Synspunkt

Fra etiske holdninger til etiske handlinger

Socialpædagogerne har sat fokus på etik – godt initiativ, for etiske overvejelser er centrale, når man som pædagog indgår i relationer, hvor man bringer selve sit inderste i samspil med andre – og med sig selv

Af Jane Bækgaard, privatpraktiserende psykolog og René Meyrowitsch, pædagog og konsulent, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Etik handler om, hvordan vi er sammen, påvirker og påvirkes af hinanden, om hvad der sker i relationer mellem mennesker.

Pædagoger har forskellige grænser for etik i praksis, afhængigt af deres egne opvækst- og samspilserfaringer. Det, den ene kan synes i orden, kan den anden opleve som en krænkelse af barnet. Der er pædagogisk og personlig udvikling i dette felt, hvis vi tør tale herom.

Fat modet og tal med dine kolleger, når du er på kant med  din egen og de andres etik.

Det giver større forståelse for hinanden både som mennesker og kolleger. Det bidrager også til etisk ægthed i jeres relationer, og I bliver gode rollemodeller.

Vi ønsker med denne artikel, at sætte en dialog i gang om ‘etik i praksis’. En opfordring til i dagligdagen at turde sætte flere ord på, når ens etiske grænse nås eller overskrides. Dette både i forhold til sig selv og til kolleger.

Der er noget tabu i at sige til en kollega, at “jeg synes du talte for hårdt til X, det så ud som han/hun skammede sig, hvad tænker du selv?”.

Samtidig tror vi, at kolleger løbende gør sig tanker om, hvad de tænker og mærker i sig selv,

i forhold til deres egne og de andres samspil med børnene. To spørgsmål, der hyppigt fylder i supervision, er: “hvad tænker mine kolleger om mig?” og “synes de jeg er god nok?”. Det er spørgsmål, der bruges en del energi på. 

Vi har i vores arbejde mødt faglig skyldfølelse hos pædagoger over, ikke at have fået sagt, at ens etiske grænse var overskredet. Vi opfordrer til større mod til spontant – både med hoved og hjerte – at udtrykke sine tanker om hinandens samspil. Det kan ses som at ‘give hinanden gaver’ – hjælp til at skærpe sin bevidsthed bort fra ‘automatpiloten’ til vågent at iagttage sig selv og andre.

D e vigtige samspil
Udvikling foregår i relationer, men også fejludvikling skabes i relationer.

Vi ‘konkluderer’ alle, bevidst og ubevidst, hele tiden på de samspil, vi indgår i, og dem, vi ser på. Var det positivt, negativt eller neutralt? Følte jeg mig rigtig, forkert, forstået? 

Dette foregår ofte på sanseplan, og tankemønstre dannes tidligt. Børn udvikler deres tankemønstre og selvopfattelse ved at spejle sig i andres reaktioner på deres adfærd. De registrerer, hvad de tror, at især deres vigtigste voksne tænker om dem. Alle, der har med børn at gøre, ønsker at bidrage til at skabe positive selvbilleder inde i børnenes hoveder. Samtidig ved vi, at mange børn og voksne har negative selvbilleder.

En af de vigtigste kompetencer, børn kan udvikle, er psykologisk rustning til at kunne stole på sig selv, sin indre fornemmelse og at gå relationer trygt i møde. At kunne mestre livet og det uforudsigelige ved tilværelsen. At føle sig i orden og fri til at være dem, de er.

Livsglæde er en af vore grundtilstande. Kærligheden, glæden og freden ‘bor’ i os, men usunde og ukærlige selvopfattelser kan ‘stjæle’ den. Det er samtidig tilstande, vi alle oplever at miste forbindelsen til.

Hvis børn kan mærke, at deres vigtige voksne ikke synes, de er i orden, lukker de sig ned/ inde eller reagerer uhensigtsmæssigt ud. Børn kan ‘opgive’ at gøre deres vigtige voksne tilfredse med dem. Åndelige sår lukker hjertet, børnene begynder at beskytte sig og udvikle forsvarsmekanismer.

Mange afmagtsfølelser i voksenlivet stammer fra barndommen og er skabt i relationer.

Børnene holder deres følelser tilbage af frygt for de voksnes reaktion på deres udtryk. De ‘pakker sig sammen’, begrænser deres livs udryk og undertrykker deres sansning. Evnen til at ‘mærke’ sig selv indefra reduceres, og den ægte sansning tilbageholdes.

At kende sig selv som pædagog
Disse afmagtsfølelser indeholder pædagoger også, hvorfor de kan frygte kollegers og forældres reaktioner, hvis de udtrykker deres spontane opfattelse. Frygten for afvisning, modstand, udelukkelse, konflikt, at såre og kritik ligger dybt i de fleste, hvilket gør, at vi ofte ikke tør udtrykker os ‘ægte’ indefra.

Pædagoger reagerer ud fra deres egne relationserfaringer som barn. Derfor er det vigtigt at kende sin egen historie og være i kontakt med sine følelser – de gode og de svære.

Børn får med deres adfærd pædagogens eget ‘indre barn’ frem, både det glade og sårede, og også den ‘indre forældre’, hvad deres vigtige voksne gjorde  ved dem. Som pædagog er det vigtigt at bevare sin egen følsomhed, ikke at blive for ufølsom, men heller ikke for følsom.

Det er en kunst og måske et tema, vi arbejder med livet igennem: At kunne mærke sig selv, samtidig med at vi også registrerer, hvordan vi påvirker andre. Også at turde ‘stå ved os selv og vores sansning’, hvis vi registrerer, at andre ikke ser det som os. Vi reagerer på/frygter forskellige reaktioner hos andre, alt efter dem vi selv har erfaring med, dem der er svære for os. Disse følelser bliver vi bange for at udløse hos andre.

A t turde det ufuldkomne
Centralt i pædagogisk arbejde er at støtte børnene i at være i deres egne følelser og at turde udtrykke dem. Det være sig glæde, ulykkelighed, oplevelse af uretfærdighed og smerte og at opnå tillid til at kunne klare det.

At børnene oplever accept af deres følelser, er ikke ensbetydende med, at der er accept af deres handlinger. Ingen kommer gennem barndommen og livet uden at opleve følelsesmæssig smerte, vi må lære at være med den og at kunne rumme egne og andres frustrerende og forstyrrede følelser. Vi er kaldet til at overvinde vanskeligheder, ikke til at flygte fra dem.

Det største mod i livet er måske modet til at turde være dem, vi virkelig er. Vi må kende vore egne svagheder og skyggesider, forsone os med dem. Først der kommer et ægte sundt selvværd.

Når vi kan føle os fuldkomne i vores ‘ufuldkommenhed’, så behøver vi ikke forsvare og forklare os så meget, når kollegerne spørger ind til vore motiver med vore handlinger, så kan det blive udforskende og legende.

Hvornår har du sidst været i et samspil med et barn eller voksen, hvor du var på kant med dine etiske holdninger og handlinger? Fat mod til at tale med dine kolleger derom.