Prik
Fællesskabet styrker fagligheden
Forleden, på vej hjem fra en lang arbejdsdag, sad jeg i bussen og tænkte over, hvad der gør fagbevægelsen synlig, og hvad der legitimerer bevægelsen i det 21. århundrede.
, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann
Mens jeg sad der, passerede jeg adskillige reklameskilte, hvoraf flere af dem var pyntet med reklamer fra forskellige forbund. Det kendetegnende ved dem var, at de alle handlede om enten A-kasser eller erstatningssager. Det fik mig til at tænke: Er fagbevægelsen bare blevet et forsikringsselskab for det hårde arbejdsliv? Er vi ikke mere end det, og kan vi ikke mere end det?
Svaret på dette mener jeg, vi kan finde blandt det nye hold af studerende, der starter på pædagoguddannelserne rundt omkring i Danmark i netop disse dage.
Man kan vælge at se deres valg af uddannelse ud fra nogle kedelige betragtninger, som f.eks. at der er gode jobmuligheder efterfølgende. Det tror jeg nu ikke. Tværtimod er det mit indtryk, at langt de fleste starter, ligesom jeg, fordi de er nysgerrige og gerne vil have svar. De har besluttet sig for at begive sig ud på en lang rejse for at afdække spørgsmålet: Hvad er pædagogik?
På studiet vil de møde en lang række eksperter og teoretikere, som vil kunne hjælpe dem med at finde frem til noget af svaret. Men for mig at se ligger meget af den viden, de har brug for, i deres praktik – i praksis, altså blandt pædagogerne selv.
Her vil de opleve en helt ny verden, fyldt af børn og borgere, glade stunder og problemer, og ikke mindst de professionelles ageren i dette rum.
Heri opstår pædagogikken som en – for nogle – mærkelig og diffus konsensus i fællesskabet af pædagoger om, hvordan man arbejder med udvikling og relationer. Naturligvis betyder forskning og videnskab meget for praksis, men det er det faglige fællesskab, der skaber pædagogik.
Men det forudsætter, at alle bidrager til det fællesskab. Som studerende i faget skal man ikke bare forvente at få svarene leveret – man skal selv være med til at skabe dem!
Det bringer mig tilbage til mit udgangspunkt, nemlig fagbevægelsens berettigelse. I denne sammenhæng tænker jeg naturligvis primært på de pædagogiske fagforeninger. Den væsentligste rolle for dem, men ligeledes for os som studieorganisationen, må være at turde betragte os selv som rammen for det faglige fællesskab af pædagoger.
Vi skal ikke være sene til at stille spørgsmålet: Hvad er pædagogik? Og ikke mindst: Hvad er god pædagogik?
Det er her, jeg ser fremtidens pædagogiske fagbevægelse for mig. Vi skal stå som garanten for faglig udvikling, og vi skal være med til at skabe en identitet for massen af pædagoger igennem en debat om faget.
Så til jer, der er startet på studiet, vil jeg sige velkommen til den uendelige debat om pædagogik og huske jer på, at man bliver kun en bedre pædagog af et fagligt medlemskab.