Fondsmidler
Få støtte til udviklingsprojekter
SL og BUPLs udviklings fond giver penge til konsulentbistand, frikøb og supervision
Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk
Illustration: Peter Hermann
Drømmer du om at gå i dybden med et udviklingsprojekt? At få tid til koncentrere dig om en god ide? Og råd til at betale for supervision eller konsulentbistand?
Så har du chancen gennem SL og BUPLs udviklings- og forskningsfond, der hvert år uddeler omkring to millioner kroner til pædagogiske forsknings- og udviklingsprojekter.
Et af de projekter, der netop har fået bevilget penge, er projekt “Set med mine øjne”, der skal udføres på døgntilbudet Himmelbjerggården under Region Midtjylland.
Her skal de anbragte børn fortælle om deres liv på døgntilbudet ved selv at fotografere deres dagligdag og enten skrive eller blive interviewet om den.
-Formålet er både, at vi skal blive klogere på børnenes liv – og at de selv skal få en større egenforståelse. Vi taler ofte om brugerinddragelse, og jeg har tænkt over, hvordan vi kan gøre det på en spændende måde.
Jeg vil gerne have de anbragtes egen historie – høre deres egne oplevelser, fortæller forstander Henrik Hourgaard Bøtkjær.
Han har i alt fået bevilget 128.000 kroner. Pengene skal dels gå til to-tre dages kursus i digital foto og redigering, dels bruges til vikardækning, mens nogle af de faste medarbejdere arbejder på projektet.
I denne omgang har fonden også bevilget penge til fire andre projekter:
-
Viden om socialt udsatte børn i pædagoguddannelsen.
-
Sammenhæng mellem teoretisk læring og praksislæring i pædagoguddannelsen.
-
Filosofisk praksis i daginstitutioner samt 4) Rodnettet – et internetbaseret kommunikationscenter og læringsplatform til børn, forældre og medarbejdere i dagtilbud for børn med særlige behov.
Fonden uddeler midler tre gange om året. Næste ansøgningsfrist er 15. september 2009.
Fra 2008 – 2010 har fonden tre satsområder: Udvikling af den pædagogiske profession og dens vidensgrundlag, pædagogeres kompetencer og kvalifikationer samt arbejdsmiljø og trivsel.
Læs mere på www.sl.dk/udviklingsfond