Prik

Hvem laver behandlingsplaner

Når et barn skal anbringes, skal kommunen ifølge servicelovens paragraf 140 udarbejde en handleplan, som skal beskrive formålet med indsatsen og hvilken indsats, der er nødvendig for at opnå formålet.

Af Alice Sørensen, landsformand for FBU, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Kommunen skal så vidt muligt altid udarbejde handleplanen sammen med barnet og  forældrene for at afstemme forventningerne og for at søge at etablere et forpligtende samarbejde.

Den kommunale handleplan skal ligge til grund for arbejdet med barnet og familien under anbringelsen. planens formål, mål og delmål skal være udgangspunktet for anbringelsesstedets indsats over for og sammen med barnet, gerne i form af en egentlig behandlingsplan.

Men i mit arbejde med at støtte forældre og deltage i status- og/eller opfølgningsmøder på døgninstitutioner og opholdssteder sammen med forældrene, hører jeg næsten aldrig noget om handleplaner og behandlingsplaner.

Jeg undrer mig over, hvad det kan betyde. når jeg taler med forældre, kender de heller ikke til anbringelsesstedets behandlingsplan.

Mon det betyder, at anbringelsessteder udarbejder behandlingsplaner, som forældrene ikke kender? eller kunne det betyde, at anbringelsessteder ikke altid systematisk og skriftligt arbejder med planer for indsatsen og med ­behandlingsplaner?

Barnet har brug for sine forældre og forældrenes opbakning omkring anbringelsen, hvis det overhovedet er muligt.

For at forældre kan bakke op om anbringelsen, er det nødvendigt, at de kender formålet og indsatsen gennem handleplanen og planen for anbringelsesstedets indsats.

allerhelst skal både barn og forældre have været inddraget og været med til at udarbejde planerne og gennem denne dialog fået viden om og indsigt i både kommunens og anbringelsesstedets faglige vurderinger af barnet og dets behov – samtidig med at de har kunnet bidrage med deres viden og ønsker.

Det at være med i den proces øger forældres oplevelse af samarbejde og af, at de har betydning, samtidig med, at det gør det muligt for forældre at føle ansvar for at støtte det målrettede arbejde med barnet og for selv at arbejde på at ændre på nogle af deres egne vanskeligheder for at blive bedst mulige forældre for barnet.