Synspunkt

Beth R.

Tak til Mogens Seider for en medrivende præsentation af fotografen Kent Klich’s “Historien om Beth” (Socialpædagogen 03/09).

Af Bynny Lihme, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Jeg er helt enig med Seider, når han skriver, at i en tid “hvor begreber som evidens og kvalitetssikring står I kø med kravet om ‘value for money’ er denne meget individfokuserede fortælling både meningsfuld og relevant.”

Tak til Mogens Seider for en medrivende præsentation af fotografen Kent Klich’s “Historien om Beth” (Socialpædagogen 03/09). Jeg er helt enig med Seider, når han skriver, at i en tid “hvor begreber som evidens og kvalitetssikring står I kø med kravet om ‘value for money’ er denne meget individfokuserede fortælling både meningsfuld og relevant.”

Tag nu en artikel i Weekendavisen for relativt nylig (WA d. 23. sept. 2008) med overskriften “Hvad virker” i indsatsen over for “under-Danmarks forsømte børn”? I artiklen gir velfærdsminister Karen Jespersen udtryk for, at hun gerne vil ha’ målinger, der kan vise hvilke metoder, der er de mest virksomme, så der kan opstilles “nationale standarder”.

Efter min bedste opfattelse er denne måde at styre komplekse menneskelige forhold på, denne styringsrationalitet, ensbetydende med aflivning af omsorgsaspektet i arbejdet med forsømte børn.

Hvorfor? Fordi den form for resultatmåling som velfærdsministeren efterlyser, er ensbetydende med at underordne disse børns liv nogle ydre adfærdskriterier. Målerne, som de behaviorister de i måler-sagens natur må være, måler kun på den operationaliserede målbare adfærd.

Tager vi netop narkomanen Beth R.’s livshistorie, u-statistisk, indlevet og fascinerende dokumenteret af hende selv i et usædvanligt samarbejde med Kent Klich, vil man kunne se nogle afgørende positive omsorgskvaliteter, som går tabt i målingsparadigmet. De, der læste om og så billeder af luderen Beths liv i 1988, er sikkert ligesom jeg og Seider overrasket over at konstatere, at hun stadigvæk er i live. Og det tilmed under ordnede forhold, jvfr. hendes og Klich’s nye bog “Beth R”.

Pointen her er den, at det positive i Beths livshistorie ikke ville være blevet opfanget af nok så megen effektmåleri, sådan som vi kender den. Beths liv har jo været en lang vandring fra tilbagefald til tilbagefald. Tager vi afvigerkarrierens start fra debut’en i 1950’erne hos børnelægen/pædiateren Svend Heinild og videre frem, kan hun fremstå som et af landets mest oplagte eksempler på, at de sociale og pædagogiske indsatser ikke har virket.

Og dog. Vi kan jo se, at hun som 60 årig lever – og det tilmed i form af et værdigt liv. Interessant er det her, at på trods af alt det, der ikke umiddelbart har virket, så beretter hun selv om noget af det, der ikke har virket (døgninstitutionen Himmelbjerggården), som en så god tid for hende, at hun ikke kunne bære det. Og derfor stak af igen og igen. I et tankevækkende skrift, som alle “hvad virker” teknokraterne burde tvangsindlægges til at diskutere på deres målingskonferencer, har Beth berettet om sin kærlighed til Himmelbjerggården og de voksne dér: “Jeg boede på Himmelbjerggården til jeg blev konfirmeret. Det er den eneste tid jeg gerne vil leve om.” (Kent Klich: Beths Bog. Med bidrag af Svend Heinild, Beth R., Bengt Börjeson. Tiderne Skifter, 1988).

Tja, vil målerne sige, det er jo bare en subjektiv enkelt oplevelse af omsorg og glæde i nuet, som er uden relevans for spørgsmålet om, “hvad virker?”. En tragisk de-humaniserende følgeslutning for den medmenneskelighed, der udover resultater målt på ydre adfærd vel for satan og forhåbentlig stadigvæk forbindes med velfærdssamfundet.

Hvis målerne i øvrigt går ind og måler på, hvordan omsorgsbegrebet i takt med “hvad virker”-ideologiens fremvækst er gledet ud af det, der indtil for nylig hed socialpolitikken, vil de kunne udregne signifikante sammenhænge: jo mere fixering på måling, jo mindre på omsorg.

Hertil kommer det professionsdilemma, at det socialpædagogiske arbejde på baggrund af ydre adfærdsmålinger let kommer til at stå i et alt for stærkt negativt lys, eftersom netop det omsorgsarbejde, der har været med til at gi’ Beth nogle gode barndomsår (og “indre velfærd”) ikke krediteres den socialpædagogiske indsats.

Udover det stærke narrative element som Mogens Seider fremhæver, er der således en professionshistorisk interessant vinkel, som der burde følges op på. Hvor meget godt og indlevet omsorgsarbejde i relation til

for eksempel omsorgssvigtede børn, bliver der mon skyllet ud med badevandet, når målerne går i krig med deres ufølsomme apparatur?

Beth-sagen er udover en individuel stærk fortælling også af principiel faglig karakter. Udover Beths 20-årige samarbejde med Kent Klich, er der dokumenter såvel fra Sven Heinilds hånd som fra Beth selv. Det var socialjournalisten Anne-Brockenhuus-Schack, der allerede i slutningen af 1980’erne præsenterede Beth for en bredere offentlighed i dagbladet Information. Brockenhuus- Schack fulgte op med en artikel om “Beths nye liv” september 1997, og har desuden i samarbejde med nu afdøde amtslæge Vagn Christensen skrevet bogen “Børn og den nye sociale arv”.

PS: I samme nummer af Socialpædagogen som Beth-artiklen bringes, er der en artikel om  “Anbringelsesverdenens kokkehuer”, dvs. kvalitetssikring via Akkreditering Danmark. Når der nu er så meget gang i kvaliteten, kunne man så ikke også kvalitetssikre sproget? Hvorfor bruge det erhvervsskadede ord “udslusning” i en strategi, der handler om at få sat ord på det arbejde, socialpædagogerne laver? Det er et klientgørende grimt ord, som ingen ville bruge om deres egne børn. Min yngste søn ud af fire er netop flyttet hjemmefra. Som resultat af en 18-årigs egen aktive beslutning og valg; han er ikke som centerchefen i Akkreditering Danmark formulerer det blevet “udsluset”, som var han et eller andet passivt objekt, der er blevet gasset ud gennem et udslusningsrør.