Kommentar

Så er det op til ministeren

Vi kan ikke fortsætte med at lade de kommunale kasser afgøre, om der handles eller ikke handles i sager om udsatte børn og unge.

Af Kirsten Nissen, jni@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Arbejdet med indenrigs- og socialminister Karen Ellemanns reformarbejde, Barnets reform, er nu gået ind i en den afsluttende fase. Nu skal alle sten vendes, lover ministeren, og forhandlingerne med partierne i gang. Vi har løbende givet vores input til reformarbejdet, og nu har vi så samlet vores væsentligste anbefalinger i et katalog, som vi har givet ministeren. Til inspiration i det videre arbejde.

Vores anbefalinger falder under overskrifterne: Intet barn skal stå alene, Tidlig og sammenhængende indsats, Styrkelse af tilbud til børn og unge med særlige behov, Efterværn og Finansiering.

At intet barn skal stå alene, ser vi gerne konkretiseret via for eksempel et styrket døgnberedskab i kommunerne. Det kan ikke nytte noget, at børn, der bliver udsat for svigt eller overgreb, ikke har nogle steder at henvende sig efter kommunal lukketid. Så samtlige kommuner skal have et døgnberedskab for udsatte børn og unge. Desuden anbefaler vi, at der indføres en børnetalsmand, der sikrer, at børn bliver hørt. Både Norge og Sverige har gode erfaringer med sådan en ordning. Endelig peger vi på, at det ville give god mening at oprette et landsdækkende, socialt rejsehold, der kan hjælpe kommunerne i særligt vanskelige sager. Det kunne være med til at afhjælpe de grimme sager, som ind imellem finder vej til avisernes forsider. Sager, hvor børn igennem længere tid har været udsat for misrøgt – uden at der er blevet grebet ind.

Vi har også valgt at benytte os af arbejdet med reformen til at sætte fokus på finansieringen af det sociale område. Vi har længe argumenteret for, at det ikke må være økonomien, der bliver den afgørende faktor på børneungeområdet. Vi kan ikke fortsætte med at lade de kommunale kasser afgøre, om der handles eller ikke handles i sager om udsatte børn og unge. Vi anbefaler derfor, at vi bruger arbejdet med Barnets reform til at se finansieringen efter. Vi foreslår for eksempel, at indsatsen lægges ind under budgetgarantien, og

at refusionen for dyre enkeltsager bliver gjort permanent på det niveau, som var gældende i 2007.

Vi har sat fingeren på nogle af de væsentlige pointer, vi meget gerne ser indarbejdet i Barnets reform. Nu er det så op til ministeren at tage handsken op og gøre det. Hun skal bare ikke regne med, at vi nøjes med at se til fra sidelinjen; vi vil følge processen helt til dørs.