Prik
Brug for flere nuancer i boligdebatten
Boligen spiller en central rolle i vores liv: Nogle mennesker gør boligen til selve livsprojektet, hvor fx et blankt skinnende samtalekøkken sætter måle stokken for den indtægt, der skal efterstræbes.
Af Tove Larsen, Borgmester, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann
For andre skal boligen mere være en fast hjemstavn, som ikke lægger beslag på for mange penge og tid, der bedre kunne bruges til at “leve livet udenfor”.
Boligen spiller en central rolle i vores liv: Nogle mennesker gør boligen til selve livsprojektet, hvor fx et blankt skinnende samtalekøkken sætter måle stokken for den indtægt, der skal efterstræbes. For andre skal boligen mere være en fast hjemstavn, som ikke lægger beslag på for mange penge og tid, der bedre kunne bruges til at “leve livet udenfor”.
Og så er der alle dem, der befinder sig mellem disse yderpunkter.
Og dem, der slet ingen fast bolig har eller ikke kan holde ud at være i deres bolig…
Og os alle sammen, som på den ene eller anden måde er på vej til et kommende boligskifte, hvad enten det er i skiftet fra ung til voksen, fra voksen til ældre, fra enlig til parforhold (og retur), fra at være uden børn til at være børnefamilie – eller én af de andre grunde til, at vi flytter bolig flere gange i livet.
Pointen er, at alle mennesker har forskellige præferencer for deres bolig – og at disse præferencer ikke er ens eller de samme igennem livets forskellige faser.
Det gælder også mennesker, der har en eller anden form for funktionsnedsættelse.
Men debatten om boliger til mennesker med funktionsnedsættelser har lige nu kun fokus på, at der skal være “helt egen bolig” af en bestemt størrelse, med bestemt udstyr m.v.
Det er for unuanceret. Jeg kender mange i vore bosteder og bofællesskaber, som er meget tilfredse med såvel boligrammen som den støtte, de får. Jeg hører desværre også, at der findes nye moderne boliger “med hele udstyret”, som bærer præg af at være “personalets hus”. Og bosteder hvor boligstandarden ikke er så høj, men hvor beboerne ikke kunne drømme om at ønske sig en anden bolig, fordi beliggenhed og personale skaber grundlaget for en god trivsel.
Kommunerne har overtaget en del amtslige botilbud af varieret standard. Nogle trænger helt klart til modernisering. Samtidig er der en øget efterspørgsel på flere botilbud.
Men boligen kan ikke stå alene i debatten. Det er nødvendigt at give et servicetjek af den støtte, der gives i tilbuddene: Er der fokus på udviklingspotentialer og udfordringer? Hvad er virkningen af indsatsen? Er der effektiv udnyttelse af ressourcer og kompetencer?
Så set fra en kommunal vinkel så er der behov for en mere nuanceret bolig- og støttedebat på socialområdet.
En debat der ikke indsnævrer det fremtidige boligbehov til at handle om bestemte kvadratmetre, boligudstyr eller beliggenhed. Der er brug for en nuanceret debat om relationen mellem for skellige borgeres aktuelle behov, og så den støtte og bolig, der både fagligt og økonomisk er bedst egnet til at fremme den ønskede udvikling hos borgeren.
Kan det passe, at alle bosteder og bofællesskaber er en misforståelse?
Hvilke borgere kunne typisk have glæde af en midlertidig bolig? Hvem vil hellere betale for en mindre bolig i byens centrum frem for en større bolig i byens billigere omegn – og omvendt?
Hvilke borgere kan have glæde af at skifte bolig flere gange – frem for at have samme ramme om livet i hele livet? Hvornår understøtter et boligskifte en personlig udvikling? |