Inklusion

Kvælertag er afløst af indkøbstur i Brugsen

Succes hele vejen rundt: ‘Peter’ bliver på Åbo i Uldum og får udviklende pædagogisk tilbud frem for medicin. Åbo har alle medarbejdere intakte og nedbragt sygefravær. Hedensted Kommune sparede i 2008 omkring 1,42 millioner kroner i forhold til alternativ anbringelse

Af Hanne Sørensen Smith, redaktionen@sl.dk
Foto: Rasmus Baaner

Det er en fuldstændig almindelig dag i julen 2006. Hjemmevejleder Dorte Elkjær har spist middag sammen med de ni borgere i bofællesskabet Åbo i Uldum. Hun er alene på arbejde, og nu ordner hun ting på kontoret. ‘Peter’ kommer og går – og kommer igen. Han vil slås ihjel. Dorte siger fra og tilbyder ham en beroligende pille. Så vil ‘Peter’ slå Dorte ihjel. Han tager kvælertag på hende to gange, før hun får ham smidt ud og brugt sit eneste værktøj: PN-medicin.

En kollega tager over, og Dorte går hjem. Personalegruppen taler om, at Åbo ikke mere kan rumme skizofrene ‘Peter’, hvis psyke er specielt presset i den mørke tid. Der bliver sendt en ansøgning om fl ytning af sted til amtet. Sommeren kommer, lederen rejser, og på ferien med beboerne får en medarbejder en chokerende meddelelse og bliver omgående sygemeldt. En anden er på barsel, så der er i forvejen vikar på.

Medarbejdergruppen, der lige nu kun rummer to faste, som kender det hele, er presset. De løber stærkere og holder ud uden leder og med vikarers hjælp, for kvaliteten må ikke falde. Og ‘Peter’ er jo på vej væk. Tror de.

Men amtet er nedlagt, og ansøgningen om fl ytning er forsvundet.

Så bliver det en fuldstændig almindelig dag i julen 2007. Og det sker igen. ‘Peter’ tager kvælertag på Dorte. Den nye leder, Mette Boelt Kristiansen, sender hende hjem og har forinden fundet ud af, at Dorte ikke har fået bearbejdet den første hændelse ordentligt. Der kommer fl ere episoder med ‘Peter’.

– Jeg er kontaktperson for ‘Peter’, men jeg er helt vildt bange for det der kvælertag, fordi jeg har en privat oplevelse af den karakter. Så midt i januar 2008 bliver jeg sygemeldt med stress, fortæller hjemmevejleder Hanne Eskildsen.

–Vi er en del af problemet og en del af løsningen. Vi har faktisk fået overskud til at refl ektere nu. Marianne Strager

 

Problemerne skal løses
–På det tidspunkt har vi diagnosen paranoid skizofren på ‘Peter’. Han er i dag 48 og har været her i 12 år, og jeg har også været her hele tiden. Hans første kontaktpædagog er den røde tråd i hans liv.

Hun har viden om anvendt adfærdsanalyse fra sit tidligere arbejde på Sølund, men hun går jo på pension, og så lider han endnu et tab.

–Han var meget angst for at komme væk fra familien, hvor han var tildelt et værelse, men ikke blev betragtet som fuldgyldigt medlem. Han havde en kummerlig opvækst med en syg mor, hvis læge på et tidspunkt opdagede, at der var endnu en søn i huset ud over den synlige. Som 14-årig kom ‘Peter’ i ungdomspsykiatrisk behandling og senere i familiepleje, men han ville ikke tage sin medicin, så han endte hjemme igen. Han kan læse og skrive og er anderledes end vores udviklingshæmmede beboere i øvrigt, fortæller tillidsrepræsentant Birgitte Damgaard Jørgensen.

–Hanne siger altså nej tak til at fortsætte som kontaktperson og bliver sygemeldt. Og samtidig får vores leder så forhandlet en ad-hoc opnormering på 37 timer hjem. Vi ansætter Marianne Strager frisk fra seminariet, for hun har været her som studerende og som vikar under forløbet. Og hun siger ja til at blive kontaktperson, siger Birgitte.

–Lige efter nytår tager jeg kontakt til Lisbet Troest, der leder Handicapafdelingen under Social Service i Hedensted Kommune. Problemerne skal løses, og vi kigger på institutioner, blandt andet den regionale Møgelkjærvej ved Viborg. ‘Peter’ kan godt få plads her, men den koster 2,3 millioner kroner om året, og forstander Jørgen Juul mener, Åbo kan løfte opgaven via kompetenceudvikling.

Jeg har selv den holdning, at vi er sat i verden for at inkludere de mennesker, som samfundet ekskluderer, ikke for at skabe svingdørsbeboere.

Men afgørelsen skal lægges ud til personalet, fortæller leder Mette Boelt Kristiansen.

Kort om Åbo Bofællesskabet Åbo ligger i Uldum i Hedensted Kommune. Det er for voksne udviklingshæmmede i middelsvær grad, og aldersgruppen er 38-51 år. Seks borgere bor i egen lejlighed på selve Åbo. Tre borgere bor i selvstændige boliger i umiddelbar nærhed og modtager også Åbos pædagogiske tilbud. Åbo er normeret til fem en halv pædagogstillinger samt en lønnet praktikant. Mette Boelt Kristiansen leder Åbo og to andre bofællesskaber. Birgitte Damgaard Jørgensen er tillidsrepræsentant. Hedensted Kommune har i alt syv bofællesskaber.

 

Når hun kan, så kan vi også
Hun arrangerer et møde på Åbo med Jørgen Juul, og han medbringer en pædagog fra sit arbejde og en sikkerhedsuddannet soldat fra Skive Kaserne.

Der midt i februar står Hanne Eskildsen så op af sin sygeseng og tøffer til møde: – Jeg tænker ‘Nej,

Mette må have slugt noget, hun ikke kan tåle.’

Men ret hurtigt, mens Jørgen Juul fortæller, kommer overvejelserne. Det giver mening at løse opgaven med ‘Peter’ her, hvor han hører hjemme, så han ikke bliver psykotisk af at blive flyttet, husker Hanne.

–Jørgen Juul holder et foredrag om sine beboere og udstråler faglighed sammen med de andre.

De ved, hvad det handler om. Og så snakker han ind til hver enkelt af os. Hvad har du brug for, og hvad har du lyst til? Joe, noget med selvforsvar. Og noget med, at skal vi løfte opgaven, så skal vi have midlerne til det, fortæller hjemmevejleder Marianne Strager.

–Jeg har det så r...dårligt, men møder så megen anerkendelse. ‘I skal have noget terapi. Kvælningsdød er den værste død næstefter druknedød. Der er grund til at være bange,’ siger han til os, fortæller Hanne, og Birgitte husker pædagogen ved Jørgen Juuls side: – ‘Den lillebitte kvinde der. Når hun kan, så kan vi også,’ tænker jeg. Og så bliver jeg så glad, da Jørgen Juul går ud og er sammen med ‘Peter’.

Han fortæller os, at der er autistiske træk, at ‘Peter’ spejler verden helt konkret og måske har en udviklingsalder på omkring seks år. Vi er uddannet til at udvikle relationer, men her må vi lægge andre strategier også.

Blå mærker og forvredet arm
–I forstår den aften, at I må bestemme. Og så siger I ja. Det er godt gået, siger Mette.

–Ja, og så går jeg hjem i seng igen, siger Hanne.

Men der ligger hun nu ikke længe, for så starter kurset i selvforsvar nede i hallen: – ‘Aj, hvad skal jeg her? Der står de der stærke mænd i tights og forklarer om knive og vold og død og kaster hinanden rundt. Det skal jeg da ikke have noget af.’

Men det skal jeg så, og nu ved jeg, at jeg godt må forsvare mig selv – og jeg kan. Jeg kommer faktisk til at give min mand blå mærker undervejs.

Og Marianne fortæller, at hun forvrider armen under træningen. Der tages fat, og du dør ikke.

Men du kan faktisk lige præcis dø ude i virkeligheden.

Teknikken er vigtig, og der trænes efterfølgende på hvert personalemøde. Hun har aldrig været blandet ind i voldsomme episoder med ‘Peter’ og kender ikke selv angsten, men må undervejs passe på, at ‘husets’ angst ikke sætter sig i hende.

–Er vi angste, bliver ‘Peter’ angst, fordi han spejler. Det handler for eksempel om at kende lokalet og placere sig i det, så man kan komme væk. Og i sidste ende handler det om at forsvare sig selv, siger Mette, og Birgitte tilføjer, at hun først tror, det der med selvforsvar er en biting. – Det er det ikke, siger hun og tegner en streg i luften under ‘ikke’. – Vi har lært på seminariet, at vi ikke må tage af kassen, gå i kassen eller slå på kassen. Nu har vi lært, at vi må forsvare os selv.

Plads til alle medarbejdere
Kurset i selvforsvar er en del af et halvt års projekt fra maj 2008 og frem, som den samlede medarbejdergruppe siger ja til. ‘Peters’ problemer med at tilpasse sig nye steder, prisen på Møgelkjærvej på 2,3 millioner kroner og kommunalreformens mål om, at kommunerne selv skal løfte fl ere opgaver spiller afgørende roller.

Målet er altså at fastholde ‘Peter’ på Åbo, men der skal samtidig være plads til alle medarbejdere.

Det skal være muligt at sige fra. Sammen med tillidsrepræsentanten og Jørgen Juul udarbejder lederen fi re fokusområder:

–Medarbejderne skal have hjælp til at slippe og bearbejde angsten, da det ellers ikke er muligt at indgå tillidsvækkende i det pædagogiske arbejde med ‘Peter’.

–Medarbejderne skal lære selvforsvar og have nærmere kendskab til reglerne for magtanvendelse.

–Der skal ske en nærmere faglig udredning af ‘Peter’, fordi blandingen af diagnoser som udviklingshæmning, skizofreni og tilknytningsvanskeligheder gør det svært at adskille hvilke årsager, der har hvilke virkninger.

–Medarbejderne skal uddannes og superviseres.

Normeringen skal optimeres, så man aldrig er alene på arbejde. Lønnen skal forhandles.

Aldrig for sent at få det sagt
Først skal der debriefes og så arbejdes fremad.

Gruppen forsøger sig med en psykolog fra Crecea, men her er ydelsen akut krisehjælp, og det slår ikke til nu. I stedet bruger læge og psykoterapeut Hanne Vilstrup sin særlige viden over otte gruppeseancer og mindst 30 individuelle timer fordelt på fire hoveder.

–Vi lærer så meget på det forløb blandt andet om intern kommunikation. At tale direkte. At bruge forskellige spørgeteknikker. At erkende. At fi nde bagvejen og lære, at det aldrig er for sent at bringe noget på bane, siger Hanne.

–Vi har vikarer med i hele forløbet, og de siger undervejs: ‘Jamen, I har et ry som nogle, der er sjove og kan snakke om alting.’ Sådan er det bare slet ikke, finder vi ud af. Der er ting, vi overhovedet ikke taler om eller spørger ind til, supplerer Mette, og Birgitte tilføjer: – Det er særligt og enestående at få så mange penge til den terapeutiske del og supervisionen. Men her bagefter kan jeg stadig ikke komme igennem i hovedmedarbejderudvalget i Hedensted Kommune med, at man godt kan bruge Crecea i en akutfase, men at kommunen har brug for en krisepulje, når en virkelig vanskelig situation kræver supervision af en gruppe. Men det lykkes da med den her historie at løfte supervision ud af kursusbudgettet og få det anbragt som en særskilt post på alle institutioner her i kommunen.

–Jeg må sige, at vores egne chefer virkelig har været der for os, siger Mette, og Birgitte taler om personalets blod, sved og tårer i en kæmpeindsats, der belønnes. Som tillidsrepræsentant forhandler hun et sikringstillæg på 1644 kroner hjem til alle i projektet. Nyansatte får tillægget, når de er på omgangshøjde. Uddannelsesforløbet medfører to kvalifikationstillæg på omkring 1000 kroner tilsammen. Og 1. juni i år er Åbo opnormeret med en 32 timers stilling.

Flere metoder hånd i hånd
Terapi og supervision følges op af pædagogiske uddannelsesforløb, dels forestået af Møgelkjærvejs egne folk, dels af cand. psych. og klinisk psykolog Preben Wagner og Mogens Baadsgaard, der er lærer med klinisk psykologisk efteruddannelse.

–På det tidspunkt ser vi jo ‘Peter’ som skizofren.

Og den eneste pædagogiske metode, vi har, er at give ham PN-medicin tre gange om dagen. Men så lærer vi, at skizofren og autistisk adfærd kan ligne hinanden meget, men skal angribes yderst forskelligt. Dels lærer vi at gå med ‘Peter’, at anerkende, at han ser det spøgelse for eksempel, så han ikke er så alene med det. Vi lærer med den anvendte adfærdsanalyse at være anerkendende, nærværende og belønne med opmærksomhed. – Dels lærer vi TEACCH-metoden, der med tavle og piktogrammer kan være med til at skabe en struktureret hverdag. Vi bruger også en timetimer, et specielt ur, der hjælper os til struktur. Nu kaster ‘Peter’ ikke længere maden i sig, men kan spise i roligt tempo, fortæller Mette.

–Ja, der er meget mere ro på. ‘Peter’ kan klare et helt Ludospil og være med til fødselsdag og sidde stille i 20 minutter uden uret nu. Men han har både det og sine piktogrammer med på familiebesøg hos broderen. Der klarer han også at overnatte nu. Jeg synes bare, det er vigtigt at sige, at TEACCH ikke kan stå alene. Metoden skal gå hånd i hånd med den anerkendende kommunikation, mener Marianne.

–Ja da. Vi skal altid lytte efter ‘Peters’ signaler og ikke løbe ind i at sætte systemet før mennesket.

Før trykkede han på brandalarmen, og til sidst tog han kvælertag for at blive forstået og få opmærksomhed.

Nu har vi lært, at vi har overblikket og gerne må styre med den etik, at vi behandler ham værdigt, siger Mette, og Birgitte supplerer: – ‘Peter’ får valgmuligheder. Vi undersøger, hvad han kan tænke sig, hvad der giver mening for ham. Nu føler han sig enormt betydningsfuld for bofællesskabet, fordi han går op og køber ind i Brugsen hver dag. Han siger selv, at hvis han kan få det meget bedre, så er vi godt nok dygtige, fortæller Birgitte.

–Vi er en del af problemet og en del af løsningen.

Vi har faktisk fået overskud til at reflektere nu, siger Marianne.

–Vi har fremlagt hele projektet for kolleger, chefer og politikere. Vores nye viden betyder, at vi får henvendelser om flere nye beboere. Vi kan samarbejde med arbejdspladser, der har andre ekspertiser, og vi kan give og modtage sparring, siger Mette, og Birgitte tilføjer: – Ja, jeg har lige fået en henvendelse fra en arbejdsplads, der er kørt i sænk. Jeg skal lige have ringet tilbage.