Udviklingshæmmede

Lyde der rammer

Med sin stemme skaber sangeren Cathrine Lervig hul igennem til voksne udviklingshæmmede uden verbalt sprog

Af Helle Kjærulf /Stickelbergs Bureau, redaktionen@sl.dk
Foto: Jonna Fuglsang Kjeldsen

Overjordisk rytmisk sang møder en trommes insisterende bund. Indianere og naturkræfter dukker frem på den indre skærm. Senere overtager Afrikas lyde. Der er øjeblikke, hvor zoologisk have bliver levende her på fabos i Odder, et bo- og aktivitetscenter for voksne udviklingshæmmede. Omkring 40 brugere og personale er til koncert med sangeren og komponisten Cathrine Lervig.

Når hun med sin stemme kaster improviserede lydkaskader ud blandt tilhørerne, reagerer de med småråb og klange, der imiterer hendes.

Fuglefløjt, dyrebrøl, forvrængede toner, lyse, mørke – hun maler lydbilleder af alle slags.

-Den frie improvisation med stemme uden ord, er min indgangsvinkel til mit arbejde med mennesker uden talesprog, siger Cathrine Lervig.

Den lille, tætpakkede sal er beklædt med blå og røde baner nervøst velourstof både på vægge og i loft. 50 stearinlys giver varme og spædt lys. Tilhørerne sidder på stole og i kørestole langs væggene. En enkelt kvinde, der udviklingsmæssigt er omkring halvandet år, karter rundt på gulvet, liggende, siddende, roterende.

Cathrine Lervig og musikeren Søren Brynjolf, der spiller trommer og percussion, er centrum på den ene langside. Midt i rummet er en kæmpetromme gemt under gråt stof.

Hulefornemmelsen er ikke til at tage fejl af. I denne trygge verden fylder sangen rummet helt ud. Også hos de brugere, som ikke har noget  sprog. Gentagelserne i Cathrines stemme gør hulen endnu mere tryg. Ingen lyd er forkert. Uanset om den kommer fra den professionelle eller tilhørerne.

I anledning af koncerten er der i dag kommet gæster fra Horshøj, et aktivitetscenter i Horsens. De skal opleve Cathrine Lervig for første gang.

Brugerne på fabos derimod er på vant grund. Ikke mindst fordi to pædagoger hver uge arrangerer en musisk sammenkomst, som de kalder Vokalapyk, der også er navnet på Cathrine Lervigs første cd. Igen er det de svageste brugere, pædagogerne tager fat i.

Lidt mirakuløst
En af de yngre gæster sidder i sin kørestol, mens hun med stor åben mund siger babylyde. Pædagogen ved siden af smiler stort, da Cathrine pludselig synger med samme lyde, og den unge kvinde åbenlyst responderer. Det er, som om Cathrine hele tiden leder efter lyde, der kan fange tilhørerne og skabe en kontakt.

For Cathrine Lervig er koncerterne hver gang en livsbekræftende oplevelse, der sidder i hjertet.

-Jeg bliver grebet af det, der sker, når mine lyde rammer disse sårbare mennesker. Det føles nogle gange lidt mirakuløst. Når man synger uden ord, kan man komme utrolig tæt på følelserne. Og vi har alle en medfødt musikalitet, som man kan og burde arbejde videre på.

Hun forklarer, at der i den frie improvisations væsen ligger en holdning til omverdenen, som er helt grundlæggende i hendes arbejde med stemmen.

Det handler om at være nysgerrig og åben over for den anden, om en ligeværdig måde at være sammen på. En måde at kommunikere på. Ingen lyd er forkert.

Hun anser en koncert for udviklingsarbejde, for som hun siger: Man kan ikke komme uden om, at det rykker.

-Det er dybt rørende og meget specielt, også  til tider helt kaotisk, men der er noget i processen, som rammer denne gruppe, og som jeg både som mennesker og fagperson bliver nødt til at forfølge, forklarer hun.

-Med denne form for koncert opstår en form for fællesskab, som er meget stærkt og ligeværdigt, brugere og personale imellem. Brugerne føler sig måske endda mere hjemme end personalet i det univers, jeg skaber med min stemme, siger Cathrine Lervig, der har en master i kreativ musikformidling fra Esbjerg Musikkonservatorium.

Hun understreger, at de oplevelser er værd at udvikle og gå på jagt efter.

Hele mennesket
På fabos har Cathrine holdt koncert hvert halve år de seneste tre år for to grupper på cirka 30 brugere ad gangen.

Efter et kvarters tid stopper hun solosangen. Klædet over den store tromme bliver hevet af. Rasleinstrumenter, tamburiner og køller til at slå med bliver delt rundt. Personalet placerer nogle brugere ved den store tromme.

Kaos indtræder. Aktivitetsniveauet eksploderer. Cathrines stemme styrer kaoset.

Personalet går rundt og hjælper brugerne med at få gang i de lyde og rytmer, der nu kan lade sig gøre.

En yngre mand stiller sig foran Cathrine. Hans hænder er stivnet i bevægelsen og sidder som klæbet fast til buksekanten. Smilet er stort.

-Lange monotone stykker er rigtig gode til denne gruppe. Hvis der er nogen, som insisterer på at være i deres eget univers, så synger jeg mig ind til dem. Min mission er at nå ind til disse mennesker, som har en måde at udtrykke sig på, der kan være meget svær tilgængelig. Men de har alligevel deres temperamenter, deres personlige udtryksmåder, siger Cathrine Lervig.

Hun understreger, at det jo er hele mennesket, der udtrykker sig på lige præcis den måde.

-De har antenner, som tydeligt registrerer alt muligt, også selv om de ikke har noget sprog. Man leder hele tiden efter noget, der kan fange dem, og det her fanger dem. Vi kommunikerer et sted mellem tale og sang. De er optaget af, når jeg taler sort, fordi de kan mærke, at det er følelser, jeg udtrykker.

Flere abelyde og opera. Efter omkring 40 minutter er koncerten slut.

Jette på 43 siger til personales overraskelse højt og tydeligt “Naiiijh”, mens hun sidder i sin kørestol og venter på at blive kørt ud. Hun plejer aldrig at reagere.