Prik

Bagsiden af vores kommunikationssamfund

Kommer man som udlænding til Danmark og efter en periode ønsker at blive dansk statsborger, skal man op til en prøve og besvare en række historiske og samfundsmæssige spørgsmål. Og man skal kunne kommunikere på et forståeligt dansk. Kun en bestået prøve giver adgang til dansk statsborgerskab. Prøven har givet anledning til mange politiske drøftelser

Sytter Kristensen er formand for Landsforeningen LEV, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Jeg vil ikke gå ind i en debat af de forskellige argumenter for og imod prøven. Mit ærinde her er alene at påpege, at prøven udelukker alle de udenlandske mennesker med udviklings­hæmning fra at blive borgere i Danmark, fordi de på grund af deres handicap ikke er i stand til at forstå eller besvare spørgsmålene i prøven, når jeg fremhæver dette punkt, er det fordi det er et eksempel på, at ikke alle har samme mulighed til at deltage i vores kommunikationssamfund. Den netop underskrevne handicapkonvention er garant for, at mennesker med handicap har samme rettigheder som andre borgere. Det bliver spændende at se, hvordan dette vil blive realiseret. som landsformand for Landsforeningen LEV vil jeg gøre alt for, at borgere med særlige behov modtager den nød­vendige støtte for at kunne deltage i kommunikationssamfundet.

Jeg bruger selv de nye teknologiske muligheder. Jeg synes, at mails er en god ting, og at det er bekvemt at betale regningerne via netbank. Den nye tekno­logi giver også mange mennesker med handicap nogle muligheder, som ikke tidligere var til stede. Men jeg kan også se, at mange borgere kun kan bruge den nye teknologi med massiv støtte. Får de ikke denne støtte, kan de for eksempel ikke  sende sMs, bruge netbank eller bestille togbilletter på nettet. parallelt med indførelsen af de nye teknologier, forsvinder muligheden for personlig kontakt med for eksempel myndigheder og bank. Uden personlig service og uden massiv støtte til at håndtere de nye teknologier bliver de sat uden for samfundet. Får man ikke den fornødne støtte til at sende mails eller SMS, risikerer man at miste sine sociale relationer til familie og venner.

Jeg har desværre ikke set nogen offentlig debat, som sætter fokus på disse problemstillinger. Men vi er nødt til at tage den, for ellers vokser gruppen af mennesker, som får et ‘ekstra’ handicap udelukkende på grund af mang­lende strategi i forhold til at få alle borgere til at være en del af kommunikationssamfundet.

Jeg ser desværre ingen tegn på, at det politiske system er opmærksom på vigtigheden af, at man som lidt ‘skæv’ samfundsborger også skal have mulighed for at udvikle sine kommunikative evner. Vi ser i øjeblikket faktisk det modsatte: Vi ser nedlæggelse af kommunikationscentre, og vi ser besparelser på de ressourcer, der stilles til rådighed for at støtte og hjælpe borgere. Konsekvensen er, at mange borgere ikke kan deltage i samfundet på lige fod med andre.

Vi må kræve at se en strategi, som imødekommer disse mange borgeres mulighed for også i praksis at få de rettigheder, de har ifølge handicapkonventionen.