Overenskomstbrud
Lønreguleringer er på plads
De manglende lønreguleringer til en række ansatte socialpædagoger i kommunerne er nu kommet til udbetaling. Men anklagen mod Kommunerne Landsforening for aftalebrud fastholdes
Af Kurt Ladefoged, kl@sl.dk
Illustration: Peter Hermann
En række kommunalt ansatte socialpædagoger fik ikke de lønstigninger pr. 1. april 2009, som forbundet ellers havde aftalt med arbejdsgiverne ved overenskomstfornyelsen i 2008. Det drejede sig om tjenestemandsansatte hjemmevejledere og pædagogisk uddannet personale ved døgninstitutioner, reglementsansatte, ledende værkstedspersonale samt omsorgs- og pædagogmedhjælpere.
Den manglende lønregulering, der for de fleste vedkommende drejer sig om to løntrin, fik forbundet til at anklage Kommunernes Landsforening (KL) for smøl og aftalebrud og bede LO tage initiativ til et fællesmøde med KL. Ikke kun medlemmerne af Socialpædagogerne, men også FOA’s og 3F’s medlemmer var blevet berørt af den manglende lønregulering.
-Men nu skulle lønreguleringerne for alle grupperne være på plads her ved lønudbetaling i slutningen af maj, forsikrer Kristian Simonsen, der er konsulent i Overenskomstkontoret i KL.
-Problemet var, at nogle af aftalerne ikke var færdig-redigerede eller underskrevet af alle parter. Men nu har vi sørget for at frigive de aftalte midler under alle omstændigheder. Så hvis ikke alle har modtaget deres lønreguleringer, må det skyldes lokale forhold, tilføjer Kristian Simonsen.
Socialpædagogen har fået bekræftet, at i hvert fald tjenestemandsansatte og reglementsansatte har fået reguleret deres lønninger med tilbagevirkende kraft. Og det skulle altså også være sket for værkstedspersonale samt omsorgs- og pædagogmedhjælpere.
Sagen om aftalebrud fortsætter
Men uanset at de aftalte løn- reguleringer nu er kommet til udbetaling, ændrer det efter Socialpædagogernes opfattelse ikke ved, at KL ved ikke rettidig at have sørget for lønreguleringerne har begået aftalebrud.
Derfor har Socialpædagogerne bedt LO om at anlægge sag dels ved Arbejdsretten og dels ved Tjenestemandsretten. Sagerne ved Arbejdsretten føres sammen med FOA og 3F, da de drejer sig om fællesoverenskomster. Sagen ved Tjenestemandsretten føre alene af SL.
-Selv om der nu er sket lønreguleringer her den 1. juni fastholder vi sagerne om brud på overenskomsterne, siger teknisk forhandlingsleder hos Socialpædagogerne Karsten Esbjerg.
-Det skal ses i lyset af, at vi mener, at det er KL’s ansvar, at overenskomsterne ikke blev underskrevet rettidigt. Vi har i forhold til de to overenskomster, det drejer sig om, overholdt de tidsterminer, der var aftalt.
-Derudover synes vi, at det er vældig provokerende, at overenskomsterne mere end et år efter, at der blev indgået forlig, ikke er færdigredigerede. KL fastholder, at det er dem, der udarbejder udkast til de endelige formuleringer af overenskomsterne, og derfor er det også deres ansvar, at processen er trukket ud, og vi er havnet i denne situation. På trods af, at vi løbende har rykket for udkastene, har det været svært at få KL til at fremsende dem til os, siger Karsten Esbjerg.
Der er ved redaktionens slutning endnu ikke berammet tid i Arbejdsretten og Tjenestemandsretten til behandling af brudsagerne.