Prik

Boliger i Danmark - det forjættede land eller hvad?

Danmark har førertrøjen på, når det gælder familiens bolig. Danmark er det land, der har flest kvadratmeter pr. borger. Boligen og boligindretningen er meget vigtig for danskerne.

Af Sytter Kristensen, Formand, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Danmark har førertrøjen på, når det gælder familiens bolig. Danmark er det land, der har flest kvadratmeter pr. borger. Boligen og boligindretningen er meget vigtig for danskerne.

Det ser vi i de mange magasiner med lækre samtalekøkkener, i det ene tv program efter det andet, og når vi kører i det  ganske land og ser de mange nye store huse i hver lille by skyde op ude på markerne.

Dejligt at leve i et land, hvor velstanden kommer befolkningen til gode. Dejligt at leve i et land, hvor vi selv bestemmer og kan sætte vores eget selv­stændige præg på noget af det vigtigste for os, nemlig de rum, hvor privatlivet udfoldes. Det er sikkert medvir­ken­de til, at vi er verdens lykkeligste folk.

Dette lykkeland omfatter desværre ikke os alle. sL’s udmærkede rapport viser, at 62 procent af

11.000 borgere – eller cirka 6.800 mennesker – har en helt anden boligsituation. De knap 7.000 borgere bor i enkeltrumsboliger på 5-30 kvadratmeter, og halvdelen af de 7.000 borgere har ikke eget toilet og bad.

Dette kan vi ikke væ­re bekendt. Vi kan ikke være bekendt, at disse udviklingshæmmede danske­ re, der er visiteret til en bolig under servicelovens paragraffer 107 og 108, har en bo­lig, der er så meget dårligere end standarden i dagens Danmark.

Måske vil nogen sige, at ‘vores hjemmeboende teenager har da heller ikke eget toilet’. til dem vil jeg svare: ‘i har selv valgt, hvem i deler toilet med.’

For de borgere, jeg taler om, er der absolut ikke noget valg. De er visiteret til en bolig med fæl

les bad og toilet. Vi taler ikke om et par nætter på et hotel i gamle dage, hvor der kunne være fælles bad på gangen.

Disse borgere er placeret i disse botilbud på ‘livstid’. Det kan vi ikke være bekendt.

Hvad er der sket i velfærdsstaten, når en hel gruppe borgeres adgang til en ordentlig bolig på denne måde tilsidesættes?

Jeg kan remse mange årsager op, og de er alle meget relevante forhindringer, som gennem tiden har blo­ke­ret for en ligestilling på dette område. Økonomien med diverse tilskudsordninger på byggeri kan helt sikkert gøres mere smidig. Byggeriets himmelflugt de se­neste år har også gjort det svært at bygge. alt sammen forhindringer, der kan fjer­nes, ved at de implicerede parter sætter sig sammen og udviser vilje.

Men det største ansvar og den største barriere ligger hos os, der er tættest på disse borgere. Vi pårørende og i medarbejdere skal stoppe den bedreviden om, hvad der er behov for. ‘De kan slet ikke bruge 2 rum, og det er farligt med et køkken, hvor de kan komme til skade.’ en sætning jeg gang på gang hører fra både pårørende, men så sandelig også fra medarbejdere.

Lad os gå foran og tro på, at også mennesker med udviklingshæmning har drømme og ønsker om egen bolig med rammer for udfoldelse.

Vi skal være bannerførere for, at den mangfoldighed, vi danskere i almindelighed har ad­gang til, også kommer mennesker med udviklingshæmning til gode.