Synspunkt Her kan du bare løfte taget...

En reaktion på artiklen “værdighed og lykke – om udviklings­ hæmmedes livsvilkår” af Niels Christian Vibholm og Bent Suhr, bragt i Socialpædagogen nr. 7 2009

Af Anette Lunding, pædagog og Christina Birkkjær, pædagog, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Det er paradoksalt at få et indblik i en pædagogisk verden, som vi troede for længst var fortid, vi synes dog det er mere interessant og givende at fortælle om den måde vi arbejder i dag – anno 2009. Vi anerkender Niels Christian Vibholm og Bent Suhr’s artikel og synspunkter, vi føler det dog påkrævet, at vi nuancere billedet af den pædagogiske praksis ved at tegne et billede af vores virkelighed.

Vi arbejder på Nørholm Kollegiet, som er et botilbud  i henhold til lov om social service i henhold til §107 og §108, for voksne personer med varigt nedsat psykisk og fysisk funktionsevne og karakterafvigende træk. Beboerne kan alle indgå aktivt i et samspil omkring behandlingen. I den afdeling vi arbejder på, er målet for beboerne på sigt at bo i egen lejlighed, eller i et mindre indgribende tilbud.

Vores primære opgave i første omgang er at forhindre, at beboerne begår ny kriminalitet, ud over dette laver vi handleplaner (som alle andre), som selvfølgelig tager udgangspunkt i, hvad beboerne har af ønsker for deres liv fremover. Da beboerne ikke ved, hvordan de skal nå deres mål, er det her, den helt store opgave ligger for os. Vi finder i samarbejde med beboerne ud af hvad de kan, og hvad de har behov for at lære, hvis de vil nå deres mål.

Udgangspunktet for opgaven er beboerens egenkultur, livshistorie, problemstillinger, kognitive niveau, egne ønsker for deres liv både nu og her, men også for fremtiden. På baggrund  af ovenstående er pædagogikken individuelt tilpasset, dvs. vi har ikke en dyb tallerken, men rigtige mange forskellig typer af stel og dybe tallerkner. Vi gør det, der virker for den enkelte med udgangspunkt i, at beboerne har ansvar for eget liv og læring. Vi gør ikke, som vi plejer, vi plejer nemlig ingenting.

For vores praksis betyder det, at hver dag er en ny dag.

Det betyder ikke, at vi ikke stiller krav, for det gør vi. Kravene tager altid udgangspunkt i, hvad beboerne ønsker, vi skal stille krav om. Kravene bliver hele tiden tilpasset dagsformen, dvs. målet er det samme, men vejen dertil er forskellig minut for minut, time for time. Det betyder også, at vi som pædagoger skal have en bred vifte af pædagogiske redskaber – funderet i teori og praksiserfaringer. Det er netop denne vifte, der gør, at vi aldrig er bundet til at gøre, som vi plejer, vi har altid mange strenge at spille på.

Normalitetsbegrebet handler hos os ikke om, at beboerne skal være normale, men om at de skal have samme muligheder  som alle andre. Serviceloven har derfor ikke indskrænket mulighederne for det individuelle, tværtimod har den givet beboerne et utal af muligheder for at leve det liv, de ønsker. Så netop det udgangspunkt gør, at det også juridisk er blevet muligt for beboerne at få forløst den higen de har efter det helt normale liv.

Vi arbejder anerkendende i forhold til den enkelte beboer og dennes livshistorie. Det omtales i artiklen, at beboerne skal sættes fri – fri af “vores normindoktrinerede værdisæt”. Hvad er det de skal sættes fri af? Skal vi sætte dem fri af noget, som beboerne ønsker – dette betyder ikke at vi ikke anerkender individet eller dennes ønsker – for det gør vi, uanset hvad vi måtte mene om det, for vi er professionelle pædagoger og ikke hr. og fru. Jensen, når vi er på arbejde. Vi er positive rollemodeller, så jo mere rummelige og anerkendende vi er, jo mere plads får beboeren.

Derfor arbejder vi også med at kalde “en spade for en spade”. Vi pakker ikke noget ind, vi har ingen skjulte dagsorden, for kun på denne måde kan vi vise beboerne respekt og kræve det samme af dem.

Vi trækker ikke normer og værdier ned over hovedet på beboerne, men vi har pligt til at synliggøre samfundets normer og værdier, idet de ofte ikke ønsker at “stikke udenfor i billedet”, men da beboerne har svært ved at aflæse andre mennesker og/eller aldrig har lært disse værdier/normer, så har de ikke en ærlig chance for uden læring at agere i forskellige sociale sammenhænge. Det skal være helt klart, at beboerne gerne må være/og er anderledes, men da de fleste af beboerne her har et ønske om at leve livet “så normalt som muligt”, giver vi dem gennem erfaring og samtaler mulighed for at agree i det liv, de så gerne vil deltage i. Ellers vil det svare til at sætte dem på en fodboldbane uden at forklare dem de grundlæggende spilleregler. Resultatet af dette  vil blive endnu et nederlag for beboeren, modsat en succesoplevelse i forhold til de ønsker, de har. Dette vil være omsorgssvigt.

Det er i relationen og dialogen, at individer udvikler sig, det er der intet nyt i. At tale om “lykke, gode oplevelser og gnist i øjet med udgangspunkt i værdige relationer” er også en del af vores hverdag og ikke noget, der giver udfordringer for langt de flest beboere. Udfordringerne for beboerne er derimod at tackle livet, når det er svært. For de fleste kan det at strukturere dagen, indgå i nære relationer, håndtere krav, udsætte egne behov, blive ansvarlig for eget liv m.m. være fuldstændigt uoverskueligt, derfor er det netop her, de har brug for, at vi står på sidelinien, giver gode råd, gule og røde kort, time out, men også er parate til at trække i spilledragten og deltage i spillet og sammen lægge ny taktik.

Alle krav har et bevidst formål – nemlig læring. Vi stiller kun for høje krav, når vi ved at beboeren også lærer af dette, dvs. det er et bevidst valg. Vi har den holdning, at vi også lærer af det, der ikke lykkes. Det man ikke dør af, lærer man af.

Nu har vi fortalt den gode historie. Vi kan se, at den måde vi arbejder på virker. Beboerne er deltagende, de har ønsker for eget liv, som de langt hen ad vejen får opfyldt eller som minimum opdager ikke er realistiske eller ikke det de troede det var. Beboerne her oplever som alle andre mennesker glæde, lykke, sorger, udfordringer – men frem for alt lærer de at forme og leve deres eget liv!

Vi (personalet) oplever selvfølgelig mange gråzoner og udfordringer, men det er det som gør vores arbejde fedt og lærerigt. Taget på bostedet her kan have mange udformninger, alle beboerne kan have indflydelse på hvordan, hvor meget, hvor stort, hvilken farve osv., eneste krav er at de selv skal være med til at bygge og på sigt selv bære det.