Fagbevægelsen og fremtiden

Pas på fællesskaberne

Udviklingen desenere år inden for LO og KTO viser, at fællesskabet har det hårdt. Måske så hårdt, at det kan ende med, at nogen går solo, siger Socialpædagogernes formand

Af Lone Marie Pedersen, lmp@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Det er ikke kun et mellemstort forbund som Socialpædagogerne med sine godt 34.000 medlemmer, der bliver stærkere af at stå sammen med andre. Det gælder også de store. Forbundsformand Kirsten Nissen, Socialpædagogerne, der i dag er hovedtaler ved første maj-arrangementet i Holbæk, advarer mod at nedbryde fællesskaberne i fagbevægelsen. Der er brug for sammenhold.

-Fagbevægelsen beﬁnder sig i dag et sted, hvor det er vigtigt, at vi ikke tager fællesskaberne for givet. Vi skal overveje, hvorfor vi er med. Det gælder både de store fællesskaber i LO og i KTO. Og det gælder de mindre fællesskaber.

Kirsten Nissen trækker en linie over til de erfaringer, Socialpædagogerne har med fællesskaber og nævner den stærke repræsentation, de har opnået i MED-udvalgene i de nye kommuner. Både lokalt og centralt i organisationen er der blevet arbejdet hårdt på, at Socialpædagogerne var med lige fra starten. Og det er lykkedes.

-Vi har virkelig fået os centralt placeret i de kommunale fællesskaber. Det er ﬂot. Det viser, at vi som faggruppe er respekteret, og at vi er gode til at arbejde i fællesskaber.

Herfra bevæger Kirsten Nissen sig tilbage til fagbevægelsens situation i dag og advarer mod at undergrave fællesskaber, som i sin tid blev opbygget, fordi de er til gavn for medlemmerne.

-Man skal være klar over, hvad vi gør, når fællesskaberne enten bliver nedbrudt eller svækket. Og man skal også overveje, om der kan sættes noget andet i stedet.

Dette er ikke sagt, fordi Kirsten Nissen melder sig ind i hylekoret, der mener, at solidariteten er død og erstattet af individualiteten, hvor enhver kun tænker på sig selv og vil klare sig uden fællesskabet. Tværtimod forholder det sig lige modsat, siger hun.

-Jeg er fuldstændig overbevist om, at solidaritet og fællesskab har særdeles stor betydning for os alle. Selv om de strukturer, vi har i dag, er lidt mere uoverskuelige og bevægelige end tidligere, er det vigtigt for os alle, at vi har holdepunkter.

Og i Kirsten Nissens optik betyder det ikke, at vi skal tilbage til fordums tider, hvor man kunne slå op i en manual eller bog og se, hvordan en lønkamp skulle føres. Det hører fortiden til.

-Jeg taler om, at vi skal være en klog og reﬂekterende fagbevægelse. Lig med den måde, som medlemmerne arbejder på, og vi skal arbejde på at få anbragt vores strategiske mål for både ansættelsesforholdene og faget så centralt som muligt.

Herefter konstaterer formanden med den største selvfølgelighed:

-Det er også det, vores medlemmerne forventer af os.

V il ikke fællesskabet
Udviklingen de senere år inden for LO og KTO viser, at fællesskabet har det hårdt. Måske så hårdt, at det kan ende med, at nogen går solo. Det problem optager Kirsten Nissen en del:

-For eksempel havde vi i LO-familien svært ved at ﬁnde fælles fodslag, og det endte – som alle ved – med, at formanden for FOA, Dennis Kristensen, afslog at repræsentere LO-fællesskabet i KTO’s forhandlingsudvalg.

-Jeg er nervøs for, at nogle vil bryde de faglige fællesskaber ved at melde sig ud og gå enegang. Selv om et par organisationer ud fra et øjebliksbillede opfatter sig selv som stærke nok til at gå alene, så holder det ikke i det lange løb. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at de bedste resultater opnås i fællesskabet, siger Kirsten Nissen.

D et kan kun gå for langsomt
Herefter vender Kirsten Nissen blikket mod regeringen og efter hendes opfattelse kan det ikke gå hurtig nok med at få den skiftet ud. Den har intet gjort for fagbevægelsen og fællesskabet. Tværtimod.

Selv om regeringen i alle skåltalerne – ikke mindst i udlandet – berømmer den danske model, hvor arbejdsgivere og lønmodtagere forhandler sig frem til forholdene på det danske arbejdsmarkedet, så ser virkeligheden helt anderledes ud, mener Kirsten Nissen.

Regeringen har ingen problemer med gang på gang at træde den danske model under fode og lave regler, hvor den ikke engang – stik mod tidligere tiders praksis – gider inddrage parterne, før den gennemfører ændringer på arbejdsmarkedet.

-Senest vedtog regeringen som et diktat, at kommunerne fremover skal tage sig af at anvise ledige arbejde, og den beslutning blev truffet på trods af advarsler fra både LO og DA. siger Kirsten Nissen.

Eneste svar på den udvikling er ifølge hende, at organisationerne indbyrdes står sammen om at forhindre forringelserne. Og at de står sammen med arbejdsgiverne, der heller ikke ønsker at se den danske model skudt i grus.

-Vi skal ikke have fastsat vores løn af en lov, som regeringen vedtager. Det er arbejdsmarkedets parter, der forhandler det på plads, og vi må stå sammen om at beskytte den danske model, siger Kirsten Nissen.

Organisationernes svar på de forringelser er ifølge Kirsten Nissen, at ﬂeksibiliteten på det danske arbejdsmarked, blandt andet korte opsigelsesfrister, forsvinder, fordi netop ﬂeksibiliteten er tæt forbundet med a-kassesystemet og den danske model.

-Hvis den danske model bliver ødelagt, bliver vi nødt til at sikre vore medlemmer bedre. For eksempel ved, at de får et længere opsigelsesvarsel. Det er ærgerligt for alle parter, for netop ﬂeksibilitet, som andre lande misunder os, er rigtig godt for udviklingen af det danske arbejdsmarked, siger Kirsten Nissen