Arbejdsmiljø

Hun fik en kniv i ryggen

En dag i juli angriber en beboer på den lukkedes afdeling på Kofoedsminde Bianca Bruhn med en kniv. Bagefter hugger beboeren også ud efter Michael Skov, der er
på vagt sammen med Bianca. Her fortæller de om dagen - og om det, der siden er sket

Af Lone Marie Pedersen, lmp@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Klokken er 15 den 27. juli 2009. Bianca, Michael og Henrik møder på vagt på den lukkede afdeling på Kofoedsminde og laver det såkaldte ‘overlap’ med formiddagsholdet, der kan fortælle, at det har været en rolig formiddag.

Michael: – Jeg har ikke været på afdelingen i nogle dage, så jeg tjekker computeren for at se, om der er noget, jeg skal være opmærksom på omkring beboerne.

Kofoedsminde I Socialpædagogen nr. 14, den 10. juli 2009, beskrev vi, hvordan medarbejderne på de sikrede afdelinger på Kofoedsminde oplever deres arbejdsmiljø som usundt. Kort tid efter, at artiklerne blev bragt, skete der to overfald på ansatte. Her fortæller de involverede om deres oplevelser. Læs artiklen her

Ca. 16:00
Ivan, der har sovet hele dagen, er stået op og kommer ind i fællesrummet.

Michael: – Han vil gerne snakke lidt med mig, så vi sætter os i sofaen. Han beder om at få sin depotmedicin. Biance ringer efter en sundhedsassistent, der har kompetence til at give sprøjte.

Ca. 16:20
Ivan får sin medicin.

Bianca: – Ivan er ikke i superhumør, hverken glad eller ked af det.

Ivan går ned på sit værelse. En kollega fra en anden afdeling er kommet for at aflevere noget til en beboer. Bagefter sidder alle fire medarbejdere på kontoret for at drøfte en sag. Døren står åben ud til fælleslokalet.

Ca. 17:00
Ivan kommer tilbage fra værelset.

Michael: – Han går lidt rundt og begynder så at slå med knytnæve ind i væggene i fælleslokalet. Han slår hoved og hænder ind i sikkerhedsruden. Og kommer med en messende lyd og siger indimellem, ‘jeg skal nok få ram på dig’, mens han peger med en løftet pegefinger foran sit hoved.

Bianca: – Vi vælger at blive på kontoret, mens vi gennem den åbne dør har kontakt til Ivan. Det er vores erfaring, at han ofte prøver at få negativ kontakt med os, derfor forholder vi os i ro, mens vi samtidig signalerer: ‘Vi er i nærheden. Du kan se os’.

Ivan begynder at smide med sit elektronik, en mp3-afspiller.

Michael: – Det er meget normalt, at han gør det, og det er vores erfaring, at det er bedst at ignorere det, så derfor forholder vi os afventende.

Da Ivan fortsætter med at smadre sine ting, rejser kollegaen fra den anden afdeling sig. Han sidder nærmest døren og kender i øvrigt Ivan rigtig godt. Han går hen mod Ivan, mens han spørger, hvad der er i vejen.

Ivan ‘svarer’ ved at kaste sin mp3-afspiller ned i spisebordet, så den springer videre ind på kontoret. På det tidspunkt har alle rejst sig og er på vej ud til Ivan.

Michael Skov 33 år og uddannet maskinarbejder. Han kendte nogen, der arbejdede på Kofoedsminde, så da hans ryg ikke længere kunne klare smedearbejdet, søgte han arbejde på den sikrede afdeling med kriminelle udviklingshæmmede. Den 16. maj 2008 blev Michael ansat som løs vikar, og den 3.11 fik han en tidsbegrænset ansættelse i fem måneder på den lukkedes afdeling, hvor Ivan bor. Da Kofoedsminde på grund af besparelser var igennem en fyringsrunde i marts i år, blev hans kontrakt ikke forlænget. Siden har han dog arbejdet som vikar på forskellige afdelinger, dog mest på den lukkede hos Ivan. Han har stort set hele tiden en arbejdsuge på 37 timer. Der bliver lagt en vagtplan for ham to til tre uger frem i tiden. – Jeg synes, det er det mest fantastiske arbejde, jeg nogensinde har haft. Der er store udfordringer i at arbejde med beboerne, og her er kanonkollegaer, som støtter og bakker én op i alt. Lige fra dag ét bliver der taget hånd om en, og da jeg var ny stillede jeg en masse spørgsmål, som jeg fik svar på.

Ca. 17:15
Ivan løber ned mod sit værelse.

Bianca: – Vi løber alle efter. Ivan forsøger at smække branddøren, der deler afdelingen op, men en medarbejder for sat en fod i klemme, og Ivan løber ind på sit værelse.

Michael: – Ivan flår en batterioplader ud af væggen og kaster den efter os. Da han har kastet den, har jeg den opfattelse, at han ikke har mere at kaste med, så jeg går ind til ham og spørger, om der er noget han vil tale om. Jeg vælger at gå direkte hen mod ham, så han kan se, at jeg ikke er bange for ham. Det plejer at berolige ham. Han siger, jeg skal forsvinde, for han har ikke noget at snakke med mig om, men jeg sætter mig på armlænet og spørger igen, om han vil snakke om det. Jeg prøver at nå ham, for engang imellem kan man nå at ‘redde’ ham, før det går helt galt. Og kan måske få ham med op til en kop kaffe.

Ivan lægger sig på sengen og trækker dynen over sig, så man ikke kan se ham.

Michael: – Jeg bliver siddende, mens jeg igen spørger ham, om han vil snakke om det. Ivan svarer ikke. Jeg sidder lidt videre og gentager igen spørgsmålet. Ivan svarer ikke, og jeg vælger derfor i samråd med de andre medarbejdere, der opholder sig uden for Ivans værelse at trække mig tilbage.

Ca. 17:30
Medarbejderne rydder op i fællesrummet og fjerner de ting, Ivan har ødelagt. De taler om det, der er sket.

Bianca: – Der falder igen ro over afdelingen, og medarbejderen fra den anden afdeling går igen. Michael og jeg begynder at lave mad, mens Henrik hjælper en beboer.

Ca. 17:45
Mens de laver mad, kommer Ivan.

Michael: – Han går lidt rundt på afdelingen. Han er ikke i specielt dårligt humør. Er heller ikke rigtig glad. Vi er ekstra opmærksomme på ham. Han griner lidt, mumler lidt, griner lidt igen. Det skifter, sådan som det ofte er med Ivan.

Bianca: – ‘Vil du spise med?’ Ivan takker nej og viser dem, at han har endnu en mp3- afspiller og siger: ‘Der fik jeg jer. Jeg har stadig en tilbage.’

Bianca: – Ivan må have alle de afspillere, han vil, så han har ikke gjort noget ‘ulovligt’. Jeg siger til ham: ‘Det er godt, at du har en tilbage’.

Bianca Bruhn 26 år og uddannet socialpædagog. Hun blev ansat på Kofoedsminde 1. januar 2006, og det er hendes første job som uddannet. Bortset fra et halvt år i en anden afdeling, har hun arbejdet i Ivans afdeling i alle årene. Bianca søgte Kofoedsminde, fordi hendes daværende studievejleder havde fortalt om stedet, så selv om hun skal rejse langt for at komme på arbejde, så har hun ikke fortrudt sit valg. – Jeg kan rigtig godt lide at arbejde med beboerne, og her er mange faglige udfordringer i deres forskellige problemstillinger. Ikke to dage er ens. Desuden har jeg rigtig gode kollegaer, som støtter én fuldt ud.

Ca. 18:00
Medarbejderne og en beboer begynder at spise. Ivan opholder sig i stuen ved siden af køkkenet, og hvortil der er en åbning svarende til en dobbeltdør.

Michael: – Det er et stykke tid siden, at vi har set hinanden og set beboerne, så vi sidder og har det rigtig sjovt. Vi hygger os gevaldigt.

Bianca: – Vi kan ikke se Ivan, men på et tidspunkt kan vi høre, at han slår med flad hånd på lædersofaen. Det gør han tit. Henrik går ind til ham og spørger, hvad der er galt. Ivan siger ikke noget og holder op med at slå. Henrik vender tilbage til os og siger: ‘Der er ikke noget’.

Ca. 18:30
Beboeren rejser sig fra bordet. Det samme gør Henrik, der går på toilettet, som ligger i den fjerneste del af afdelingen, længst væk fra fællesrummene. Ivan kommer ind i køkkenet og sætter sig i en kurvestol med front mod Michael og Bianca, der ikke er færdig med at spise.

Michael: – Vi siger hej og spørger, om han vil have noget aftensmad. Det vil han ikke.

Bianca: – Michael siger noget sjovt til mig, så jeg løfter hånden, som om jeg vil daske ham på låret. Vi griner alle tre. Ivan efterligner mine bevægelser. Jeg kigger over på ham. Han smiler til mig, og jeg smiler tilbage til ham.

Bianca: – Mens jeg spiser færdig, sidder Ivan og mumler frem for sig, og indimellem kan jeg høre ordet ‘smadre’. Jeg spørger ham derfor, om der er noget, der skal smadres. Han ignorer mig. Jeg spørger igen. Han ignorerer mig

Ca. 18:45
Bianca: – Michael og jeg rejser os fra bordet og begynder at rydde det sidste væk.

Michael: – Bianca tager tallerken og bestik og går hen til køkkenvasken for at skylle det af. Jeg tager gryden og går hen til komfuret. Jeg vil gemme maden til næste dag, så kan vi lave biksemad af resterne.

Michael: – Når vi arbejder ved køkkenbordet, står vi med ryggen til hele afdelingen, og hvis man står ved komfuret, er der slet ingen flugtveje, fordi man står i et hjørne, så man er rimelig spærret inde.

Michael: – Jeg står på Biancas højre side, en meter fra hende. Da jeg tror, hun siger noget til mig, vender jeg mig rundt mod hende og står med siden til Ivan. Ud af øjenkrogen ser jeg en hurtig bevægelse fra Ivan.

Jeg kan se, at han kommer i løb imod os med en kniv i hånden med spidsen rettet mod os.

Bianca: – Jeg hører Michael råbe ‘Pas på’ eller noget i den stil og kan mærke, at noget rammer mig i skulderen som en slags knytnæveslag.

Michael: – Jeg ser det blanke af kniven forsvinde ind i ryggen på Bianca. Jeg går hen imod Ivan, og han hugger oppefra og ned mod mig.

Bianca: – Da det går op for mig, at det er en kniv, Ivan har stukket med, trækker jeg mig ned bagerst i lokalet.

Michael: – Jeg trykker og trykker på alarmen, men den virker ikke. Så hører jeg, at Biancas alarm virker. Jeg råber af lungers fulde kraft ‘Henrik, han har en kniv’. Jeg råber og råber.

Michael: – Ivan stikker kun en gang ud efter mig. Så løber han mod sit værelse. Jeg løber efter ham. Midtvejs ser jeg, at toiletdøren står halvvejs åben, så ved jeg, at Henrik er inde hos Ivan, så jeg løber tilbage til Bianca, fordi jeg regner med, at hun ligger og forbløder i køkkenet. Inde i mit hoved er jeg 100 procent sikker på, at jeg finder hende i en blodpøl.

Ca. 18:46
Bianca: – Jeg siger til Michael, ‘Jeg er ok.’ Han siger, at det kan ikke passe, for han har set Ivan stikke kniven i ryggen på mig.

Michael: – Jeg har rigtig svært ved at forstå, at Bianca har det godt, for jeg så det blanke blad forsvinde ind i ryggen på hende, så jeg hiver og flår i hendes tøj og arme for at være helt sikker på, at det er rigtigt. Derefter løber jeg ned til Henrik, fordi

jeg jo har efterladt ham alene med en mand, der har en kniv. Undervejs kan jeg høre, at dørene omkring os begynder at smække, og så ved jeg, at folk er på vej.

Michael: – Da jeg kommer ind på Ivans værelse, står Henrik med kniven i hånden, og jeg hører ham sige til Ivan: ‘Du står da ikke der og fortæller mig, at du har stukket Bianca ned?’ ‘Jo’, siger Ivan. Og jeg bekræfter, at det er rigtigt.

Ivan får besked på at blive på sit værelse, mens vi går ud.

Bianca: – Jeg kan mærke, at det svider på underarmen, hvor der er en hvid ridse. Jeg går på toilettet for at se ordentlig efter. Tager blusen af, men kan ikke se noget, og siger til mine kollegaer, at kniven kun har ramt mit tøj.

Ca. 19:15
Bianca: – Da der igen er faldet ro over afdelingen, forlader de tilkaldte kollegaer stedet, og

vi fortsætter med at rydde af bordet, fordi der er jo ikke sket noget med nogen af os.

Michael: – Jeg begynder at blive ukoncentreret om det, der sker. Selv om jeg ved, at der ikke er sket noget, sitrer og dirrer jeg, og jeg skiftevis fryser og sveder. Jeg har det rigtig ubehageligt. Da vi er færdige med at rydde op, sætter vi os på kontoret for at sunde os lidt.

Ca. 19:30
Ivan kommer igen ind i fællesrummene.

Bianca: – Vi siger til ham, at han skal gå ned på værelset. Det nægter han. Han får valget at sætte sig i sofaen. Heller ikke det vil han. Derfor tager Henrik og jeg fat i Ivans arme.

Michael: – Ivan får vredet sig løs, så jeg hjælper til. Vi lægger ham på sofaen og holder ham fast. Vi spørger, om han vil forholde sig i ro, hvis han får lov til at blive liggende på sofaen. Det siger han ja til, og vi slipper grebet.

Bianca: – Vi går ind på kontoret for at få snakket om det, der er sket. Jeg har det fint, men Michael har det skidt.

Michael: – Jeg får det værre og værre, bliver svag i alle leddene. Jeg har bare lyst til at komme ud.

Bianca: – Henrik siger, vi skal gå ud og få frisk luft, så vi låner en medarbejder fra en anden afdeling.

Ca. 20:15
Bianca: – Vi går en rigtig, rigtig lang tur og snakker om det, der er sket. Da vi kommer tilbage til afdelingen, bliver vi enige om, at vi er nødt til at tage hjem.

Vi udfylder alle de nødvendige papirer. Jeg ringer til bagvagten – som vi skal i den slags situationer – og fortæller, hvad der er sket. Det er vores teamleder, som den dag har bagvagten, og han giver os en skideballe over, at vi har ladet brødkniven ligge på bordet, så Ivan kunne få fat

i den. Men vi har sådan set kun gjort, som vi altid gør. Jeg lukker helt af, og hører ikke resten af samtalen.

Michael: – Jeg kan se, at telefonsamtalen fuldstændig ryster Bianca. Hun er chokeret og bliver skidt tilpas. Vi har jo altid knive. Til brød. Til pålæg. Inden vi tager afsted, sygemelder vi os næste dag, som er tirsdag. Vi er begge sikre på at være klar igen onsdag. Vi skal bare lige sunde os lidt.

Bianca: – Og så tager vi hjem.

Michael
-Da jeg kører hjemad begynder det at gå op for mig, at det også var tæt på for mig. Jeg har kæreste og to børn, og hvad ville der ske med dem? Jeg havde ikke tidligere tænkt på, at det også var rettet mod mig.

-Jeg ser hele tiden den blanke kniv forsvinde ind i ryggen på Bianca. Og det går mig på, at jeg både har svigtet Bianca, fordi jeg ikke kunne beskytte hende, og Henrik, fordi jeg lod ham gå alene ind til en mand med en kniv. Det påvirker mig kraftigt på en måde, hvor jeg føler mig utilstrækkelig. Ja, jeg kunne godt tænke mig, at kunne være to steder på en gang eller have haft en kollega mere.

Allerede dagen efter annullerer Michael sin sygemelding og møder næste på vagt kl. 15 efter at have været til psykolog om formiddagen.

-Jeg havde en ide om, at det var bedst hurtigst muligt at komme i gang igen og se Ivan i øjnene.

-En af mine kollegaer ringer til mig og siger, at han vil komme ned og hente mig for at se, hvordan jeg har det, inden jeg går op på afdelingen. Vi sidder og taler 10-15 minutter, og han mener, at jeg har det så skidt, at jeg ikke bør gå op på afdelingen. Jeg ryster og ser utilpas ud, siger han.

-Jeg fastholder, at jeg vil derop, og da han har fri, går han med mig derop. Der er ingen i afdelingen, så jeg går ind og lægger min kalender på kontoret. Vender mig rundt igen for at gå ind i afdelingen. Min kollega når lige at spørge, om jeg er ok, inden jeg bryder helt sammen. Græder. Skubber ham til side og løber ud af døren. Han løber efter mig, og vi står ude på terrænet og snakker. Jeg fortæller om episoden. Han spørger. Jeg fortæller igen om episoden. Og sådan taler vi sammen i lang tid. Jeg taler og taler. Han fortæller, at han selv har været igennem en lignende oplevelse og ved, hvor vigtigt det er, at man kommer til krisepsykolog.

-Da jeg er faldet så nogenlunde til ro, triller jeg hjemad. Det er en god kollega. Derfor er jeg så glad for at være dernede.

Michael er stadig sygemeldt. Hans tilstand er meget svingende. Nogle nætter kniber det med at sove, han har ondt i maven.

-Det virker som om, det hele er knuget sammen inde i en. Lige pludselig bliver man trist uden at vide hvorfor. Man har ligesom en følelse af sorg inde i kroppen.

Og så er der det økonomiske. Michael er familiefar til to børn, og hustruen er på barselsorlov med den yngste på fem måneder. Michael får ikke løn under sygdom, kun sygedagpenge. Ganske vist har han det meste af tiden haft en arbejdsuge på 37 timer, men ‘kun’ som tilkaldevikar.

-Det er ikke så sjovt at skulle spekulere på det også. Man går og spekulerer på, hvad nu hvis jeg kommer for tidligt tilbage, vil det så gå galt. Omvendt skal jeg også tjene penge.  

Bianca

-Da jeg kommer hjem, finder jeg ud af, at der er hul i trøjen og også i den indenunder og i min BH. Jeg kan se, at jeg har fået et stikmærke i højre bryst tæt ved armhulen.

-Jeg står med ryggen til Ivan, og kniven rammer i mellemrummet mellem ryggen og højre arm tæt ved armhulen. Den sløve del af kniven har ramt min arm, hvor jeg har en lang ridse.

-Næste dag bliver jeg undersøgt hos min egen læge, og stikmærket er ikke alvorligt. Og jeg synes, jeg har det godt.

-Men så på andendagen efter overfaldet begynder jeg at få det skidt. Jeg får ondt i maven, hovedpine, kan ikke sove, er træt og har let ved at græde.

-Og sådan har jeg egentlig haft det siden.

Bianca får psykologbistand. Bianca er tidligere blevet overfaldet af Ivan, der ligger på den såkaldte top-tre-liste over beboere, hvor der er flest magtanvendelser. To gange har han kastet en termokande imod hende. Den ene gang nåede en kollega at gribe termokanden. Den anden gang ramte den hende i ryggen. Han har slået hende i ansigtet to gange med knytnæve, og endelig har truet med at voldtage hende.

Når Bianca bliver raskmeldt skal hun ikke tilbage til Ivans afdeling.

-Jeg har aftalt med min tillidsrepræsentant, at når jeg får det bedre, kommer jeg på en anden afdeling et par dage, inden jeg holder min ferie.

Og hvis det ikke går, skal jeg sygemelde mig igen, og så må vi finde ud af, hvad jeg så skal gøre.