Kommentar

Slut med wild west

Måske kunne nogle flere nordiske konferencer få verdens og politikernes øjne op for, at der eksistere en Handicapkonvention, der nu skal efterleves.

Af Marie Sonne, Forbundsnæstformand, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Sidst i august er Odense Kommune vært ved en nordisk social konference om udsatte voksne. Konferencen er arrangeret sammen med blandt andet Socialministeriet, Servicestyrelsen, Landsforeningen af VæreSteder og Rådet for Socialt udsatte i Odense. Et spændende program fuldt af interessante oplægsholdere og temaer. Men det, der i virkeligheden er allermest opløftende ved konferencen er, at den netop har gruppen af fysisk/psykisk handicappede borgere på dagsordenen. Det er en stor gruppe, som fylder meget i det socialpædagogiske regi. Men som ikke fylder ret meget i den offentlige bevidsthed. For ikke at tale om i den politiske. Ja, altså bortset fra, at vi hele tiden skal høre på, at det koster rigtigt meget.

Det er naturligvis ikke gjort med en nordisk konference i Odense.

Men jeg synes, det er et vigtigt skridt.

Noget af det, der ind imellem giver mig grå hår, er, når jeg tænker på, at det her område er tvunget til at eksistere i en slags wild westadministration.

Siden indførelsen af Serviceloven i 1998 har man skullet foretage en individuel vurdering af hver enkelt borgers behov for støtte, hjælp og vejledning, sådan at den økonomiske bundlinje er afgjort af, hvilke beboere, hvert botilbud har boende. Det er bare ikke sket endnu. 'Pakkeløsningen' med bolig og tilknyttet hjælp er stadig alt for udbredt.

Da man med kommunalreformen rykkede de centrale institutioner ud i mindre botilbud, fik de firkantet sagt de penge med sig, som afsnittet relativt havde udgjort af det samlede budget i den store enhed.

Og det er stadig den mangel på logik, der styrer økonomien på området. Botilbuds-forstandere skal hoppe fra tue til tue for at få pengene til at slå til. Og må slå knude på sig selv for at få kommunerne til at forstå, at en beboer ikke er et nummer i et regneark, men en person med individuelle krav, forventninger og behov. Det sker nemlig ikke så sjældent, at forstanderne skal argumentere for, at en ny beboers behov, ønsker og krav ikke er identiske med en tidligere beboers. At der sagtens kan flytte en Mette på 24 ind, efter Mads på 67 er død. Mads som sad i sin stol ved vinduet og så ud på fuglene.

Og Mette, som har boet hjemme hos sine forældre, er vant til at komme ud og blive beskæftiget og være en del af den verden, hun lever i. Det er to helt forskellige mennesker. Med helt forskellige behov og sandsynligvis handicapgrad. Og derfor også helt forskellige krav til vores indsats.

Men altså. Måske kunne nogle flere nordiske konferencer få verdens og politikernes øjne op for, at der eksisterer en Handicapkonvention, der nu skal efterleves, og at Servicelovens intentioner på området for udsatte voksne ikke efterleves. Og at det har store konsekvenser for beboere og ansatte, som jævnligt må se loven blive bøjet.

Jeg ønsker mig wild west-frie tilstande