Familieplejer

Patrick fyldte det hele i vores hverdag

Karen var en rutineret og professionel familieplejer, der var forberedt på at tage 11-årige Patrick i pleje. Hun havde tidligere arbejdet med et barn med ADHD-diagnose, og det var gået godt. Derfor var hun sikker på, at Patrick var et barn, hun kunne gøre noget for. Og hun vidste, at det ville tage tid

, redaktionen@sl.dk

Roen er så småt ved at indfinde sig hjemme hos Karen og hendes familie. Der er gået fem uger, siden Patrick sidst ringede og truede hende med, at han vil komme forbi hendes hjem med et tæskehold og sprætte hende op. Og brænde huset ned.

Han har ikke gjort alvor af sine telefontrusler. Og måske ringer han ikke igen. Hun har lov til at håbe. Men svaret kender kun Patrick. Tidligere er der også gået længere tid mellem truslerne. Så lang tid, at hun næsten kunne glemme dem. Men så er han alligevel vendt tilbage.

 

-Min læge advarede mig og sagde: “Jeg fatter ikke, at du ikke smider ham ud”. Men jeg forsvarede mig med, at Patrick havde haft nederlag på nederlag hele sin barndom, og hvis jeg smed ham ud, havde han ingen steder at gå hen. Min læges svar var: “Du får bare ét nederlag. Og det er det ene for meget”. ‘Karen’

Truslerne startede for godt to et halvt år siden, da Patrick, som dengang var 16 år, blev smidt ud af Karen og hendes mand. Her var han i familiepleje. De har forsøgt at undgå telefontruslerne. Skiftet telefonnummer. Lukket fastnettelefonen i et halvt år. Sat nummeroplysning på, så de altid kan se, hvem der ringer, og hvis nummeret er ukendt, tager de den ikke. Alligevel er det lykkedes for Patrick at snyde dem og ringe med sine trusler. Det er ‘kun’ Karen, han har truet, aldrig hendes mand. Og har han ikke kunnet få fat i hende, har han ringet til hendes søn og truet hans familie. Særlig hårdt er det gået ud over hendes barnebarn, der er to år yngre end Patrick, og som han ofte tidligere har leget med.

Patrick er i dag en stor voksen mand på 18 år, som bor på klubværelse i en mellemstor sjællandsk by, kun 30 km fra Karen. Ryger hash og har overhovedet ingen kontakt med arbejdsmarkedet. Ej heller med kommunen, der slap ham, da han blev 18 år.

K lar til ny succes
Karen kan stadig huske den dag i 2001, da hun og hendes mand hentede den dengang 11-årige Patrick på et socialt tilbud for børn med ADHD/ DAMP.

På det tidspunkt havde hun været familieplejer i mange år og havde haft god succes med en dreng fra netop samme institution. Den dreng havde gennemført et normalt skoleforløb og er i dag godt i vej med en uddannelse. Selv om plejeforholdet for længst er ophørt, har de fortsat megen kontakt med ham. 

 

-Jeg var meget, meget bange. Mens Patrick fastholdt mig, rejste min mand sig op og sagde: “Nu kan det være nok. Jeg orker det ikke mere. Du må bare ud af mit hus”. ‘Karen’

Med denne succes i baghovedet var hun var klar til at gå i gang med en ny dreng med de samme DAMP-problematikker. Hun vidste, hvad  det krævede af hende og hendes familie, blandt andet struktur, forudsigelighed og stabilitet i hverdagen.

Da de kom for at hente Patrick, kastede han sig om halsen på dem. Glad, kælent og smilende, og mens de kørte hjem sad han hele tiden med armen rundt om halsen på enten Karen eller hendes mand, husker hun. 

-Jeg må sige, at da han kom her, var jeg sikker på, at han var et barn, jeg kunne gøre noget for. Jeg vidste også godt, at det ville tage lang tid.

Sagde stop
I løbet af de første par år registrerede Karen, at nogen var helt galt med Patrick. Han havde andre problemer end dem, der var direkte  affødt af hans DAMP-diagnose. Han viste mere og mere karakterafvigende træk, og begyndte allerede som 13-årig at true omgivelserne, og ikke mindst Karen, der blev truet med, “at han ville sprætte hende op”. “Du vil blive slået ihjel”. Han truede også skoleinspektøren, lærerne og de andre elever i specialskolen.

Da han var 16 år, blev han undersøgt af en psykolog i det daværende amt. Herfra lyder konklusionen, at Patrick “udvikler sig i en meget negativ retning. Han vil være til fare for både sig selv og andre. Han er behandlingskrævende og bør være omgivet af professionelle voksne hele døgnet”.

Omkring samme tidspunkt opgav Karen at have Patrick i familiepleje. Gennem flere år var hun dagligt blevet truet verbalt og fysisk fastholdt, så selv om kommunen  støttede hende ved hyppige tilsynsbesøg, så hun ingen anden udvej end at opsige plejekontrakten.

-Jeg var efterhånden blevet bange for ham. Han var omkring 20-30 cm højere end mig, og når han fastholdt mig, pressede mig op ad væggen eller på anden måde truede mig, så vidste jeg ikke, om han ville gøre alvor af det.

-Patrick fyldte det hele i vores hverdag. Han kunne for eksempel sige: “Du skal vide, hvor nemt  det er at fyre en hytte som denne her af”. Eller “Jeg skal nok sørge for, at gøre det surt for dig”. Han kaldte mig “dum, ubegavet, rynkepat, fede kælling, luder”. Han kunne sige “Du er ikke mere værd end det papir, jeg tørrer min r.. i”.

Karen begynder at få det dårligt. Hun udviklede for højt blodtryk og kunne ikke sove om natten. Hun var blevet så bange for ham, at hun først stod op om morgenen, når hendes mand havde sendt Patrick i skole, og dagen lang frygtede hun, når han kom tilbage.

Patrick kunne ikke på samme måde true Karens mand, så derfor blev det efterhånden sådan, at hun ikke længere var alene med Patrick.

Sagde alligevel ikke stop
Hverken kommunen eller det daværende amt kunne finde et opholdsted, som ville tage imod Patrick.

-Derfor indgik vi – hvor utroligt det i bagklogskabens lys kan lyde – en ny aftale med kommunen om, at Patrick forblev i familiepleje hos os. 

Kommunen lovede familien ekstra supervision  og vejledning og intensiverede de mange tilsynsbesøg, de i forvejen havde i familieplejen.

-Der blev bakket op, så godt det lod sig gøre, og Patrick virkede glad for, at han skulle blive hos os, siger Karen.

Men Karens egen læge protesterede over, at hun havde indgået en ny aftale om at fortsætte med Patrick i familiepleje. Lægen betragtede hendes helbredsmæssige tilstand som meget kritisk. For eksempel fik hun ondt over hele kroppen, når hun så Patrick. Hun blev svimmel, fik opkastningsfornemmelser, og hendes hjerte galopperede.

-Min læge advarede mig og sagde: “Jeg fatter ikke, at du ikke smider ham ud”. Men jeg forsvarede mig med, at Patrick havde haft nederlag på nederlag hele sin barndom, og hvis jeg smed ham ud, havde han ingen steder at gå hen. Min læges svar var: “Du får bare ét nederlag. Og det er det ene for meget”.

V ender ikke tilbage
I den nye plejekontrakt stod der, at når Patrick havde truet familien tre gange, blev han smidt ud.

Kvoten havde han allerede opbrugt, inden der var gået 14 dage.

En aften fastholdt Patrick endnu engang Karen og truede hende med ukvemsord.

-Jeg var meget, meget bange. Mens Patrick fastholdt mig, rejste min mand sig op og sagde: “Nu kan det være nok. Jeg orker det ikke mere. Du må bare ud af mit hus”.

Og sådan blev det. Patrick kom ud af huset i oktober 2006.

Men det var for sent for Karen. Hun havde allerede fået det ene nederlag, som lægen havde advaret hende imod.

Tidligere var hun en person med gang i, med i kommunalpolitik, i grundejerforeningen og i menighedsrådet. Hun skrev stykker til og spillede i lokalrevyen. Altid havde hun været aktiv i det sociale liv omkring sig.

Men det er slut nu. Hun kan ikke være sammen med mange mennesker, ikke tåle støj eller høje røster.

-Jeg har lært at trække mig, når jeg får det dårligt. Ellers kan vi jo slet ikke have et familieliv. Karen er i dag 60 år og førtidspensioneret. Lægerne har konkluderet, at hun er blevet uarbejdsdygtig i et hvilket som helst erhverv, fordi hun igennem “seks år er blevet udsat for trusler og grænseoverskridende adfærd fra en dreng, der havde fået stillet diagnosen DAMP, og som havde svære karakterafvigende træk”.

Det var ikke det liv, Karen havde planlagt i tankerne. Hverken økonomisk eller fagligt. Hun fik ikke den efterløn, hun havde betalt til, og som hun og hendes mand blandt andet havde planlagt deres otium ud fra. Førtidspensionen er lavere. Og fagligt sluttede hun ikke der, hvor hun gerne ville:

-Det, som gør mig ond, er alle de svigt nogle børn oplever. Derfor var min drøm også, at når jeg var færdig med at arbejde med Patrick, og han  var flyttet, ville jeg slutte min erhvervskarriere af med et “Mor-barn-projekt”. Hvor en gravid, som muligvis ikke kan beholde sit barn, kunne komme ud til en familie, som skulle forsøge at lære hende rollen som mor, så hun måske ikke ville miste sit barn. Og hvis mor og barn havde brug for det, kunne jeg have støttet dem videre, selv om jeg var gået på efterløn. Det kunne min familie og jeg let have rummet dengang. Det kan vi ikke i dag.

-Den drøm må Karen glemme. Men Patrick får hun måske ikke lov til at glemme. Hun ved ikke, om han vil blive ved med at ringe og true hende.

Af hensyn til familieplejerens sikkerhed er Karen ikke hendes rigtige navn.  Patrick er heller ikke pleje­barnets rigtige navn 

Hvordan vil det påvirke dit forhold til dit arbejde, hvis du fik samme behandling, som Arbejdsskadestyrelsen giver familieplejerne? Hvad synes du, Socialpædagogerne skal sige til Christiansborgpolitikerne?