Botilbud

Venlighedens pædagogik

Overfaldsalarmer, krav og sanktioner er afløst af tillid, lån og masser af faglig sparring. Pensionatet Mette Marie i Vanløse bruger utraditionelle metoder i arbejdet med psykisk syge misbrugere

, redaktionen@sl.dk
Foto: Jakob Carlsen

Utraditionelt.
Med indisk accent sammenfatter forstander Samy Visvanathan pædagogikken på Pensionatet Mette Marie i Vanløse.

Udtalen leder tankerne hen på Ghandi, og fornemmelsen forstærkes, da Samy Visvanathan begynder at tale om konfliktnedtrapning.

Pensionatet er hjem for 16 psykisk syge misbrugere, og Samy Visvanathan er helt bevidst om, at kombinationen af sindslidelse og stoffer kan være farlig.

-Vi har haft en episode, hvor en beboer prøvede at skære halsen over på en anden beboer med en kniv. Han blev snittet i halsen, konstaterer han.

Alligevel har personalet på Pensionatet Mette Marie ingen overfaldsalarmer. Ingen planer med flugtveje. Ingen mandsopdækning af beboerne.

-Vores normering er 0,6 medarbejder pr. beboer, og jeg ønsker ikke flere medarbejdere. Det er godt, at vi er i mindretal, fordi det tvinger  os til at tænke og handle anderledes. Jeg vil heller ikke have overfaldsalarmer, for den slags er kun med til at optrappe konflikter. Det sender et signal til beboerne om, at vi forventer, at de er voldelige. I stedet arbejder vi med forebyggelse. Ikke på én måde, men på mange måder, siger Samy Visvanathan.

Medarbejderne har dog altid deres trådløse telefoner på sig, og i tilfældet med knivoverfaldet, kunne de hurtigt tilkalde politiet.

Skadesreduktion
I dagligstuen på første sal sidder to beboere.

Øjnene er åbne, men kroppene er næsten ubevægelige.

Blikkene indstillet på uendeligt.

-Vores beboere har været aktive misbrugere i 20-25 år. Både af alkohol, piller og hårde stoffer. Og alle har mange og lange indlæggelser på lukkede afdelinger bag sig, siger Samy Visvanathan.  På Mette Marie er målet hverken, at beboerne skal bliver raske eller stoffrie.

-Selvfølgelig ville vi ønske, at de blev det, men jeg tror ikke, der er noget menneske i Danmark, der kan gøre noget, som bare kunne få dem til at holde en lang pause. Vores mål er skadesreduktion. Vi arbejder på, at de skal have det godt. At de skal have et godt hjem her i stedet for at bo på gaden, komme i fængsel eller blive indlagt på en lukket afdeling, siger Samy Visvanathan.

I fællesrummene er hårde stoffer forbudt, og alkohol må kun drikkes ved særlige lejligheder.

På de private værelser kan beboerne gøre, hvad de vil.

-Vi ved, at de tager hårde stoffer. Politiet ved  det. Kommunen ved det. At sige alt andet vil bare være at lukke øjnene, siger Samy Visvanathan.

Banker på døren
Tre gange om dagen banker medarbejderne på beboernes døre og indbyder til morgenmad, frokost eller aftensmad. Nogle gange er svaret bare et grynt eller et ‘nej’. Andre gange er der helt tavst.

-Hvis der er grund til bekymring, kan vi godt låse os ind. Det er omsorg, når vi for eksempel tjekker om beboeren har taget en overdosis, siger Samy Visvanathan.

Han ser bankeritualet som en lille brik i det store spil, der skal skabe en god stemning på pensionatet og forebygge voldelige episoder.

-Beboerne skal vide, at de ikke er glemt. At vi tænker på dem. De skal mærke, at vi ønsker, at de har det godt, siger han.

Dén målsætning går igen i alt arbejdet på Mette Marie.

‘Venlighedspædagogik’, kalder socialpædagog Marlene Engel metoden.

-Vi stiller få krav, og vi bruger ikke sanktioner. Vi prøver hele tiden at give beboerne positive oplevelser og opbygge positive relationer, siger hun.

Samy Visvanathan lægger også vægt på, at de fysiske rammer er gode.

-Det betyder for eksempel meget, at beboerne har eget bad, så der ikke opstår konflikter om, hvem der skal på badeværelset, siger han. 

Låner penge ud
Et af de utraditionelle tiltag på Mette Marie er, at beboerne kan låne penge.

-Vi ønsker, at beboerne bruger deres penge på positive ting, der skaber bedre livskvalitet i stedet for at bruge dem på stoffer. Men en misbruger kan ikke spare op. Så snart de har penge, bruger de dem. Derfor låner jeg beboerne penge fra husets kasse, så de for eksempel kan købe et fjernsyn eller tage en taxa til tandlægen, siger Samy Visvanathan.

Når pengene skal betales tilbage, trækker han ikke pengene fra beboernes konti – de skal frivilligt aflevere dem til ham eller få sagsbehandleren til at overføre penge.

-Indtil videre har alle betalt deres afdrag. Ofte går der længere tid end vi aftaler fra begyndelsen, men alle har betalt, fortæller han.

En beboer kan godt få flere lån, selv om han eller hun allerede skylder penge – for eksempel vil Samy Visvanathan udlåne 1000 kroner til en rejse, selv om beboeren allerede skylder 4000 kroner.

-Der er en grænse, hvor jeg vil sige nej til flere  lån, men beboerne skal mærke, at vi gerne vil hjælpe dem, siger Samy Visvanathan.

Lysten driver værket
Alle aktiviteter på Pensionatet Mette Marie er drevet af lyst.

Beboerne bliver ikke tvunget til noget, men de har mange muligheder. For eksempel bliver der to gange om året arrangeret en rejse. Om foråret går turen til Danmark, om efteråret sydpå. Pensionatet har eget musikrum og multiværksted, hvor beboerne blandt andet har mulighed for at male.

-Ofte er det kun os pædagoger, der maler. Det gør vi for at motivere beboerne til selv at gå i gang. Vi viser dem, hvad der kan lade sig gøre, fortæller Marlene Engel, der bliver glad, når missionen lykkes og en beboer af og til kaster sig ud i kreative aktiviteter.

I teorien bør beboerne hjælpe med at lave mad, købe ind, gøre rent og andre praktiske gøremål. I realiteternes verden, siger de næsten altid nej, og så gør medarbejderne det for dem.

-Vi står altid to medarbejdere i køkkenet fra fire til seks, og så kommer nogle af beboerne tit ud og er køkkenskrivere. Det er lidt ligesom børn, der kommer ud, mens far og mor laver mad, fortæller Marlene.

En oplevelse Mette Maries beboere sjældent har fået som børn, fordi mange er opvokset på børnehjem eller har oplevet massivt omsorgssvigt.

-Når vi har spist, sker det også, at nogle af beboerne tager ud. ”Bliv nu siddende,” siger de til mig og tager min tallerken. Det er flot at opleve, at mennesker der har levet det hårde liv, også gerne vil gøre noget for andre, siger Marlene. 

Faglig sparring
Stofferne gør af og til beboerne aggressive, og så tilstræber Marlene og resten af personalet altid konfliktnedtrapning.

-Hvis en psykotisk beboer taler grimt til mig, irettesætter jeg sjældent. Jeg lader det passerer. Jeg har oplevet at blive kaldt so, grim og idiot uden at svare igen. Men når personen så er faldet ned og ikke længere er psykotisk, tager jeg den givne situation op med vedkommende. Jeg fortæller, at det ikke er en hensigtsmæssig måde at agere på, og forsøger i stedet at give personen nogle redskaber til at tackle situationen anderledes, siger Marlene. 

Selv om arbejdslivet på den måde kan være hårdt, går hun stort set aldrig hjem med en knude i maven. På en dagvagt på otte timer, er der hver dag sat to gange en time af til møde, hvor personalet kan give hinanden faglig sparring og eksempelvis tale ubehagelige oplevelser igennem. Derudover er der yderligere to timers møde hver torsdag – hver anden uge med en ekstern supervisor. 

-Jeg prioriterer faglig udvikling og sparring meget højt og bruger mindst 10.000 kroner om året på efteruddannelse, kurser, konferencer og  studieture til hver enkelt medarbejder. Medarbejderne skal være meget kvalificerede og have et højt psykisk overskud for, at dette kan lykkes, siger Samy Visvanathan.

Personalet har eksempelvis fået kurser i konflikthåndtering og kunsten at skille arbejde fra privatliv.

Marlene Engel er meget glad for sit job.

-Jeg kan godt lide vores menneskesyn, og at målet er at skabe positive relationer. Det er dejligt, når vi får feed back fra beboerne, der for eksempel siger, at her bliver man behandlet som et menneske.