Døgninstitutioner

Nordiske forskelle i anbringelsespraksis

Ny SFI-undersøgelse afdækker en række ligheder, men også store forskelle på
anbringelsen af unge i de seks nordiske lande – Danmark har færrest tvangsanbringelser, men sender flest unge på døgninstitutioner og på sikrede afdelinger

Af Jens Nielsen, jni@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Danmark gør vi sådan. Men hvordan gør de i vores fem nordiske nabolande, når det handler om døgnanbringelser af unge 13-17-årige? Hvad adskiller og sammenknytter metoder, midler og mål i Island, Grønland, Finland, Norge, Sverige og Danmark, når et ungt menneske skal anbringes uden for hjemmet?

Denne sammenligning er målet med en ny undersøgelse, som SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd netop har sendt på gaden. Rapporten er blevet til på initiativ af Ankestyrelsen, men er mestendels finansieret af Nordisk Ministerråd.

Ikke overraskende er der mange ligheder i de nordiske landes tilgang til de unge, der af den ene eller anden grund skal anbringes uden for hjemmet.

Således gælder det for de fire største nordiske lande, at aldersgruppen 13-17 år udgør  den største gruppe af samtlige anbragte – nemlig mellem 50 og 60  procent af samtlige anbringelser.

Men når man stiller skarpt på antallet og typen af anbringelser, på lovgrundlaget og organiseringen af dem, så fremkommer der alligevel en række sigende forskelle, viser undersøgelsen.

Seks af ti på institution
En af de mest markante forskelle kommer til syne, når man kigger på, hvordan landene bruger anbringelser på institutioner. Her topper Danmark og Finland, som sender omkring 60 procent af de unge på institution, når de skal anbringes.

I Sverige og Norge er der langt flere anbringelser i plejefamilier, og her sendes kun henholdsvis 26 og 31 procent af de unge på en institution. På Island er tallet endnu lavere, 21 procent, mens Grønland placerer sig midt i feltet med 43 procents institutionsbemærkninger.

Brugen af institutioner varierer med andre ord fra at være det ‘almindelige’ til at være noget af nærmest marginal betydning.

Når man ser på de fire store lande, så er der i Danmark et svagt fald i brugen af institutioner ved anbringelser – og det jo altså fra et ret højt niveau. Finland derimod oplever i disse år en stigning i institutionsanbringelser, men Sverige og Norge ligger stabilt på deres lave niveau.

Rapporten konkluderer på  den baggrund, at man ikke kan tale om en øget institutionalisering af anbringelsesområdet.

M ange private aktører
Til gengæld kan man roligt tale om en øget privatisering, som i overraskende høj grad findes på hele anbringelsesområdet på tværs af landegrænserne – og det gælder i særlig grad for anbringelserne af de 13-17- årige.

Ganske vist dækker ‘privatisering’ over mange forskellige fænomener. Dels er der selvfølgelig de gamle aktører på området: kirkelige og velgørende non-profit organisationer, der har været på banen fra før sociallovgivningen fandtes spiller stadig en rolle, men er i de seneste årtier blevet suppleret med tilbud, der drives på markedslignende vilkår. Senest er der særligt i Sverige, Norge og Finland sket en udvikling i retning af koncerndannelser, hvor flere anbringelsessteder drives af den samme private udbyder på markedsvilkår, påpeger rapporten.

F orskelligheder
Alle landene har et erklæret princip om en tidlig indsats, men der er til gengæld stor forskel på, hvordan man så vælger at gribe ind. I Finland, Sverige og Norge går man efter et ‘mindste indgrebs-princip’, mens man i Danmark, Grønland og Island sidestiller anbringelser med andre former for indgreb.

I alle landene kan anbringelser både ske med og uden  samtykke. Men mens en tvangsanbringelse i de øvrige lande altid indebærer en eller anden grad af offentlig omsorgs­ overtagelse, så forbliver det fulde juridiske ansvar også ved tvangsanbringelser hos de biologiske forældre.

Når det handler om frivillighed og tvang, viser undersøgelsen, at der er en tæt sammenhæng mellem frivillighed/ tvang og opfattelsen af, hvad der er ‘barnets bedste’: Er barnets interesser de samme som eller i modsætning til forældrenes? I Danmark og Grønland dominerer opfattelsen af et interessesammenfald – og brugen af tvang er derfor relativt begrænset. Omvendt i Island, Norge og Finland, hvor der fokuseres på interessemodsætningerne, og hvor tvang hyppigere bruges i anbringelsessager. Midt imellem ligger Sverige: Her foretages de frivillige anbringelser og tvangsanbringelser ud fra hver deres lovgivning.

Endelig peger rapporten også på, at der særligt i Norge, men også i Danmark i disse år arbejdes med at udvikle en forstærket familiepleje, som varetager en række funktioner, som tidligere lå på institutionerne – for eksempel akutanbringelse, udredning samt støtte og behandling.