Erindringer

50 år med fagforeningen

48 timers arbejdsuge. Spidsfindige kontrolure. En enevældig overlæge.
Det var arbejdsvilkårene, da Vagn Laustsen i 1959 meldte sig ind i det, der i dag er blevet til Socialpædagogernes Landsforbund

Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk
Foto: Lars Horn

Hvad vil De, Laustsen?

Overlæge Wads ord lyder på ny. Mere end 40 år efter at de faldt på Anstalten Vodskov.

–Hvad vil De, Laustsen?

Med en karakteristisk trækning ved munden og et brysk tonefald spiller Vagn Laustsen rollen som den tidligere øverstbefalende på det, der engang var et hjem for knap 1000 udviklingshæmmede mennesker.

I erindringen er Vagns egne rynker glattet væk.

Han er igen en yngre mand i hvid plejeuniform og sort kasket.

Formand for den lokale afdeling af ÅP, Åndssvageforsorgens Personaleforbund.

En mand med et budskab at levere.

Overlæge Wad har nemlig brudt en aftale om, at alle stillinger skal slås op – en aftale, han for nylig har indgået med det nyetablerede samarbejdsudvalg, der kun er kommet til verden på baggrund af et centralt cirkulære.

Den dag i dag husker Vagn Laustsen tydeligt overlæge Wads ord. Og blik.

–Høgeblikket.

Han mindes også sine egne ord, der tumlede ud af munden. Bare for at falde over hinanden og lade sig bremse.

–De har besat stillingen, prøver han.

–Ja, hvad vil De, Laustsen?

–De har besat stillingen uden at slå den op, sådan som vi aftalte på mødet i samarbejds…

–Ja, jeg har besat stillingen. Hvad vil De Laustsen?

–I samarbejdsudvalget aftalte vi at… Vagn Laustsen hiver luft ind for at demonstrere overlæge Wads kommunikation.

Så skruer han op for volumen.

–Kan De da for helvede ikke forstå, at det er spild af papir, når jeg har besat stillingen, brøler han.

Vagn Laustsen puster ud. Smiler og bliver igen sig selv i en 72-årig udgave.

–Jeg kunne slet ikke hamle op med overlæge G. Wad. Jeg blev blæst ud af lokalet.

–Jeg nyder at møde tidligere kollegaer og andre, som jeg har kendt i min tid i Personaleforbundet. Så taler vi om dengang, det ikke var så nemt, det hele. Vagn Laustsen

Forbudt kaffepause
Denne sommer er det 50 år siden, at den nu pensionerede socialpædagog Vagn Laustsen meldte sig ind i en af forløberne for Socialpædagogernes Landsforbund.

“Medlemsbog for Vagn Aage Laustsen, plejeelev som har erlagt lovmæssigt tilskud med 2 kr. 00 øre er fra og med den 1. juli 1959 medlem af Det danske Åndssvagevæsens Funktionærforbund,” står der på medlemsbeviset i det røde papetui.

Siden ændrede organisationen navn til ÅP – Åndssvageforsorgens Personaleforbund og i 1980 fusionerede den til Socialpædagogernes Landsforbund.

Sammen med ansættelseskontrakten fra elevtiden og sort-hvide ungdomsfotos hører medlemsbogen hjemme i en mappe med minder.

–Jeg er faktisk lidt stolt af at have været med i 50 år, siger Vagn.

Lige da han begyndte som elev på Anstalten Vodskov uden for Aalborg, tænkte han slet ikke på at melde sig ind i fagforeningen.

Men det fik 1. plejeren Niels Ove Herskind, der også var formand for fagforeningens lokale afdeling, hurtigt overbevist ham om, at han skulle.

–Vi har jo sådan en personaleforening, den må du nok hellere blive medlem af, sagde han.

–Jeg kan ikke lige huske, hvornår ordene faldt, men det har nok været under formiddagskaffen, gætter Vagn.

På Avlsgården, hvor han begyndte sin elevtid, var der nemlig tradition for at personalet tiltuskede sig en forbudt pause.

Så sad de ved langbordet i køkkenet og drak kaffe, mens de fra vinduet holdt øje med bakken. Engang imellem kom overlæge Wad gående i sin lange, hvide kittel, og så var det bare med at få kaffekopperne ind i køkkenskabene.

–Når han så kom, stod vores husfar og tog imod på trappen. Han gjorde sådan en håndbevægelse med swung på armen og bød “Velkommen hr. overlæge”. Alt imens vi arbejdede så meget, som vi aldrig plejede at arbejde. Når overlægen så var gået, kunne vi fortsætte med at drikke kaffe, fortæller Vagn.

Ingen klagemuligheder
På Avlsgården boede 80 såkaldte ‘arbejdsføre’ mænd.

Alle med udviklingshæmning. Nogle dømt for eksempelvis vold, voldtægt eller tyveri.

De sov på store sovesale og brugte dagene på landbrugsarbejde.

–Vi havde 40 køer, ungkøer, grise, skovbrug og kartoffelavl. Som plejeelev blev jeg sendt ud med en gruppe på 15-20 mænd. Så skulle jeg holde styr på dem. Jeg havde altid min hvide plejeuniform på, også når vi for eksempel hyppede kartofler, og mændene havde blå eller grå arbejdsdragter, fortæller Vagn Laustsen.

Dengang var løn- og arbejdsvilkårene nogle helt andre end i dag.

Arbejdsugen var på 48 timer. Elevlønnen 125 kroner.

–Og i ‘fritiden’ fik vi elever af og til undervisning, fortæller Vagn.

Fagforeningen var heller ikke særlig stærk.

‘Kontoret’ lå hjemme i Niels Ove Herskinds private kælder, og når der var møder, foregik det på kroen eller i cafeen hos bageren i Vodskov.

Når han fortæller unge pædagogstuderende om sin elevtid, ser de af og til undrende på ham.

–Hvorfor gjorde I ikke oprør? Hvorfor klagede I ikke, spørger de.

–Klage? Hvem skulle vi klage til, svarer Vagn. Især var det hårdt, da han lidt senere i elevtiden begyndte på den lukkede afdeling.

Stole og borde var massive, så de ikke kunne kastes rundt med, og det var en del af dagligdagen, at de udviklingshæmmede beboere blev tvangsfikseret med bælter eller låst fast i læderhandsker.

Her var afdelingslederen, ‘husfaderen’ som han hed, så streng, at Vagn Laustsen under ingen omstændigheder ville invitere ham, da han knap 25 år efter holdt jubilæum.

Eleverne blev bedt om at gøre rent om natten, og i weekenderne bad han dem ofte både om at arbejde om formiddagen og om eftermiddagen / aftenen, så den sparsomme fritid skrumpede ind til en lang frokostpause. Andre gange fik de vagt fra klokken 19.00 om aftenen til klokken 7.00 om morgenen, og de måtte under ingen omstændigheder hvile. En gang i timen skulle de gå en runde, og stikke en nøgle ind i nogle specielle tidsregistreringsure, så husfaderen kunne kontrollere, at de rent faktisk havde været rundt.

–Det var helt umenneskeligt, siger Vagn.

Han husker også, at eleverne blev bedt om at rede sengene så stramt, at husfaderen kunne kaste en mønt ned på tæppet og få den til at springe tilbage i hånden.

–Men så stramt kunne han ikke engang selv rede en seng, siger Vagn med bitterhed i stemmen.

Fortiden på museum
I dag arbejder Vagn Laustsen frivilligt på Museet i Hammer Bakker, hvor man kan blive klog på historien om den store totalinstitution ved Vodskov.

Udstillingen rummer blandt meget andet Gunnar Wads skrivemaskine, en fi kseringshandske og nogle personaleuniformer – samt en rød fane fra Åndssvageforsorgens Personaleforbund og en medlemsbog.

–Fagforeningen har jo udviklet sig kolossalt. I dag har den magt – både i samfundet som helhed og på den enkelte arbejdsplads, siger Vagn Laustsen.

I hans tid har de store landvindinger blandt andet medført en langt kortere arbejdstid, en højere løn og en større indflydelse på arbejdet.

–Selvfølgelig er der forskel på, hvor godt samarbejdsudvalget fungerer på den enkelte arbejdsplads, og hvor meget indflydelse fagforeningen har, men generelt har medarbejderne langt mere at sige, end de havde på Gunnar Wads tid, siger han.

Vagn Lausten mener også, at Åndssvageforsorgens Personaleforbund ,og senere Socialpædagogernes Landsforbund, har været med til at forbedre forholdene for de udviklingshæmmede borgere markant.

–Fagforeningen har været med til at bære et nyt menneskesyn igennem, og har arrangeret kurser i samarbejde med Amtet

–For eksempel Det Kan Nytteprojekterne i 80’erne, siger han.

I dag er tillidsrepræsentanterne også klædt langt bedre på, end han selv var, da han skulle i clinch med overlæge Wad.

–Gennem kurser lærer de jo både at argumentere og ikke mindst at kende medarbejdernes rettigheder, siger han.

Selv er Vagn Laustsen stadig en aktiv fagforeningsmand

–han er blandt andet med til at arrangere Kreds Nordjyllands sommerudfl ugt, ligesom han er aktiv i kredsens seniorudvalg.

–Jeg nyder at møde tidligere kollegaer og andre, som jeg har kendt i min tid i Personaleforbundet.

Så taler vi om dengang, det ikke var så nemt, det hele.