Kommentar

Økonomiaftalen i hus

Så overordnet er der tale om endnu en økonomisk lappeløsning for kommunerne. Og en aftale, som efterlader det særlige sociale område i en sær stedbarns-situation.

Af Kirsten Nissen, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Efter at have overstået hvad eksperter kalder de tungeste forhandlinger nogensinde, har KL og regeringen nu endelig fået forhandlet en økonomiaftale på plads. Uenigheden var stor før og under forhandlingerne. Det var især udgifter til den omstridte madordning i daginstitutioner og de stigende sociale udgifter, der skilte vandene.

I løbet af forhandlingerne meldte KL-siden ud, at det handlede om en manko på 2,2 milliarder kroner til specialområdet. Det er mange penge. Også lidt for mange penge, syntes finansministeren, som gav kommunerne 800 millioner kroner. KL følte sig tydeligvis også provokeret af, at regeringen ikke har nølet med at bevilge 1,3 milliarder kroner til politiet og giver 1,2 milliarder til forsvaret. Begge områder, der har været begunstiget af at være i regeringens fokus. Omvendt har regeringen ikke vist vilje til at få hænderne til lommerne, når det handler om de sociale serviceudgifter, som regeringen har haft travlt med at kalde kommunernes eget ansvar. Borgmester Jan Trøjborg konstaterede under forhandlingerne, at: “Det tyder på, at staten ikke har styr på egne udgifter, og det skal så gå ud over de svageste i samfundet”.

Efterfølgende kunne KL og regeringen mødes i en fælles bekymring over udgiftsudviklingen på det særlige sociale område, der nu udgør 40 mia. kroner eller 20 procent af de samlede kommunale serviceudgifter. Med økonomiaftalen bliver der ikke lagt op til en ændret finansieringsmodel, sådan som vi har foreslået. Tværtimod lægger aftalen op til, at kommunerne selv fastlægger et serviceniveau “inden for lovgivningens rammer”.

Men den nok væsentligste nyhed i økonomiaftalen for det sociale område er, at regeringen forpligter sig til at fremsætte et lovforslag i efteråret, der reelt gør betalingskommunen til handlekommune. Det betyder, at al visitationskompetence overflyttes fra den kommune, der driver et tilbud, til den kommune, der har en borger placeret i det pågældende tilbud. Årsagen er, at kommunerne er frustrerede over, at andre kommuner kan skrive regninger ud til dem i løbet af året.

Umiddelbart vurderet, vil lovændringen medføre meget bureaukrati og langsomme beslutningsgange. Og jeg føler mig også overbevist om, at det vil gøre vores arbejde mere besværligt ude på den enkelte arbejdsplads – og dermed gøre livet besværligt for den enkelte bruger. Jeg kan ikke se, at ændringen er i overensstemmelse med intentionerne i serviceloven, hvor man forudsætter, at den faglige ekspertise og de faglige beslutninger er tæt på brugeren. Og jeg har tænkt mig at bruge min indflydelse på, at gøre opmærksom på det problem.

Så overordnet er der tale om endnu en økonomisk lappeløsning for kommunerne. Og en aftale, som efterlader det særlige sociale område i en sær stedbarns-situation.