Prik

"Det er samfundets skyld"?

Stress er et af nutidens mest udbredte modefænomener.

Af Allan Andersen, forstander på Østervang, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Stress er et af nutidens mest udbredte modefænomener.

stress bliver betegnet som en folkesygdom.

Der er skrevet meget om stress. nogle mener, der både findes positiv og negativ stress. efter min opfattelse kan stress aldrig være positiv, fordi stress er udtryk for en ubalance. stress er alarmklokken, der udløses, når vi ikke har balance mellem det vi tænker, det vi føler og den måde kroppen reagerer. stress er blevet et modeord, der anvendes i mange sammenhænge. Hvor ofte høres ikke sætningen: ‘Jeg føler mig stresset i dag’? Måske sagt efter en hård arbejdsdag. Der er ikke nødvendigvis tale om stress, i alt fald er det utydelig tale, da der er forskel på at være stresset og blot have travlt på sit arbejde. Derfor er der noget, som hedder fritid, ferie, pauser. Krop og hjerne har brug for at restituere sig og være klar igen.

offentligt ansatte er udsat for et enormt pres. Vi skal effektivisere, vi skal dokumentere. samtidig skal vi være nærværende og skabe relationer, vi er konstant på, når vi er på arbejde. Dette er kendetegnende for de offentligt ansatte. Der er tale om et pres. Hvis pres sidestilles med stress, må hele den offentlige sektor lide af kronisk stress.

Det vil være for bekosteligt at fjerne stress, derfor er det noget, vi må lære at leve med – stress er kommet for at blive. Det skaber nye udfordringer. Der vil fremover ikke blive tale om at have mindre travlt – presset på de offentlige institutioner vil kontinuerligt blive større og større. Der er et konstant pres i forhold til at optimere de sparsomme resurser, som vi i dag har til rådighed.

Musikgruppen tV2 har skrevet sangen ‘Det er samfundets skyld’. skulle det holde stik, må stress bevidst være skabt af velfærds- og medicinalindustrien, der fint går hånd i hånd. tesen holder næppe. i forhold til begrebet stress, er der mere tale om symptomer på konstante krav om at leve op til velfærdssamfundets idealer.

Men er det rimeligt så at sende ‘regningen’ videre til arbejdspladsen? Hvis det er arbejdspladsens skyld, ligger det implicit, at det er arbejdspladsens ansvar, at medarbejderen har det dårligt. Hertil er det underforstået, at lederen, der har ansvaret for arbejdspladsen også har ansvaret for den enkelte medarbejder. ergo er det lederen, der har ansvaret for, at medarbejderne har det dårligt.

Jeg synes, det er at tillægge lederen alt for stor betydning. Den enkelte leder har ikke ansvaret for den enkelte medarbejders velbefindende. Lederen har et ansvar for at rammerne for arbejdets udførelse er til stede. Lederens udfordring ligger i at gå i dialog og få indblik i medarbejderens virkelighedsopfattelse samt indsigt i, hvor presset

slår ned i den enkelte. i forhold til arbejdspladsen og stress er der tale om i fællesskab at skabe balance mellem kravene i jobbet og et velfungerende helhedsliv.

Den enkelte medarbejder har også selv et personligt ansvar i forhold til fysisk og mentalt at være i overskud. Dette ansvar kan ikke delegeres til arbejdspladsen, men det fordrer, at den enkelte tager ansvar for sit eget pres og åbner op om dette.

spørgsmålet er derfor ikke kun ‘hvad min arbejdsplads kan gøre for mig’, men ‘hvad kan jeg gøre for min arbejdsplads’.