Psykisk arbejdsmiljø

En krævende kombination

Mennesker, som arbejder med handicappede, risikerer i højere grad at få en depression, viser en ny rapport. Kombinationen af relationsarbejde og stressede arbejdsvilkår er ikke heldig, forklarer stressekspert

Af Johan Rasmussen, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Det kan være psykisk belastende at arbejde med nogle af de mest svage grupper i samfundet. Og for nogle socialpædagoger bliver prisen en depression og en sygemelding med ‘ondt’ i psyken.

At det er sådan er ingen nyhed. For nylig bekræftede Arbejdstilsynets 117 påbud om det psykiske arbejdsmiljø på døgninstitutioner for voksne, efter tilsynet havde besøgt 327 arbejdspladser i 2007 og 2008, at det kræver sin m/k at arbejde på det socialpædagogiske område. Se Socialpædagogen nummer 2,

23. januar 2009.

Og nu underbygger flere resultater i en ny rapport fra Institut for Folkesundhedsvidenskab, at der er problemer med det psykiske arbejdsmiljø i sektoren – problemer, som for en del socialpædagoger er lig med store personlige omkostninger.

Rapporten viser blandt andet, at langt flere ansatte i handicapsektoren bruger antidepressiv medicin sammenlignet med det gennemsnitlige arbejdsmarked.

For kvinder med omsorgsarbejde med handicappede mennesker var der 7,7 procent, som havde en depression i 2000. Her er landsgennemsnittet 4,4 procent.

For mænd, som arbejdede med undervisning af handicappede, var der 6,3 procent, der i år 2000 havde et forbrug af antidepressiv medicin mod 2,2 procent for alle andre erhvervsaktive mænd.

I stort set alle jobkategorier med arbejde med handicappede mennesker er forekomsten af depressioner og forbruget af antidepressiv medicin højere end for det gennemsnitlige arbejdsmarked.

F ordoblet risiko
-Overordnet kan vi i vores undersøgelse se, at der er en sammenhæng mellem faktorer i det psykiske arbejdsmiljø og risikoen for at udvikle en ny depression. Samtidig kan vi konstatere, at nogle faggrupper har en større forekomst af depressioner og bruger mere antidepressiv medicin, siger forsker Karsten Thielen, der har udarbejdet rapporten for Arbejdsmiljøforskningsfonden med kollegaen Else Nygaard og professor Finn Diderichsen.

Han henviser til, at tidligere undersøgelser viser, at der er en tendens til, at mennesker, som arbejder med handicappede og medarbejdere i omsorgssektoren, bliver belastet af faktorer i det psykiske arbejdsmiljø.

Rapporten kommer ikke med bud på hvilke faktorer i det psykiske arbejdsmiljø, der belaster medarbejderne i særlige faggrupper.

Et andet resultat i rapporten viser dog, at kombinationen af høje følelsesmæssige arbejdskrav og højt arbejdstempo kan fordoble risikoen for at udvikle en depression.

Tallene er de seneste tilgængelige, men senere vil forskerne følge op med en undersøgelse med nyere tal og et endnu mere omfattende talmateriale.

S yg af stress
Bo Netterstrøm, overlæge på Arbejdsmedicinsk Ambulatorium på Hillerød Sygehus, er ikke overrasket over tallene. Han er ekspert i psykisk arbejdsmiljø, og behandler mennesker, som er syge af stress, og i visse tilfælde mennesker, der er blevet deprimerede af det.

-Det kan være følelsesmæssigt belastende for mennesker med omsorgsarbejde ikke at kunne give den kerneydelse, de føler, der er behov for, fordi de har for travlt. Ofte er det jo omsorgsfulde mennesker, som har valgt deres fag for at gøre noget for andre. Det giver dårlig samvittighed, og mange tager den med hjem i modsætning til en håndværker, som ikke bliver følelsesmæssigt berørt, når han har for travlt, siger Bo Netterstrøm.

Overlægen beskriver, at nogle mennesker bebrejder sig selv, hvis de har for travlt til at give omsorg til alle. De bliver stressede og kan få svært ved at sove om natten, og det kan være begyndelsen på en ond cirkel, fordi de får mindre overskud til at klare deres arbejde i hverdagen, når de er trætte og udkørte.

Mennesker reagerer dog helt forskelligt på stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø, og Bo Netterstrøm forklarer, at det er den enkeltes gener, som afgør, om personen går ned med stress. Under alle omstændigheder mener overlægen, at ledelsen på arbejdspladsen har et ansvar for at forebygge, at medarbejderne bliver psykisk belastede af at gå på arbejde.

-Lederen skal kunne spotte de ansatte, der har det dårligt, og så må han eventuelt lave lidt om på de arbejdsvilkår, der er belastende for den ansatte, siger Bo Netterstrøm.

 

Om undersøgelsen


Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet har undersøgt sammenhængen mellem det psykiske arbejdsmiljø og depressioner blandt andet ved at behandle tal fra to omfattende spørgeskemaundersøgelser om helbred og arbejdsmiljø med deltagelse af godt 6.000 danskere i 2000 og 2006, og ved at undersøge omfanget af udleveringen af antidepressiv medicin til forskellige jobgrupper. 260.000 danskeres medicinforbrug er blevet gennemgået i Lægemiddelregistret, og dermed er det blevet muligt at sammenligne forbruget af antidepressiv medicin mellem forskellige faggrupper.

 

Hvorfor er det os, der skal gøre det farlige arbejde, spørger gadeplansarbejder. Ekspert advarer socialpædagoger mod at opfatte vold som et arbejdsvilkår

Er der blevet flere eller færre voldstilfælde på de socialpædagogiske arbejdspladser? Der er der ingen, der ved, fordi statistikkerne siden 2003 ikke har vist det reelle antal

Selv om det var en del af hverdagen på opholdsstedet, at beboerne truede og tjattede til medarbejderne, kunne Rikke Hansen ikke vænne sig til at blive slået og sagde sin praktik op

Det er et klassisk dilemma, at socialpædagoger normaliserer volden, mener leder i socialpsykiatrien. Men de unge socialpædagoger tør godt sige fra over for vold fra brugerne, siger forbundets arbejdsskadekonsulent

Pædagogik og arbejdsmiljø er to sider af samme sag – og man kan ikke forbedre det ene uden også at tage hensyn til det andet, lyder konklusionen i ny undersøgelse, der også sætter tal på omfanget af konfliktepisoder

Når man som socialpædagog bliver hængt ud i medierne som uduelig eller direkte skadelig for de mennesker, man arbejder med, er der kun få muligheder for at forsvare sig – offentligt ansatte er dårligt beskyttede mod anklager, påpeger juraprofessor, mens ekspert i sociale medier advarer om, at de offentligt ansattes retssikkerhed kan være i fare

Det er et alvorligt arbejdsmiljøproblem, når offentligt ansatte bliver hængt ud i medierne, siger advokat, der råder ansatte til at undgå pressen

Medarbejdere i Guldborgsund Kommune bliver skildret i en bog af en far, der fik sin datter anbragt uden for hjemmet. ‘Det er hårdt at blive udstillet’, siger medarbejderne. Nu udarbejder kommunen en beredskabsplan, der skal støtte medarbejdere, der bliver udstillet i medierne

Personalet strutter af arbejdsglæde og faglig selvtillid i Team Ålunden i Grenå. Men sådan har det ikke altid været. De seneste ti år har lederen og et motive-ret personale i fællesskab sat en ny og bedre kurs, og i dag er de ikke blege for at kalde stedet for verdens bedste arbejdsplads

Se flere