Ferrero Allende arbejder som frivillig socialarbejder blandt de fattigste børn i de mest belastede kvarterer i Buenos Aires, Argentina. Hendes store drøm er at give børnene muligheder og en bedre fremtid
Tekst og foto: Per Vinther, redaktionen@sl.dk
Lad det være sagt med det samme: Victoria har aldrig lært noget om socialpædagogik eller det at have med socialt belastede børn at gøre. I hvert fald ikke på en skole eller en uddannelse.
Hun blev kastet ud i det fra barnsben, da hun som tre-årig tog hun rundt med sin mor for at synge i fængsler, på børnehjem, i kirker og hos de fattige.
AIEJI 2009
I maj 2009 samles socialpædagoger fra hele verden til AIEJI-kongres i København under temaet ‘Socialpædagogen i en globaliseret verden’. Frem mod kongressen vil Socialpædagogen med jævne mellemrum præsentere en Global Stemme – et lille portræt af en socialpædagog og hendes/hans arbejde et eller andet sted på kloden. Læs mere om AIEJIkongressen på www.aieji2009.dk Her finder du også Socialpædagogens temanummer om kongressen. |
-Learning by doing på stedet, er den måde, jeg og vi i LIFE lærer på. Vi deler vores erfaringer, og livet har lært mig, at jeg skal tage mig af mine fattige medmennesker, siger hun med et ultraklart blik.
Hun og hendes families store mission er at hjælpe de fattigste børn i Argentina, hvor mange tusinde lever under fattigdomsgrænsen. Hendes mor startede LIFE under krisen i 2001.
De tjener ikke en øre på at arbejde i LIFE, hvor alle arbejder frivilligt, derfor har Victoria Ferrero Allende arbejde som oversætter hos Coca Cola i Buenos Aires.
Hun oplever, at myndighederne i Argentina ikke tager sig af de fattige og udstødte. De får ikke én pesos i støtte fra myndighederne til deres arbejde. LIFE finansieres af frivillige donationer fra hele verden.
Denne eftermiddag i januar er Socialpæadgogen taget sammen med Victoria Ferrero Allende og en håndfuld frivillige ud til Ciudad Oculta, Mataderos, i de yderste forstæder i Buenos Aires. Der bor cirka 60.000 mennesker der. Det er meget fattigt og tæt befolket, og der er meget vold, tyveri, og kriminalitet i det hele taget.
I dette kvarter er LIFEs projekter koncentreret. Det er et område, hvor det menneskelige underskud er stort. Og det går hårdest ud over børnene.
-Derfor er vores indsats koncentreret om dem, siger Victoria Ferrero Allende
Med i bussen har hun og de frivillige pakket balloner, pynt, kager og gaver. De skal nemlig holde fødselsdag for alle de børn, der har fødselsdag i januar.
-Familierne holder ikke fødselsdag for børnene – det har de ikke overskud eller ressourcer til. Derfor gør vi det, siger hun.
Stor effekt
LIFEs aktiviteter med børnene er lektiehjælp, skolerådgivning, computer-undervisning, leg, spil, madlavning, en tur i biffen med mere. Og de snakker med børnene om ting, som de ikke kan snakke om derhjemme – for eksempel pubertet, udvikling, aids, kønsmodning og graviditet.
Alle aktiviteterne foregår i fritiden om eftermiddagen.
-Noget af det, vi laver, kan se småt ud, men det har stor effekt på børnene. Der er altid noget, man kan give, og det at gøre lidt, tæller også. Vi laver ikke kun momentan lykke, i det lange løb kan du se forskellen, siger Victoria Ferrero Allende.
Hun og de frivillige kommer altid i LIFE t-shirts, så alle ved, hvem de er. Ellers kan der opstå problemer i det belastede kvarter, hvor selv taxaer ikke tør køre ud.
De fleste familier her tænker fra dag til dag, og de tænker ikke på fremtiden. De bliver hængende i ingenting, har intet arbejde, og det er meget dårligt for deres børn.
-Skolerne her i området er dårlige, lærerne er underbetalte, alle har nok at slås med, og de lærer ikke ret meget. Vi skal være her og åbne øjnene for børnene og give dem en fremtid, siger hun.
De aktiviteter, hun og LIFE laver, er altid på baggrund af dialog, ønsker, forslag og ideer fra lokalsamfundet.
Spørger man de aktive, lokale kvinder i det spartanske community center, har LIFE en stor positiv indvirkning på specielt børnene. Men også familierne er glade for aktiviteterne, der løfter hele kvarteret.
For Victoria Ferrero Allende er hvert lille smil eller kram løn nok i sig selv.
-De folk har jo ikke valgt at leve på den måde. Det er deres vilkår. Deres taknemmelighed og et lille smil, kan betyde utrolig meget for mig. Jeg kan ikke ændre verden, men give dem noget, de ikke havde før. Og frem for alt et håb. At se et glad barn, varmer hjertet, siger hun.